Hestegambling med 'Generalen' i travkiosken

Solen skinner på Amagerbrogade for første gang i lang tid, og vejrskiftet får folk til at opføre sig som isolationsfanger på den årlige gårdtur. Der misses mod solen med udbredte arme, butikkerne stiller stativer ud på gaden, og foran iskiosken strækker køen sig flere meter. Et par husnumre derfra ligger travkiosken Jackpot. Derinde bag de tilplastrede vinduer ænser man slet ikke, at solen sender et par stråler ind mellem standerne med tipssedler og travløbslister. Her lever man i selvvalgt isolation. I en helt anden verden, hvor det ikke er solens gang, men hestenes cirkulære trav, der sætter dagsordenen. Hver eneste dag er der direkte transmission fra danske og svenske travbaner, hvor heste som Ikaros Overby, Midnight Star og Money Maker Dalimo får drømmene, skænderierne og humoren til at boble blandt travkioskens stamgæster. Når jeg går forbi, har jeg ofte smugkigget ind i deres lukkede fællesskab af koder og hierarkier, men i aften vil jeg sammen med min ven forsøge at træde over tærsklen til denne skyggeverden. Nervøs optakt Klokken er 17.45, og de første travløb begynder snart på endevæggens tv-skærm, der er flankeret af otte mindre skærme med tekst-tv, hvor man kan læse dagens odds. Syv mænd sidder bøjet over løbslisterne, og et par af dem skæver mod os, da vi sætter os ved et af de plastiklaminerede borde med et par spillekuponer. »Hvor fanden bliver King Kong af«, spørger sidemanden og spejder ud mellem bogstaverne i ruderne. Han er lille og tynd med et koncentreret falkeblik under det vandkæmmede grå strithår. Hans yngre makker trækker på skuldrene og skubber kasketten helt op i panden med en opgivende attitude. De er ved at lægge en strategi for det næste spil. ’Falken’ er den mest erfarne og taler belærende til sin makker, der tager imod rådene som en taknemmelig lærling. Deres ven King Kong kommer ikke, og Falken er plaget af bekymringer. Han har lige hentet en kop gratis kaffe fra maskinen ude foran toiletterne. »Nr. 72 er udgået. Ej, for satan. Vi må bare tage en chance. 120 kroner. 60 til hver«, siger han. Lærlingen noterer oddsene på kuponen, mens han fortæller om Baby, der vandt en stor gevinst på den enarmede dagen før. »Skynd dig, for satan«, afbryder Falken, »de starter nu«. Under Generalens vinger »Ti nu stille«, runger det pludselig fra pladsen overfor os. En stor skaldet mand i kortærmet skjorte og safarivest kigger over læsebrillen mod Falken. De kender hinanden. Det gør de fleste her på stedet. Og det er tydeligt, at den store mand har en vis autoritet. Han ligner Marlon Brando og sidder med en stor rulle pengesedler i hånden. Foran ham står en nyåbnet flaske iste og en tom pakke Balancid Novum mod halsbrand. De andre kalder ham Generalen. Generalen har lagt mærke til vores ubehjælpsomme forsøg på at afkode løbslisterne og beslutter sig for at hjælpe os lidt på vej. Han udpeger løbets favorit og forklarer lidt om startpositioner og spilstrategi og fortæller, at vi skal spille på de svenske løb i Solvalla, hvis vi vil vinde rigtige penge. Men så stopper han op og kigger på os med en alvorlig mine: »I skal ikke begynde på det her. I vil tabe penge. Jeg taber 10.000 kroner om ugen«, siger han. Da jeg spørger, hvorfor han så bliver ved, spærrer han øjnene op og kigger over brillen: »Fordi jeg har råd. Jeg har spillet i 50 år og er sgu ligeglad, om jeg vinder. Jeg spiller, fordi det er lir«, fortæller han. Som en af de få tilstedeværende har han et velbetalt job og kan leve med de store spilomkostninger. Han har en høj embedsmandsstilling, men bruger fritiden i eksil blandt skyggerne i byens travkiosker. Resten af selskabet tæller mange bistandsklienter, og de spiller mindre for lir end for drømmen om den store gevinst, der kan skaffe røde bøffer på bordet. Generalen plukker pludselig en kupon fra bordstativet og bøjer sig koncentreret over den, mens han messer nogle talkombinationer for sig selv. Han sætter et par krydser, smider kuponen over til min ven og siger: »Skynd dig op at spille den her. Du kan lige nå det«. Den faderlige advarsel, han gav os før, fordufter i et entusiastisk øjeblik før løbstart, og fra nu af bliver han vores læremester. Vi er kommet under Generalens vinger. Kald på din sekser! Falken overhører Generalens staldtips og blander sig fra sidelinjen: »Det er sgu da sekseren, der er favorit«, siger han. Vi afventer Generalens ordre. En ting har vi lært, og det er, at man ikke skal spille på favoritten, for så er gevinsten for lille. Hans skaldede isse ryster afværgende med mussolinisk storladenhed. »Det er det da«, fortsætter Falken. »Jeg er ikke dum, for fanden. Du kan da se oddsene på skærmen«. »Jeg er ligeglad«, siger Generalen. De to travveteraner spiller tydeligvis efter to forskellige overbevisninger. Hvor Generalen lader sig styre af intuition og små taktiske overraskelsesangreb på kuponerne, sveder Falken over statistikker, udregninger og logistiske principper. Han bladrer sammenbidt i løbslisterne, mens han stiller retoriske spørgsmål til Lærlingen. Så går løbet i gang, og med en eksplosion forvandles stemningen, da folk begynder at råbe. Fra lokalets anden ende kigger fire ensomt spillende personer søvnigt op fra de enarmede tyveknægte, inden de vender blikket tilbage mod den snurrende drøm om tre barer på stribe. Foran tv-skærmen træder Generalen ud af sin majestætiske positur og spjætter lidt med benene, mens han gnider tommel- og pegefinger mod hinanden i forvarsel om pengegevinst. Da opløbet har rundet det sidste sving, råber han til min ven: »Kald på din hest. Kald på din sekser!«. Min ven tøver med et »Kom nu, sekser«, men overdøves af Generalen, der brøler: »Kom så sekser, kom så sekser!«. Fra den anden ende af bordet lyder det lidt skingert fra Falken: »Kom så etter. Løb nu etter!«. Det bliver starten på et mindre optrin. Falken har åbenbart ikke spillet på løbet, men kalder alligevel på en hest. En anden hest end Generalens sekser. Det kaldes ’at lave brok på en hest’. Generalen spjætter voldsommere, og Falken hopper på stedet. Det bliver femmeren, der kommer først over målstregen, og i samme øjeblik vender Generalen sig mod Falken: »For fanden. Du skal ikke lave brok på min hest. Nu kan du godt gå ud«, råber han med en udstrakt arm mod døren. »Eller skal jeg smide dig ud?«. »Arh, hold kæft«, siger Falken. »Jeg skaber da bare spænding. Vi skal have lidt kamp«. »Men du skal sgu ikke lave brok på min hest. Næste gang skal jeg kalde din hest ud af banen. Bonderøv«. Nu blander Lærlingen sig: »Lad være med at råbe op. Folk tør jo ikke komme herind, når der sidder en stor skaldet rocker og råber«. De griner alle sammen. Generalens gevinstgaranti To timer senere skinner aftensolen ind i lokalet og blæser vinduets bogstaver op på væggen under tv-skærmen, så der står ’Kontant udbetaling’. Der er stille igen. Lærlingen har hentet to burgere, som han og Falken sidder og spiser, mens de forbereder sig til det næste løb. Bag dem sidder to marokkanere og udfylder kuponer. Generalen kigger på os: »Det er bedre, at I går ud og kigger på damer i stedet for at sidde herinde«. Han selv veksler konstant mellem spilentusiasme og erklæringer om, at han ikke gider spille mere. »Nu tager jeg to løb mere, og så vil jeg ned i Amager Strandpark og have en is«, siger han. Men min ven har fået blod på tanden. »Jeg smider en tyver på femmeren«, siger han. »Nej, det må du kraftedeme ikke gøre«, siger Generalen, tager en kupon og laver en såkaldt dobbelt, hvor man skal gætte vinderen i to forskellige løb. Men så er gevinsten også større. »Den koster en halvtredser. Gå op og spil den. Den har gevinstgaranti«, siger han til os. Vi gør som befalet, og efter det første løb ser det rigtig godt ud. Vores hest kom først i mål, og nu mangler vi bare, at enten syveren eller elleveren vinder næste løb. Så vinder vi penge. Vi begynder for alvor at tro på Generalens gevinstgaranti og spørger ham, hvor mange penge vi vinder, hvis den går hjem. »Mange penge. Rigtig mange penge«, svarer han med blikket vendt mod skærmen. Afgørelsens time Vi når ikke at få undersøgt hvor mange penge, han mener, inden det afgørende løb er i gang. Denne gang har alle spillet, og råbekoret eksploderer. »Kom så, syver!«, lyder det fra Generalen, mens Falken kigger sammenbidt på skærmen og messer noget uforståeligt ud mellem tænderne. »Otte, otte!« lyder det fra marokkanerne, mens vi spejder efter vores heste. Vi kan ikke se dem i opløbet, og før vi når at finde vores syvtal eller hest nummer elleve, løber treeren først over stregen. Vi har tabt. Generalens gevinstgaranti holdt ikke. Han tager læsebrillerne af og kigger på os: »Nu må I gå hjem, drenge. Ellers taber I sgu alle jeres penge«. Vi er ikke de eneste, der har tabt. Ved siden af sidder Falken alene. Lærlingen står ved en anden skærm og ser fodbold. Han har tippet 2-0 til Lyngby, og lige nu fører de 1-0 over OB. Falken kigger sine kuponer igennem og siger: »Det gør ondt, det her«. »Det kan jo være lige meget«, siger Generalen. »For hvis du vinder, spiller du jo profitten op alligevel«. Han har pakket brillerne i etuiet og gør mine til at rejse sig. Men så dømmes der omstart på løb nummer ni, og han sætter hurtigt brillerne på plads, åbner spillehæftet og griber ud efter endnu en kupon. »Jeg smider lige en hund på syveren«, siger han. Det er alligevel blevet for sent til is i strandparken.