Richard Wrangham har et fast ritual, hver gang han vender tilbage til den tætte regnskov i nationalparken Kibale i Uganda for at studere de lokale chimpanser. Den første dag skal han leve af de frugter, chimpanserne spiser netop den dag.
»Og så kommer jeg tilbage til lejren samme aften og er fuldstændig sulten. Chimpanser spiser primært frugt, men det er ikke søde bananer og saftige æbler, som du og jeg kender. Det er som regel tørt, sejt og trevlet som tovværk, fyldt med mundsnerpende tanniner og bitre stoffer. Meget af det smager hæsligt«, griner han.