Det er ikke mange restaurantbesøg, hvor man et halvt årti senere endnu husker smagen af det, man fik serveret.
Da jeg sidste weekend besøgte thairestauranten Kiin Kiin, var det fem år siden, jeg sidst havde været der. Men der var stadig flere retter fra det første besøg, jeg ikke kunne glemme.
En suppe, man drak af skålen, som indhyllede hele ansigtet i en kraftig duft af galangalrod og fiskesauce. En rød karryis serveret på en iskold brosten.
Derfor havde jeg det lidt, som om jeg skulle gense en flamme fra en eksotisk rejse, da jeg gik ind ad kælderdøren til Kiin Kiin på Nørrebro. Spændt på, om det kunne leve op til minderne, og om restauranten, der siden 2006 har blandet det thailandske gadekøkken med gourmetrestaurantens teknikker og æstetik, havde fulgt med tiden.
For meget af det søde Den obligatoriske menu var i hvert fald blevet dyrere: 875 kroner for syv retter med snacks og mellemretter og 775 kroner for vinmenuen med hovedsagelig hvide europæiske vine. Det placerer i dag Kiin Kiin i den dyre ende af Københavns spisesteder.
Stedet lignede til gengæld sig selv med en lounge med kurvemøbler, hvor måltidet begyndte med snacks inspireret af Thailands gadekøkken. Bedst var en tatar, hvis bittesmå tern af råt kød blev serveret med potent grønt chiliskum og afreven frisk mynte. En spicy og parfumeret start.
En fjerkræpølse ankom i skyer af hvid røg, hvis duft ifølge vores tjener mindede om osen fra Bangkoks trehjulede tuktuk’er. En gimmick, der heldigvis ikke bare var et trick; det gav pølsen en god røgsmag.
Snackene efterlod imidlertid en samlet smagsprofil, der sendte tankerne i retning af et måltids afslutning frem for begyndelse: en te lavet på søde pandanblade, en cashewmarengs, friterede lotusrødder i limesukker og især et wontonkræmmerhus fyldt med blandt andet friske urter og en sirupsdressing var for meget af det søde i begyndelsen af et måltid.
Suppen er stadig en favorit
På 1. sal oplyst af fugleredelamper og Guldbuddhaer på væggene fortsatte menuen med min gamle favorit: den klare tom yum-suppe baseret på rejer og galangal.
Man drak den stadig af skålen, og det er stadig den bedste version af Thailands syrlige suppeklassiker, jeg har spist, med dybe, nærmest uendelige lag af galangal, fiskesauce, lime og chili.
Dertil var en lidt ligegyldig rejedumpling, jeg ikke kommer til at huske, og et stykke dybstegt kammusling, jeg helst vil glemme: Det sarte bløddyr havde fået for meget varme med et ærgerligt gummiagtigt resultat.
Det er en håndværksmæssig svipser, man ikke bør lave på en michelinrestaurant. Vores kompetente sommelier serverede en østrigsk grüner veltliner, der fungerede godt til den stærke suppe.
Saucer og dressinger stjal opmærksomheden
En sprødstegt sandart med friterede rejehoveder og tamarindsauce var stegt, så fisken var blevet tør og havde mistet meget af sin friske smag.
