Adr. Før hypnosen - der kæmpes, men det er virkelig ikke godt.
Foto: Rune Pedersen

Adr. Før hypnosen - der kæmpes, men det er virkelig ikke godt.

Nyt om mad

Osten gled ned med hypnose

Politikens MAD-redaktør har altid hadet ost. Men det ændrede hypnosen på.

Nyt om mad

I tirsdags spiste jeg en halv skive mellemlagret ost 45+. Helt uden at væmmes. Jeg ved godt, at det ikke lyder som breaking news, men når man kender mig, ved man, at det er tæt på.

Jeg har altid hadet ost. For cirka 13 år siden smagte jeg et stykke ost ved en fejltagelse. Jeg fik en salat med, hvad jeg troede var små kartoffelstykker, men det viste sig at være ost. Det afstedkom opkast helt op i svælget, og ostestykket blev spyttet ud i en serviet. Mere om det senere.

I år 2000 skrev jeg sågar om ost i en serie om hadeting i Politiken: »Der er lidt gammel sur mælkeprodukt indover, sådan noget harskt. Og så er der noget sødligt, ikke rart, som noget der er i forrådnelse. Død og ødelæggelse. Jeg hader ost«.

LÆS ARTIKEL

Skulle jeg spise sådan et stykke almindelig dansk danbo skiveost? Aldrig i livet! Brie, camembert, stilton? Som om.

Eftersom jeg godt ved, at det ikke holder at være ostefornægter, når man er Politikens madredaktør, var jeg derfor den første til at melde mig, da redaktionen faldt over et kræsenhedshypnosekursus.

Inden jeg gik i gang, skulle jeg fotograferes i et forsøg på at spise et stykke skiveskåret ost fra 7-eleven af mærket ’Godag’. Som det fremgår herover, lykkedes det ikke. På billederne ser det ud, som om jeg overspiller, men sådan føltes det på ingen måde, da jeg sad der med ostesmagen i munden. Jeg måtte spytte ud.

Så gik jeg i gang med hypnosen. Den tog 23 minutter, og jeg lå ned i min seng med hørebøffer på. Jeg havde svært ved at koncentrere mig, fordi hypnotisøren Jacob Strachotta ikke sagde noget om mad – måske jeg havde købt et forkert kursus? Først 14 minutter inde i forløbet sagde han: ’Du vil nu opleve, at al tidligere frygt for at spise noget nyt forsvinder’, og så slappede jeg af: Det var det rigtige kursus.

LÆS ARTIKEL

Jeg læste vejledningen, og det gik op for mig, at man ikke bare skal tage kurset en enkelt gang, men minimum en gang om dagen i 2-3 uger. Jo flere gange man lytter, jo bedre resultat. Efter lidt tilløb gik jeg i krig, og over 14 dage hørte jeg mp3-filen 10 gange.

De første seks minutter går med at få lytteren til at slappe af, og klicheen om at ’synke dybere og længere ind i dit eget indre rum’ kommer også. Derefter skal man tænke tilbage på en episode, ’som har alt at gøre med det, du oplever’. Jeg tænker derfor på min oplevelse med ’kartoffelosten’, og jeg får besked på at svæve op over mig selv og se mig selv oppefra, hvor jeg er i sikkerhed.

Jeg gennemspiller hele seancen med restauranten, salaten, mine tårer i øjnene, opkastet i halsen og den røde serviet, jeg spytter ud i, og jeg får nu besked på at gå lidt videre, indtil der ikke sker mere, alt er overstået og det hele væk.

»Du er nu helt ude af det, du kan ånde lettet op og trække vejret meget mere frit, meget mere enkelt, meget mere nemt. Du klarede det. Du overlevede, du kom igennem det«, siger hypnotisøren.

LÆS ARTIKEL

Efter et par gange, hvor jeg er blevet fortrolig med, hvad der sker, er jeg så god til at slappe af under afslapningsfasen, at jeg måske falder i søvn. I hvert fald hører jeg intet af, hvad hypnotisøren siger efter de første cirka 6 minutter. Jeg konsulterer hjemmesiden og kan læse, at jeg alligevel er på rette vej. Jeg skal slet ikke analysere på det, jeg hører, det skal blot optages i ’mit underbevidste sind’.

Det lykkedes muligvis, for to gange får jeg en oplevelse af at stå i en spisestue med et meget langt mørkt træbord, og der sidder en kvinde for enden af bordet, som rejser sig op og går hen mod mig. Jeg kan ikke genkende hverken spisestuen eller kvinden. Det er ikke ubehageligt, men heller ikke behageligt.

En anden gang føler jeg ubehag i min døs. Jeg har det, som om min overkrop er fastspændt. Jeg kan ikke røre mig, og min vejrtrækning er besværet, jeg kan kun sprælle med benene (hvad jeg er ret sikker på, at jeg gjorde i virkeligheden, det føltes i hvert fald sådan). Har ingen anelse om, hvor det kom fra.

Fra de første gange, hvor jeg er mere bevidst under hypnosen, ved jeg, at næste skridt er, at jeg skal fortælle mit yngre jeg, at jeg klarer den, og give mit yngre jeg nærhed og omsorg. Og derefter skal jeg forestille mig, at jeg tager mit yngre jeg op i hånden og tager den ’lille mig’ ind i mit hjerte: »Du kan nu rumme dig selv uden frygt og uro«, siger Jacob Strachotta.

LÆS ARTIKEL

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sidste skridt inden opvågningen er tre minutters stilhed, hvor man skal ’lade de mest fantastiske ting ske. Frigør alle dine ubevidste ressourcer og skab den nye tætte selvsikre kontakt til dig selv’. Efter de tre minutter siger han: ’Åbn øjnene op’, og flere gange åbner jeg øjnene – pling – selv om jeg har haft oplevelsen af at være sovende. Andre gange vågner jeg dog først efter en halv time.

Derfor er jeg ikke helt sikker på, hvor meget jeg har fået ud af hypnosen, og derfor har jeg ikke de helt store forventninger, da jeg tirsdag igen bliver fotograferet for at dokumentere hypnosens eventuelle effekt. Jeg har ikke gjort forsøg på at spise ost undervejs, så jeg aner intet.

Jeg tager et nyt stykke ’Godag’-ost i munden. Og da jeg begynder at tygge, er jeg stadig i tvivl, om det her vil blive godt. Vil den helt igennem væmmelige ostesmag, som ved første fotosession 13. september fik mig til at spytte ud, komme igen? Jeg mærker efter, og til min store overraskelse udvikler osten sig ikke til et smagshelvede. Jeg vil ikke sige, at jeg decideret nyder oplevelsen, men jeg kan rumme den. Og jeg synker.

Tre gange tager jeg et nyt stykke i munden, både så fotografen kan forevige det, og jeg kan bevise over for mig selv, at den er god nok: Jeg spiser ost. Da jeg kommer tilbage til redaktionen i triumf, spiser jeg et stykke til for at overbevise kollegerne. Jeg har også en fysisk fornemmelse af fravær af ostemodstand. Det er, som om ’der mangler noget’.



Det er på tide at ringe til hypnotisøren Jacob Strachotta. Især er jeg nysgerrig efter at vide, hvad der lige skete med det mørke spisebord og kvinden samt min åndenød, da jeg følte mig fikseret.

»Det bedste materiale er det, din hjerne hiver frem. Lad os sige, at du har været et halvt år gammel, og det har været din mor eller en anden person, der vil give dig noget mad. Jeg har haft mange, for hvem babymos har været en ubehagelig oplevelse. Hvor mange forældre er ikke bange for, at børnene ikke spiser nok? Det kan sagtens være oplevelser fra før, du fik sproglig forståelse. Det er svært at behandle i vågen tilstand, for du skal ned til de følelsesmæssige dele, hvor du har en mere fysisk hukommelse end mental hukommelse«, forklarer Jacob Strachotta.

Så jeg ringer til min mor, som ikke mindes, at jeg er blevet tvangsfodret. Jeg sad glad i en høj blå barnestol ved vores mørke træbord og spiste blendet kartoffelmos med fløde – og spyttede al ost ud igen. Måske har nogle af de unge piger, der passede mig i dagtimerne, indtil jeg var 2 år, tvangsfodret mig med ost?

LÆS ARTIKEL

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jacob Strachotta har personligt behandlet 20-30 mennesker for kræsenhed, og et par hundrede stykker har købt hans kursus på hans hjemmeside eller via en App. Det er hans erfaring, at hypnose er særdeles velegnet til at behandle kræsenhedsfobier – ved en fobi er man bange for et objekt. Han har f.eks. hjulpet en mand, som ikke havde spist varm mad, siden han som barn så ned i sin mors gryderet og syntes, den så ulækker ud.

»Hypnose er ekstremt målrettet, fordi du har den fulde koncentration og ikke tænker på så mange andre ting. Det går hurtigere end i gamle dage, hvor man brugte adfærdsterapi til fobier og langsomt bragte folk tættere og tættere på fobien, så de kunne lære at håndtere den. I hypnose ’aflærer’ du den information, der er forbundet med fobien«.

Jacob Strachottas råd til mig er, nu hvor min ostemodstand er væk, at prøve nogle oste af:

»Hvis du ikke har spist ost i så mange år, mangler du noget indlæring på osteområdet. Du vil være som en nyfødt, når du ser osten første gang uden at være bange. Der kan godt være oste, du ikke kan lide, men du vil ikke have væmmelsen. Den data kan du nu få ind. Prøv det af – spis et ostebord med din mand, smag på forskellige ting, men gør det i dit eget tempo. Ingen må lave en ny frygt på dig«.

Måske jeg skulle prøve en brie?

Læs mere på www.jacobstrachotta.dk

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce