Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Joakim Grundahl har anmeldt den nyåbnede restaurant Lalala, så vi har brug for nogle stemnings- og detaljebilleder fra restauranten. Desuden vil vi gerne have billeder af disse tre retter: - Choucroute Royal - Marv - Grillet dorade

Joakim Grundahl har anmeldt den nyåbnede restaurant Lalala, så vi har brug for nogle stemnings- og detaljebilleder fra restauranten. Desuden vil vi gerne have billeder af disse tre retter: - Choucroute Royal - Marv - Grillet dorade

Mad
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

4 hjerter til frankofilt bondekøkken

Der er tjek på de franske klassikere hos Lalala - på nær en skuffende hovedret.

Mad
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Et stykke før Strandgade rammer Noma og det nordiske køkken, er der etableret en fransk zone på Christianshavn, hvor der spilles petanque i gården med soloplyst rosé i glasset og spises bløddyr direkte af sneglehuse fyldt med smør, hvidløg og persille, mens der slynges gloser som ’mon cheri’ efter den langbenede tjener, der flakser rundt som et stankelben.

Lalala er navnet på den nye restaurant, der lokker mange af byens franskmænd med deres hjemlands klassiske bonderetter som hvidvinsdampede muslinger, kaninterrin, foie gras og entrecote. Det er danskere, der står bag, og de tværer deres frankofili ud i hovedet på gæsten allerede ved indgangen, hvor et stort billede af en yngre og slank prins Henrik tager imod. Han har uniform på og masser af militære udmærkelser på brystet. Her er han ikke en pauseklovn, men et rockidol, som også har fået sin egen drink på kortet. En Roi Henri med Pernod og jordbærpuré.

Efter at have skabt stor succes med de mikroskopiske spisebuler 20A og Sankt Annæ 8 vil de fire ejere nu folde deres sans for hygge med enkel mad ud i et større format. De to første restauranter fungerer godt med kun en enkelt hovedret, en forret og dessert og et skarpt lille vinudvalg i små lokaler, hvor værter og gæster har det som venner, der føler sig hjemme i hinandens selskab.

Den intime stemning reduceres naturligvis i det større lokale, men her er livligt som på en travl fortovsbistro med stamgæster og tjenere, der synes at elske deres job. Her er stuk, tavlemenuer og glødepærer, men også lyst med store vinduer og højt til loftet. En blanding af bistro og kantine, og faktisk fungerer bistroen som kantine i dagtimerne for nærområdets arbejdspladser.

Det er samme kantinekøkken, som leverer de altid gode dagens retter til 20A og Sankt Annæ 8. Så vi glædede os til at gå a la carte i det franske grundkøkken.

Skarpe skud i glasset

Tre franske østers til at starte med. Selvfølgelig. Og allerhelst fin de claire, som er slankere i kroppen og mere frisk i smagen end de mere fede limousinedyr af mere kostbar model. Og ja, det var det også. Tre styk. Med vinaigrette og løjrom, så min gæst slet ikke hadede dem, som han plejer. Alt var, som det skulle være.

Friturestegte brisler med krydret mayo og en håndfuld stegte småfisk, og så var vores snacks, eller pour grignoter, som de hed på kortet, også spist med suttefingre og let humør. Okay, den lille stime af smelt har jeg smagt bedre. Men som chips fra havet fungerede de fint.

Middelhavsmad med simpel sol i smagen. Min gæst var glad

Det var også et skarpt skud i glasset, som vores hær af kvindelige tjenere var blevet enige om at spørge hende med den største viden om at finde til os. Der er naturvine, klassiske rhonevine, biodynamiske bourgogner og mange andre franske kendinge og særlige importvine at vælge mellem, men denne aften var det slottet De La Selve, der stod for højdepunkterne.

Det er biodynamisk produktion, men ikke udpræget naturvin (som kritikere kalder sur sok i saftevand) i smagen. Først den hvide Madame De (125 kroner per glas) på druen viognier, der kan fylde glasset med fedme som en chardonnay, men også pifte mere frisk frugt og masser af mineralitet i slurken. Og det gjorde den ret blæret her med fersken og abrikos i første møde og så den dejlige smag af flintesten til at balancere fedmen til en kompleks vin, der kunne stå imod snacks og de første retter.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som at spise en hjerneskade

De var chevre chaud, helt klassisk salat med lun grillet gedeost, hvor lidt bagte rødbeder føjede syre, urt og jord til god smag, og så et par solide knogler til mig: os á moëlle.

Det er gratineret oksemarv i store portioner, som her var helt rigtigt lavet, men som også altid er en prøvelse for mig med sin blævrede konsistens med klumper i.

Det er som at spise en hjerneskade .

Til hovedretterne fik vi den røde fra De La Selve, Florence på syrah, grenache og cinsault (155 kroner per glas). En dejlig kraftig smag af mørke bær og lakrids, men samtidig så tanninrig og let i andet akt, at eftersmagen blev en lang, frisk og delikat nuancering af frugtsmagen. Fremragende.

Men min hovedret var aftenens store skuffelse. Choucroute garnier fra Alsace er surkål med svinepølser og fede salte udskæringer fra den billige ende af grisen. Kødet skal være fedt. Det var det langtfra her. En gennemtør svinekam, som ellers var skåret ved benet, hvor det kraftige fedtvæv kan langtidssimres til saftig gelatine. Og så to hele pølser, hvor den svære kunst at sikre saften fra at sive ud af tarmen under tilberedning ikke var lykkedes. Tørre til kernen og meget neutrale i smagen. Og så var den fermenterede kål så syrlig, at alt andet kunne være ligegyldigt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

På den anden side af bordet gik turen helt til Sydfrankrig, hvor en saftig dorade lå i helfigur med en glimrende beurre blanc og letbagte små tomater. Middelhavsmad med simpel sol i smagen. Min gæst var glad.

Men choucrouten støjer stadig i hukommelsen trods en stilsikker crème brûlée og en tarte tatin med vaniljeis, der også kunne det, den skulle, sammen med en espresso, som vi fik hevet ud af personalet, der ellers havde slukket og renset maskine.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden