I tirsdags spiste jeg en halv skive mellemlagret ost 45+. Helt uden at væmmes. Jeg ved godt, at det ikke lyder som breaking news, men når man kender mig, ved man, at det er tæt på. Jeg har altid hadet ost. For cirka 13 år siden smagte jeg et stykke ost ved en fejltagelse. Jeg fik en salat med, hvad jeg troede var små kartoffelstykker, men det viste sig at være ost. Det afstedkom opkast helt op i svælget, og ostestykket blev spyttet ud i en serviet. Mere om det senere. I år 2000 skrev jeg sågar om ost i en serie om hadeting i Politiken: »Der er lidt gammel sur mælkeprodukt indover, sådan noget harskt. Og så er der noget sødligt, ikke rart, som noget der er i forrådnelse. Død og ødelæggelse. Jeg hader ost«.

LÆS ARTIKELKræsenhed er en voksenopfindelse Skulle jeg spise sådan et stykke almindelig dansk danbo skiveost? Aldrig i livet! Brie, camembert, stilton? Som om. Eftersom jeg godt ved, at det ikke holder at være ostefornægter, når man er Politikens madredaktør, var jeg derfor den første til at melde mig, da redaktionen faldt over et kræsenhedshypnosekursus. Inden jeg gik i gang, skulle jeg fotograferes i et forsøg på at spise et stykke skiveskåret ost fra 7-eleven af mærket ’Godag’. Som det fremgår herover, lykkedes det ikke. På billederne ser det ud, som om jeg overspiller, men sådan føltes det på ingen måde, da jeg sad der med ostesmagen i munden. Jeg måtte spytte ud. Så gik jeg i gang med hypnosen. Den tog 23 minutter, og jeg lå ned i min seng med hørebøffer på. Jeg havde svært ved at koncentrere mig, fordi hypnotisøren Jacob Strachotta ikke sagde noget om mad – måske jeg havde købt et forkert kursus? Først 14 minutter inde i forløbet sagde han: ’Du vil nu opleve, at al tidligere frygt for at spise noget nyt forsvinder’, og så slappede jeg af: Det var det rigtige kursus.