Danmark vil indføre fuldt stop for salmonella

Lyt til artiklen

Danske forbrugere kan se frem til at åbne en pakke kyllingefileter, stege kødet og spise det uden risiko for at blive forgiftet af farlige salmonellabakterier. Sådan lyder det nu fra Fødevarestyrelsen, der forventer, at EU-kommissionen inden årets udgang vil give Danmark lov til at indføre fuldt stop for salmonella i kyllingekød og æg fra udlandet. »Det er vores klare forventning, og det bygger vi på de signaler, vi har modtaget fra embedsmænd i EU«, siger souschef Alice Sørensen fra Fødevarestyrelsen. Syge af importeret kød Den udmelding kommer, efter at Politiken gennem flere dage har beskrevet alvorlige problemer med den kontrol, der skal beskytte danskerne mod at blive syge af importeret kød, der indeholder langt flere sundhedsskadelige bakterier end dansk kød. Fødevarestyrelsen undlod sidste år at udføre mere end 200 planlagte kontroller af store partier kød, og når Fødevarestyrelsen endelig trækker farligt kød ud af butikkerne, sker det i syv ud af ti tilfælde så sent, at kødet allerede er spist. Importen af især fjerkræ og svinekød stiger eksplosivt, og flere og flere danskere bliver syge af kød fra udlandet. Og ofte kan alvorligt syge og svækkede patienter ikke behandles, fordi salmonella i udenlandsk kød tit er modstandsdygtig over for medicin. Sagen er kontroversiel Fødevarestyrelsen har de seneste to år arbejdet på at dokumentere over for EU-kommissionen, at der nu er så lidt salmonella i danske kyllinger, at Danmark skal have lov at kræve, at importerede kyllinger er lige så sikre som danske. Det samme gælder for æg. Sagen er kontroversiel, fordi den bryder med EU’s princip om det indre marked, hvor godkendte virksomheder frit kan sælge varer i alle medlemslande. Danmark henter skyts til sin argumentation fra broderfolket på den anden side af Øresund. For da Sverige – og Finland – blev optaget i EU i 1995, lykkedes det i sidste øjeblik de to lande at få lov at afvise kød med salmonella fra udlandet. Målrettet indsats i nabolande En målrettet indsats havde udryddet de hårdnakkede bakterier i svensk og finsk kylling, og de to landes forhandlere synes, at det var hul i hovedet, hvis et medlemskab af EU nu skulle betyde, at ICA og de andre supermarkeders kølediske blev fyldt med farligt kød, der ville sende befolkningen i sygesengen med diarré, feber og voldsomme vægttab. EU ville gerne have Sverige og Finland med på båden og gav derfor de to lande lov til at forbyde import af kød med salmonella, selv om det stred mod en af fællesskabets grundpiller – varernes frie bevægelighed. Og åbnede samtidig for, at andre medlemslande kunne få samme vilkår, hvis de dokumenterede samme grad af fødevaresikkerhed som de to salmonelladukse. Sverige er salmonelladuks Salmonella findes kun i 0,05 procent af svensk fjerkræ. Det vil sige, at når der ryger 2.000 kyllinger igennem slagteriet, er en enkelt smittet med salmonella. De nyeste tal fra Fødevarestyrelsen viser, at der er salmonella i 1 ud af 60 danske kyllinger. Til gengæld lurer bakterien i hver syvende kylling, der kommer hertil fra et slagteri i udlandet. Der er altså et stykke vej til svenske tilstande, men EU har ifølge Fødevarestyrelsen lagt sig fast på, at hvis der blot er salmonella i 1-2 procent af det hjemmeavlede kød, er det nok til at udløse en særregel som den svenske og finske. Danmark ligger lige akkurat inden for den grænse. »Det har været genstand for intens diskussion, hvor grænsen skal være, for man står jo i en situation, hvor man vil gøre op med elementer i det indre marked«, siger Alice Sørensen, Fødevarestyrelsen. Skandinavien er lokomotiv EU arbejder selv på en større handlingsplan mod salmonella, og Skandinavien er nu blevet det lokomotiv, der kan trække udviklingen i den sunde og sikre retning for resten af medlemslandene. I praksis vil en særregel betyde, at en importør på forhånd skal dokumentere over for de danske myndigheder, at kødet er frit for salmonella. »Vi har endnu ikke taget stilling til, hvad sådan en dokumentation skal indeholde. Men man kunne forestille sig, at det vil betyde et krav om analyseresultater fra et godkendt laboratorium«, siger Alice Sørensen.
Danske slagterier er ikke optimistiske
Spørgsmålet er så, om Danmark har grundlag for sin optimisme. Vil EU virkelig tillade endnu en udvanding af princippet om det indre marked for at få sat skub i udviklingen hen imod salmonellafri tilstande i hele unionen? Det har de danske slagterier – der er hårdt presset på pengepungen af konkurrencen fra de udenlandske slagterier – absolut ingen tiltro til. »Branchedirektørerne fra de andre lande siger, at vi i Danmark da godt nok er naive, hvis vi tror, at en dansk salmonellaplan kommer til at bestemme over hele EU«, siger Per V. Møller, formand for Dansk Slagtefjerkræ.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her