Gensyn. Køkkenchef Dak Laddaporn (th.) har stået i køkkenet på Kiin Kiin siden 2012 og været med til at beholde stedets michelinstjerne, som de har haft siden 2008
Foto: Peter Hove Olesen

Gensyn. Køkkenchef Dak Laddaporn (th.) har stået i køkkenet på Kiin Kiin siden 2012 og været med til at beholde stedets michelinstjerne, som de har haft siden 2008

Nyt om mad

Thailandsk gourmetrestaurant laver byens bedste Tom Yum

Kiin Kiin holder stadig niveauet, men priserne er skruet lidt for højt op.

Nyt om mad

Det er ikke mange restaurantbesøg, hvor man et halvt årti senere endnu husker smagen af det, man fik serveret.

Da jeg sidste weekend besøgte thairestauranten Kiin Kiin, var det fem år siden, jeg sidst havde været der. Men der var stadig flere retter fra det første besøg, jeg ikke kunne glemme.

En suppe, man drak af skålen, som indhyllede hele ansigtet i en kraftig duft af galangalrod og fiskesauce. En rød karryis serveret på en iskold brosten.

Derfor havde jeg det lidt, som om jeg skulle gense en flamme fra en eksotisk rejse, da jeg gik ind ad kælderdøren til Kiin Kiin på Nørrebro. Spændt på, om det kunne leve op til minderne, og om restauranten, der siden 2006 har blandet det thailandske gadekøkken med gourmetrestaurantens teknikker og æstetik, havde fulgt med tiden.

For meget af det søde Den obligatoriske menu var i hvert fald blevet dyrere: 875 kroner for syv retter med snacks og mellemretter og 775 kroner for vinmenuen med hovedsagelig hvide europæiske vine. Det placerer i dag Kiin Kiin i den dyre ende af Københavns spisesteder.

Stedet lignede til gengæld sig selv med en lounge med kurvemøbler, hvor måltidet begyndte med snacks inspireret af Thailands gadekøkken. Bedst var en tatar, hvis bittesmå tern af råt kød blev serveret med potent grønt chiliskum og afreven frisk mynte. En spicy og parfumeret start.

En fjerkræpølse ankom i skyer af hvid røg, hvis duft ifølge vores tjener mindede om osen fra Bangkoks trehjulede tuktuk’er. En gimmick, der heldigvis ikke bare var et trick; det gav pølsen en god røgsmag.

Snackene efterlod imidlertid en samlet smagsprofil, der sendte tankerne i retning af et måltids afslutning frem for begyndelse: en te lavet på søde pandanblade, en cashewmarengs, friterede lotusrødder i limesukker og især et wontonkræmmerhus fyldt med blandt andet friske urter og en sirupsdressing var for meget af det søde i begyndelsen af et måltid.

Suppen er stadig en favorit
På 1. sal oplyst af fugleredelamper og Guldbuddhaer på væggene fortsatte menuen med min gamle favorit: den klare tom yum-suppe baseret på rejer og galangal.

Man drak den stadig af skålen, og det er stadig den bedste version af Thailands syrlige suppeklassiker, jeg har spist, med dybe, nærmest uendelige lag af galangal, fiskesauce, lime og chili.

Dertil var en lidt ligegyldig rejedumpling, jeg ikke kommer til at huske, og et stykke dybstegt kammusling, jeg helst vil glemme: Det sarte bløddyr havde fået for meget varme med et ærgerligt gummiagtigt resultat.

Det er en håndværksmæssig svipser, man ikke bør lave på en michelinrestaurant. Vores kompetente sommelier serverede en østrigsk grüner veltliner, der fungerede godt til den stærke suppe.

Saucer og dressinger stjal opmærksomheden
En sprødstegt sandart med friterede rejehoveder og tamarindsauce var stegt, så fisken var blevet tør og havde mistet meget af sin friske smag.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Heldigvis var der rigelige mængder af en fantastisk sursød tamarindsauce med citrongræs til at smøre fisken.

I en frisk agurke- og andesalat med puffet ris var det også dressingen, som stjal opmærksomheden. Et perfekt afstemt miks af chili, hvidløg, fiskesauce, koriander og limejuice fik mig til at bruge skeen til at søbe resten op med. Overdøvende rødvin

Saucernes hitparade fortsatte i menuens mest klassiske ret: En confiteret kyllingebolle med en eksplosiv smag af korianderfrø var placeret midt i en rød karry, der med fedme, syre og chilistyrke gav karryen en dybde og kompleksitet, man ikke er vant til at møde uden for Thailands grænser.

Karryen var ledsaget af syltet kål, næsten gennemsigtige skiver af jordskok og knoldgaltetand, der har samme sprødhed som en vandkastanje.

De danske grøntsager klædte retten godt. Det samme kan man ikke sige om den mørkerøde fuldvoksne californiske petite sirah i glasset, der tog pippet fra både karry og fugl. Ambitiøs petitfour-kavalkade I den søde del af menuen havde vi nogle af aftenens bedste oplevelser. En banankage med saltet kokosis, brune ristede kokosflager og karamelsauce ramte den rette balance mellem salt og sødt, blødt og knasende.


Desserten med ananas i sprutlage, candyfloss og kokosmælk mindede dog om en ubalanceret happy hour-cocktail: alt for sød og sprutstærk, som var den lavet af en bartender, der vil have dig til at bestille endnu en drink.

Det glemte vi hurtigt, da vi igen røg ned i kurvestolene med kaffen, hvor der var dækket op med en ambitiøs kavalkade af petitfour serveret i smukke lakbokse. Især stykker af saftigt sukkerrør dyppet i limejuice gjorde indtryk – syrlige, eksotiske og søde på én gang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Også en skumfidus med kokos og en gele af kokosmælk og -juice med limesukker gjorde det svært at vælge en favorit.

Mit gensyn med Kiin Kiin levede på flere måder op til mit første smagfulde møde med stedet. Til gengæld var mine forventninger – med en pris på 1.785 for mad, vin, vand og kaffe til én person – skruet tilsvarende i vejret over for min gamle flamme.

Og her levede tilberedning, variation og tilsmagning ikke op til alle mine forventninger.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce