Det er da pudsigt – og ret foruroligende – at vores børnehavebørn ved mere om junglens dyr end om danske råvarer.
At teenageekspedienten i supermarkedet kigger undrende på knoldsellerien, der kører hen ad varebåndet, og spørger: »Hvad er det?« for at få kunne slå grøntsagen op i mappen med stregkoder. Det siger jo alt Cirka 5 pct. af de danske familier har deres børn med i køkkenet under madlavningen. Og samtidig kæmper landets hjemkundskabslærere en brav – og udmattende – kamp for at få lov til at fylde mere i undervisningen.
Dertil kommer, at mange skoler oven i købet har et pinligt lille budget at undervise ud fra. Jeg ligger inde med tal, der siger mellem 7 og 15 kroner pr. elev pr. undervisningsgang. Hvem har så ansvaret for, at vores børn både lærer om jungledyr og selleri? Det har vi alle. Når børnene er hjemme, er det forældrenes ansvar. Når børnene er i institution/skole, ja, så er det institutionens/skolens ansvar. Og dermed naturligvis politikernes. Giv dit barn det bedste At have børn med i køkkenet er en blandet oplevelse. Nogle gange rædselsfuldt, andre gange en drøm. Men hold ud og hold ved.
