Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Stor størrelse. Arne Astrup prøver tøj, i dette tilfælde bukser af størrelse XXXXXXXXL - det er otte gange X - som er de største på markedet herhjemme. Han har selv et gen, som 16 procent af befolkningen har, der gør, at han sagtens kan spise mere, selv om han er mæt: »Hvis jeg spiste og drak det, jeg havde lyst til, ville jeg være svært overvægtig«.
Foto: Joachim Adrian

Stor størrelse. Arne Astrup prøver tøj, i dette tilfælde bukser af størrelse XXXXXXXXL - det er otte gange X - som er de største på markedet herhjemme. Han har selv et gen, som 16 procent af befolkningen har, der gør, at han sagtens kan spise mere, selv om han er mæt: »Hvis jeg spiste og drak det, jeg havde lyst til, ville jeg være svært overvægtig«.

Nyt om mad
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Doktor Slank er ikke længere bange for fedt i maden

»Mange af de gamle råd var forkerte«, erkender ernæringsprofessor Arne Astrup.

Nyt om mad
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Hej du. Lidt morsomt med tre bøger ud af de ti på bestsellerlisten i dag«.

MADKLUB Bliv medlem af Politiken Madklub og vælg mellem 3 lækre velkomstgaverDet er lørdag morgen, og Arne Astrup, der altid har to computere tændt på én gang i sit kontor i Klampenborg, har netop sendt en af sine mange hurtige mail.

Mailen indeholder en avisside fra Helsingør Dagblad med ugens bestsellerliste.

I afdelingen for ’livsstil’ figurerer professoren med navn på hele tre værker.

OPSKRIFT FRA ASTRUPS NYE SLANKEBOG

’Verdens bedste kur’, der har solgt i 65.000 eksemplarer, den helt nye ’Verdens bedste kur 2.0’, der har solgt 14.000 eksemplarer, og sidst på listen ’Ny nordisk hverdagsmad’ fra 2011, der stadig sælger som varmt fuldkornsbrød.

Doktor Slank
Astrup er vant til at være i fokus for det sure og det søde. Men det er første gang, at han er landets bedst sælgende fagbogsforfatter ifølge bestsellerlisten.

Det giver naturligvis masser af penge i kassen (overskuddet fra ’Ny nordisk hverdagsmad’ går dog til universitetet).

Men for professoren, der kalder sig ’Doktor Slank’ i Ude og Hjemme, er succesen også en af de væsentligste videnskabelige resultater i hans karriere.

Salget er et bevis på, at han endelig har held med at trænge igennem med et budskab om at spise sundt, siger han.

»Jeg plejede at kunne sælge 2.000 eksemplarer af mine slankebøger, når bølgerne gik højt. De var meget asketiske og gik på at erstatte fedt med ylette. Camilla Plum lavede grin med dem. I dag er vi oppe på at have solgt 125.000 bøger på ti måneder. For mig tyder det på, at vi nu har fået forenet den sunde ernæring med en madkultur, som folk har taget til sig«.

Sukkerskandale
Den 57-årige Arne Astrup er igen i rampelyset takket være sine slankebøger og en større disput mellem ham og Sundhedsstyrelsen, som han anklager for at stigmatisere de overvægtige i Danmark.

Rampelyset er han vant til.

Astrup har været en central magtfaktor i dansk ernæringspolitik i mere end 30 år, og den indflydelse er blot blevet stærkere, efter at han i juni blev leder af et nyt megainstitut på Københavns Universitet for idræt og ernæring.

Han er en af de mest anerkendte og citerede ernæringsforskere i verden.

Men også en mand, der siden den såkaldte sukkerskandale i 1990’erne, hvor han frikendte sukker fra at fede, mens han fik honorar fra Danisco, jævnlig rager nye anklager til sig om at have for tætte bånd til fødevare- og slankeindustrien.

Og så er han en ernæringsforsker, der gennem sin karriere har været med til at give så mange kostråd, at nogle af dem viste sig at være forkerte og nogle gange måske ligefrem skadelige.

»Det er prisen for at have været med så længe«, siger Astrup.

Astrups anlæg for fedme
Arne Astrup, hans kone, Charlotte, og deres tre børn bor på en lille stillevej i Klampenborg ved Strandvejen nord for København.

Vi sidder i hans gennemrenoverede og gennemført smagfulde køkken, hvis eneste designmæssige skamplet – ifølge Charlotte – er det ellers rimelig diskrete indbyggede fadølsanlæg ved siden af Agakomfuret.

Der er honningmelon og hindbær på bordet, som professoren ikke rører igennem fire timers interview.

LÆS ARTIKEL

Har du selv haft problemer med overvægt?

»Jo, på den måde, at jeg kan tage 10 kilo på i løbet af 6 måneder. Hvis jeg spiste og drak det, jeg havde lyst til, ville jeg være svært overvægtig«.

Kan alle ikke det?

»Nej, der er mange mennesker – og det kan jeg se på min omgangskreds – der bliver mætte, lige så snart de har fået præcis de kalorier, de har brug for. Nu laver vi en del genetisk testning på instituttet, og der findes et gen, som 16 procent af befolkningen har, der gør, at folk typisk vejer 3 kilo ekstra. Det gen har jeg. Det viser sig ved, at selv om man er mæt, kan man sagtens spise noget mere alligevel, uden at man bliver overmæt eller får kvalme«, siger han.

Det virker ikke
Astrups fedme-gen passer fint ind i de nyere erkendelser, der peger på, at det er for simpelt at kalde fedme et spørgsmål om at spise for meget og motionere for lidt.

Det blev aktuelt for nylig, da Arne Astrup sammen med kollegerne professor Thorkild Sørensen og ernæringsekspert Christian Bitz kritiserede Sundhedsstyrelsen for at vildlede danskerne til at tro, at man med små omlægninger af kosten og lidt ekstra motion kan opleve store vægttab i løbet af et år.

Dermed antyder myndighederne også, at fede mennesker selv er ude om det, når der skal så lidt til.


»Vi skal passe på, at vi ikke stikker folk blår i øjnene og siger, at hvis du bare spiser det rigtige, dropper slikket og motionerer lidt mere, så har du ikke nogen fedmeproblemer. Det kan vi ikke tillade os at sige.

Der er ikke et eneste studie, der har vist, at hvis du tager nogle overvægtige mennesker og sætter dem til at spise efter kostrådene og motionerer en halv time hver dag, så bliver de slanke. De taber nogle kilo og bliver meget sundere, men bliver ikke helbredt for deres fedme«, siger han.

Vi ved ikke så meget om vores mad
Der er kraftige biologiske processer i kroppen, fra hormoner i fedtvævet til sultsignaler i hjernen, der nok skal sørge for at spænde ben for den slags forsøg på at tabe sig.

Sænker man sit kalorieindtag ved at spise et æble i stedet for en Marsbar, opdager kroppen det og sørger for at indhente sine kalorier et andet sted fra.

»Vi ved ikke så meget, som vi går og bilder hinanden ind. Der er mange flere hemmeligheder gemt i vores mad«, siger han.

Et eksempel er, at gravides kostvaner kan påvirke et foster så voldsomt, at vanerne kan tænde og slukke for visse gener mere eller mindre permanent.



»Der kom også en undersøgelse for en uge siden, der viser, at børn, som i de første seks måneder behandles med antibiotika, har væsentlig større risiko for at blive fede som voksne. Hvordan pokker kan det være? Det er formentlig tarmfloraen, der bliver ændret dramatisk. Der er måske faktorer, som gør, at nogle er programmeret til at have overvægtsproblemer, som måske i virkeligheden er ret uforskyldte«.

»Folk siger ofte ’kan de ikke bare lade være med at spise alt det mad?’.

Men hvad hvis de er enormt sultne og ikke bliver mætte, så kan de sgu da ikke gøre for det. Det værste er at være enormt sulten og have en ekstrem trang til at spise et eller andet bestemt. At skulle undertrykke det hele tiden, hver dag. Det kan man da ikke.

Det er ligesom sextrangen. Eller tørst. Det er biologiske drifter, man ikke kan undertrykke. De mennesker, der ikke har de drifter, kan nemt sidde og sige, at ’det da ikke kan være så svært at lukke munden’«.

Karrierens start
Arne Astrup havde egentlig ikke nogen planer om at blive ekspert i ernæring og fedme.

Han faldt sidelæns ind i feltet, da han som ung lægestuderende meldte sig som forsøgsperson for at tjene 10.000 kroner og fik sprøjtet et radioaktivt stof ind i fedtvævet for at se, hvad der skete i hans krop.

Det var indgangen til, at Astrup fik tilbudt et job som studenterforsker og senere en forskerstilling hos datidens ’Doktor Slank’, professor Flemming Quaade, den eneste herhjemme, der arbejdede med fedme.

Dengang ansås det for en uinteressant problemstilling.



»Folk grinte ad ham og undrede sig over, hvorfor han ikke beskæftigede sig med noget respektabelt som f.eks. diabetes eller stofskiftesygdomme. Fedmeforskningen var helt nede i bunden af hierarkiet. Patienterne blev mobbet i hospitalssystemet. Nogle gange kom patienterne grædende op til os, fordi de havde været ovre hos plastikkirurgerne på Hvidovre Hospital, der havde nægtet at bortoperere deres løsthængende hud med ordene

»Du er simpelthen alt for fed til, at vi kan sætte en kniv i dig, gå hjem og tag dig sammen, hold op med at spise de flødeskumskager«. Det var efter, at de havde tabt sig 30 kilo!«.


»Quaade følte, at de overvægtige havde fortjent at blive taget alvorligt. Det blev jeg fænget af. Deres problemer gjorde indtryk. En 12-årig pige havde slået sit hoved ned i et kloakdæksel og fået en lille blødning i hjernen, hvor appetitcenteret sidder, og tog 30 kilo på i løbet af tre måneder. Der var patienter på epilepsimedicin, som tog 30-50 kilo på. Vi kunne se, at alt muligt kunne være skyld i overvægt«, siger han.

Det var også stærkt tilfredsstillende at se mange af patienterne komme meget langt ned i vægt og stråle af glæde.



»Men de fleste tog det hele på igen, så det var en kortvarig fornøjelse. Det er den gåde, vi har arbejdet med i så mange år: Hvordan vi kan få folk til at holde vægten nede. Det er det, der har ført mig ind på sporet af gastronomien og hvordan kosten er sammensat. Folk tog det hele på igen, fordi ingen kan leve af pulverkure og anorektiske fedtforskrækkede diæter«.

Forvandlingen
Op igennem 1990’erne og 2000’erne var kampen mod danskernes fløde- og smørglæde stadig helt central.

Da Astrup blev professor på Institut for Human Ernæring i en alder af kun 34 år, pegede forskningen entydigt på, at det var indtaget af fedt, der var problemet, mens kulhydrater i form af især brød var løsningen.

Astrup var en af bagmændene bag de officielle syv kostråd fra 1995, hvor det hed, at man skulle spise så meget brød, man overhovedet kunne.

I bogen ’Spis dig sund og slank’ fra 1998 anbefalede han at »proppe sig med brød, ris, pasta, kartofler«, hvorimod fibre var ligegyldige, sukker kunne være slankende, mens chokolade var værre (i dag anser Astrup mørk chokolade for nærmest en grøntsag).



»Set med dagens øjne var det jo forkert, hvad vi sagde dengang. Den sunde fornuft blev nogle gange skubbet ud. Det var jo sund fornuft, at du ikke burde spise for meget sukker og spise mere fuldkorn, men dengang, når vi sad og kiggede på de videnskabelige beviser, så kunne vi ikke finde det«, siger han.

Da kostrådene ni år senere skulle opdateres, havde skråsikkerheden fortonet sig.

I 1996 skrev kogekonen og tv-personligheden Camilla Plum en skarp, ond og morsom kronik, hvor hun hudflettede ’Arnes køkken’, et hæfte, Astrup i sin egenskab af formand for Ernæringsrådet havde fået udgivet.

MADKLUB

Plum skosede Astrup for at sanktionere de værste skoderstatningsprodukter som »langtidsholdbar sauce natural og fløde 13«, og for i det hele taget at fremme en uspiselig kost, et »gyseligt erstatningsruskomsnusk, det er ikke set værre, siden jeg var på højskole i 70’erne«.

»Hvad dr. Astrup ikke ved noget om, er madkultur, han tror, det hele handler om procenter«, skrev hun.

Astrup forsvarede sig, men han var også rystet.

God mad, masser af smag
Claus Meyer, kokken og entreprenøren, syntes på det tidspunkt, at Arne Astrup var djævelen selv:

»Hans holdning var: ’fuck velsmag’, jeg skal afmagre det danske folk. Jeg mødte ham så en dag kort efter Plums kronik og spurgte ham, hvad han syntes.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han sagde, at han syntes, den var sindssygt velskrevet, og den havde fået ham til at grine. Der måtte jeg tippe hatten for ham, for man møder sjældent nogen, der reagerer så fint på at blive angrebet.

Han fortalte også om frustrationen over, at næsten alle tager på igen, når de ikke længere kan holde ud at være på kur, og spurgte: »Kan vi gøre noget, der både tilfredsstiller Plum og dig, men også er sundt?««, siger Claus Meyer.




Resultatet blev et samarbejde om at skabe en ny madstil, der kunne tilfredsstille Astrup ved at være knap så fed som den traditionelle danske flødekost, men også Meyers ønske om masser af velsmag.

OPSKRIFT

Det blev til forskningsprojektet Meyobes og bogen ’Spis igennem’.

Et projekt, der betød »sindssygt meget for« Claus Meyers måde at tænke madlavning på og senere for udviklingen af det nye nordiske køkken, der er kendetegnet ved at være friskere og sundere end det danske flødekøkken.

Det blev også vendepunktet i Arne Astrups tænkning omkring fedme.



Løsenet skulle være god mad, masser af smag, mindre forarbejdede og raffinerede råvarer og ikke mindst en stærk madkultur.

Astrup og Meyer blev venner og lancerede i 2009 sammen det mest ambitiøse måltidsprojekt i dansk ernæringshistorie, det 100 millioner kroner dyre Opus, der siden har testet nordiske råvarer og et nyt nordisk hverdagskøkkens sundhedsfremmende potentiale på voksne og børn.

»Arne har et gran af storhedsvanvid, ligesom jeg også har. Vi tror nogle gange, vi kan flytte bjerge. Om det er en skyggeside eller en fordel, skal jeg ikke sige, men han har en grænseløs tro på, at det nok skal gå. Nogle gange har det givet ham tæsk«, siger Meyer.

Industriens Arne
Og offentlige tæsk har der været mange af.

LÆS

Astrup har i sin karriere mere end nogen anden forsker herhjemme været anklaget for at udtale sig om fødevarer og lægemidler, han selv havde økonomiske interesser i.

Det startede allerede i 1990’erne med sukkersagen, hvor Astrup i en række pjecer for sukkerproducenten Danisco udtalte sig om, at sukker ikke feder.

Senere blev han anklaget for at forsinke forskningsresultater, der viste, at sukker i sodavand feder (Astrup siger selv, at det primært skyldtes, at den ansvarlige gik på barsel to gange).

Siden kom sagen om Speasy, hvor Astrup havde brugt flere ansatte til at hjælpe med udvikling og afprøvning af et slankemiddel, han selv havde økonomisk interesse i.

Der var sagen om slankepillen Tesofensine, som Astrup kaldte »en verdenssensation«, samtidig med at han havde aktier i firmaet bag, NeuroSearch.

Han har også i mange tilfælde talt positivt om f.eks. øl, ost og mejeriprodukter, mens han selv sad på betalte poster i internationale interesseorganisationer som Beer Knowledge Institute og Global Dairy Platform.

Åben om sine bijob i industrien
Det er en kritik, som Arne Astrup slet ikke kan følge.

»Der har været historier, hvor substansen var mikroskopisk, hvor medierne afslørede ting, der lå på min hjemmeside i fuld offentlighed og stod i alle de videnskabelige artikler«, siger han.

Astrup mener, at han er mere åben end mange lægekolleger om sine bijob i industrien, der lige nu tæller firmaer som Kraft og en stribe slanke- og slankemiddelfirmaer såvel som øl- og mejeriindustrien.

Lige nu er professoren omrejsende i det budskab, at mejeriprodukter har mange positive, sundhedsfremmende og ligefrem slankende egenskaber, og så ser det ifølge kritikerne skidt ud, at Astrup samtidig virker som betalt rådgiver af mejeriorganisationen Global Dairy Platform.

For er det forskeren eller lønmodtageren, der udtaler sig?

Kan du forstå den mistanke?

»Både ja og nej. Min rolle i The Global Dairy Platform er udelukkende at rådgive om, hvilke projekter man kan gå videre med, og der har jeg været succesrig med at få forskningsmidler til Danmark. Jeg har ingen som helst opgaver med at sprede et budskab«, siger han.



Men ifølge kollegaen professor Thorkild Sørensen fra Institut for Folkesundhedsvidenskab klæber der sig altid en mistanke til Astrup.

»Det kontroversielle er altid, at han har et ben i industriens lejr og et i forskningens, og det efterlader en usikkerhed hos de rene akademikere, i hvilken grad han er involveret i firmaer. Han bevæger sig på kanten af den gråzone, og nogle gange går det for vidt«, siger Thorkild Sørensen, som var medunderskriver af det indlæg i Politiken, der kritiserede Sundhedsstyrelsen, men ret sent fandt ud af, at indlægget skulle times sammen med udgivelsen af Astrups nyeste slankebog.

»Han har en forretningsmands holdning til den slags, og det overlever jeg fint, men det er et eksempel på, hvordan han agerer«, siger Sørensen.



Magisk mad

Hvorom alt er, har forbindelsen til Global Dairy Platform skaffet Astrups institut en forskningsbevilling på mere end 6,5 mio. kr., der måske kan afgøre, om stærk ost er helsekost.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Flere nyere studier tyder på, at ost og andre fermenterede produkter slet ikke har den negative virkning på hjerte-kar-systemet og blodtrykket, som man havde forventet, tværtimod.

Nu skal hans nye Institut for Ernæring, Fysisk Aktivitet og Idræt bl.a. undersøge, om det gør en forskel, om osten har modnet kort tid eller længe. Altså om en stinkende Fætter Kras er sundere end en børnevenlig Riberhus, sådan som nogle forskere mener.

LÆS OGSÅ Det passer fint i Arne Astrups nye forskningsunivers, hvor kategorier som fedt, kulhydrater og proteiner er alt for grove til at indfange fødevarers sande egenskaber.

I øjeblikket begynder resultaterne fra Meyers og Astrups Opusprojekt, hvor 181 forsøgspersoner har testet ny nordisk mad, at tikke ind. Ifølge Astrup ser det ud til, at den nye nordiske hverdagsmad ikke bare er rigtig god til at holde vægten med:

»Jeg må ikke sige så meget endnu, men det ser ud til at have en blodtrykssænkende virkning på niveau med et lægemiddel. Jeg ved ikke, om det er kålen og bærrene, der har nogle specielle virkninger, men det er ret fantastisk«, siger professoren.

Han rejser sig, går over til køleskabet og tager en marmelade ud.

»Den her har jeg selv lavet af æbler, gulerødder, hyben og så havtorn og solbær fra min egen skrænt ved mit sommerhus. Jeg har også tilsat lidt ingefær for smagens skyld«, siger han og giver Politiken en smagsprøve på en ske.

»Vores forskning tyder på, at hvis du tager et stykke hvidt franskbrød og smækker sådan en marmelade på, så giver det kun den halve stigning i dit blodsukker. Der er et eller andet i, der forsinker optagelsen markant, selv om den er sprængfyldt med sukker. Der er masser af underlige stoffer i de der bær, som har en masse magi«.

LÆS OGSÅ

Det virker nogle gange, som om mængden af ting, man ikke ved, vokser?

»Ja, vi troede, det var så simpelt. For 20 år siden var der ingen, der talte om vores tarmbakterier som andet end noget passivt noget, der lå dernede. Nu tyder meget på, at de kan gøre os federe og slankere og måske oven i købet påvirker vores humør og mentale performance. For 20 år siden var fedtvævet bare et depot for fedt. I dag ved vi, at fedtvævet laver 130 forskellige hormoner og stoffer, der styrer alt muligt«.

»Det positive er, at det kan være, vi finder ud af, at fedme skyldes en eller flere faktorer, der er relativt nemme at køre på plads og ændre.

At dårlig kost og mangel på motion bare gør, at man bliver mere sårbar, og at man faktisk kan fjerne den grundliggende årsag til, at hjernen får sværere ved at regulere det hele. Det kunne være antibiotika, ftalater, specifikke E-numre, eller at vi spiser for lidt af bestemte ting, som de gode tarmbakterier skal leve af. Måske er der nogle helt simple løsninger på det hele. Måske er der genveje. Jeg er meget optimistisk«, siger fedmeprofessoren.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden