Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Ivan Riordan Boll
Foto: Ivan Riordan Boll

Overvejelser. Lasse Skjønning åbner snart grødbar nr. 5 og 6, men han er samtidig bekymret foir, at det går for hurtigt. »Vi er sårbare,« siger han.

Nyt om mad
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Sådan gjorde en 21-årig grød hipt

Lasse Skjønning Andersen har etableret fire grødbarer på få år, og gjort fattigmandsspisen både hip og instagram-egnet. Men det hele begyndte med en anholdelse af politiet.

Nyt om mad
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er sjældent, man kan få lov til at begynde en historie om mad, og da især grød, sådan her:

En sen aften 19. november 2005 stod en 15-årig, overvægtig dreng på Svanemøllen Station på Østerbro med en rygsæk fyldt med spraydåser. Han var som mange gange før i gang med at tagge skraldespande og skilte og mure, fuld og godt skæv af pot. Da patruljevognen dukkede op, nåede han at kaste dåsen fra sig. Men det var for sent. Inden for få minutter var drengen anholdt, smidt i detentionen, og tidligt næste morgen ransagede politiets hans værelse for graffitiskitser og andre beviser.

»Det var som at blive ramt af et spark. Jeg var ekstremt flov over for min far, der nok havde tænkt, at vi gik og lavede sådan noget, men ikke kendte omfanget. Og så var der frygten for, at politiet skulle finde beviser for al det grafitti, jeg havde lavet, taggingen af bygninger, S-tog, og give mig en millionbøde«, siger Lasse Skjønning Andersen.

Begivenheden fik den 15-årige til at begynde at lægge sit liv om. Og det indbefattede at spise, ja, grød.

Det er i hvert fald sådan, Lasse Skjønning fortæller det. Den nu 26-årige entreprenør, iklædt sort T-shirt, kasket og mørke shorts, sidder på bænkene på baren Grød på Jægersborggade.

Der er i hiphop i højttalerne (playlisten hedder ’oldschool 90’er’) og konstant kunder på en tirsdag ved frokosttid – kvinder i tyverne, der spiser chia-grød og havregrød med karamelcreme.

To yngre mænd sidder og får risotto (det er også defineret som ’grød’ her i butikken). Den lille 46 m2 store café ligger presset ind mellem en bæredygtighedsbutik og en vinylpladebutik på den ene side og en delikatesse og naturvinsforretning på den anden. Overfor ligger Relæ, en af Europas mest hippe michelinrestauranter. Det var mest den billige husleje, der trak Grød til gaden, ikke de store overvejelser om målgrupper, men grødcafeen passer som fod i hose her i Nørrebros mest madavantgardistiske gade.

Som Lasse Skjønning selv siger det med et undskyldende grin:

»Der er mange, der synes, at vi er ekstremt hipster. Komikerne laver grin med, at det ultimative hipster er grødbaren i Jægersborggade. Men det har ærlig talt aldrig været intentionen. Det har været, at grød skal være demokratisk«, siger han.

Grød er i dag en kæde med fire cafeer i København, og to nye på vej, en i Aarhus, der åbner 1. oktober, og en på Frederiksberg senere på året. Kæden sælger også instant grød af typen, man tilsætter kogende vand, i 200 7-Eleven’er og 600 butikker i Holland, hvilket ikke er dårligt for en 5 år gammel virksomhed.

Chili på havren

Grød opstod som en underlig skæv aflægger af at blive anholdt af politiet tilbage i 2005. Lasse er fra Sydhavnen og vokset op uden sin mor, der begik selvmord, da han var 5 år – sidste handling i en 5 år lang fødselspsykose. Han var indelukket, ramt af skyldfølelse over, at »hun døde på grund af mig«. Han hang ud med nogle af Sydhavnens småkriminelle eksistenser, havde sin første brandert i kirsebærvin som 7-8-årig, røg for mange ’bønner’ og lavede småkriminalitet.

Anholdelsen ved Svanemøllen Station på hans 15-års fødselsdag fik ham til at tage sig sammen, begynde at tage skolen alvorligt, skrue ned for jointene, stoppe den graffiti, han havde dyrket, siden han var 10 år.

Han satte sig også for at tabe overvægten, droppede Choco Pops’ene til morgenmaden og begyndte at spise den enkleste helsekost, en 15-årig hiphopper selv kunne finde ud af skrue sammen: havregrød.

»Det var tvangsfordring og ikke særlig lækkert. Dengang overhældte jeg grøden med sødemiddel fra tube for at få det ned. Aspartam eller noget i den stil. Den dag i dag kan jeg ikke døje sødemiddel. Jeg tilsatte mange andre ulækre ting – en lang periode den ekstremt stærke chilisovs Da Bomb – men det begyndte igennem gymnasiet at gå op for mig, at forskellige smagsnuancer som sødt, fedt, salt og crunchy var vigtigt. Da jeg gik ud af gymnasiet, var jeg en ritualmand, der skulle have grød – nogle gange tre gange om dagen«, siger han.

»Grød - er du sindssyg?«

I Grød på Jægersborggade kan man få havregrød, lavet af særlig grovvalset havre fra Aurion, et touch af karamelcreme, mandler og æble. Det er ikke spejderklubbens klister. På menuen er der også byg-selv-grød med forskellige korn, en chia-acai-mandelmælk-grød til superfood-entusiasterne, en risotto, en bygotto, en indisk daal-linsesuppe (der her kaldes en linsegrød), en asiatisk risgrød med øko-kylling og meget andet. Er det flydende og sammenkogt, så er det grød.

»Da jeg studerede i London (på musikkonservatoriet, red.), kunne man få havregrød som hurtigmad mange steder, og det kunne man ikke i Danmark. Sært, fordi grød er en stor del af vores nationale selvopfattelse og har været en vigtig del af vores overlevelse. Grød som begreb er jo meget større end porridge i england, det kan både være risengrød og rødgrød med fløde, æblegrød, ølleberød og så videre«, siger han. Det virkede som en god business-ide, og Lasse Skjønning var også »provokeret af, at alle bare hatede på grød«.

»Jeg var træt af, at når jeg fortalte om mine grødritualer og inviterede folk over for at prøve en ny grød med ristede dadler og hjemmelavet ingefærsirup, jeg havde opfundet, så sagde folk ’hvad – grød? Er du sindssyg, vi skal bare have noget æg og bacon«.

»Da jeg ville lave min grødbar, råbte min bedstemor mig ind i hovedet: »GRØØØD, er du sindssyg?« Hun bor i Nordjylland og kommer fra en generation, hvor det var fattigmandskost, man spiste, fordi man ikke havde råd til noget bedre. Hun husker stadig grøddagene«, siger han.

LAV LOUISA LORANGS MADPAKKEGRØD

Kokken Louisa Lorang viser dig et nemt alternativ til den kedelige madpakke. Kilde: Politiken TV/ Foto: Mikkel Fosgrau / Klip: Henrik Haupt

»Der er stadig mange, der går en stor bue uden om os, fordi de er forudindtagede og anser grød som noget kedeligt og endimensionelt, man serverer til julemusik, og så stopper deres begrebshorisont ligesom. Vi har ikke udfordret traditionen i Danmark«.

Der er jo også sprogligt meget negativt omkring grød: Man kan være et grødhoved, noget uklart kan være ’en stor grød’ ...

»Ja, og man går rundt om den varme grød. Men samtidig beder vi alle turister om at sige ’rødgrød med fløde’, så det er en del af vores nationale selvopfattelse. Det er kun os, der kan sige det«, griner han.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Cool på instagram

Søger man med hashtaget #grød på Instagram, får man knap 25.000 hits, og stikprøvekontrollen viser, at meget af det er fitness- og helserelateret, og det er primært unge kvinder, der poster billeder af deres grød – for eksempel 20-årige Anna, der lægger billeder op under navnet Groedgrisen. Det passer fint med Lasses tal, der viser, at kernemålgruppen i hans butikker er »moderne selvbevidste kvinder mellem 18-35 år, der går op i kvalitet og sundhed«.

25.000 hits er ikke supermange i instagramverdenen, men det er tydeligt, at grød har smidt sit image som kedelig og støvet blandt det yngre publikum: Du kan få grød i conveniencebutikker som 7-Eleven, som kornblandinger i supermarkederne, mange cafeer har grød på menuen, og grødbaren på Jægersborggade har sågar fået en konkurrent på Gasværksvej, Bowlmarket, der serverer præcis den samme havregrød med karamelsauce, mandler og æbler (»ja, man kan jo ikke tage patent på grød...«, som Skjønning siger det). Indtil februar i år havde McDonald’s havregrød på menuen, men det er røget af igen – det solgte ikke.

I New York er Claus Meyer begyndt at servere dansk grød i hans foodcourt i Grand Central Terminal.

Spørgsmålet er, om det er en ægte bevægelse eller en dille, som så mange andre.

»Det er svært at sige, hvornår noget er en trend og hvornår det bliver everyday life. Pizza og pasta og sushi var jo også nyt en gang, og de færreste kendte til sushi, da Stick’n’sushi åbnede i 1994, og se hvor sindssygt markedet er for det nu. Alt hvad vi kan sige, er, at vi har fire butikker, og de stiger i omsætning, så på den måde er der flere der spiser grød. Måske mere, end man kunne forestille sig, vil jeg sige«, siger han.

Anerkendelse er vigtigt

Lige nu udvider Lasse Skjønning Andersen både med butikker og er ved at lancere nye produkter i 7-eleven og andre steder. Men egentlig er han også ramt af en vis ængstelse for at vokse for hurtigt.

»Vi har en drøm om at vi gerne vil åbne Grød i hele verdenen og alle byer i Danmark. Men vi er en ung virksomhed, der derfor også er meget sårbar. Så vi har brug for også at stabilisere det vi har«, siger han. Det kan indebære, at Grød skal have en professionel bestyrelse og måske eksterne investorer.

Ligesom førnævnte Claus Meyer er der en god portion social bevidst entreprenør over Lasse Skjønning Andersen.

Ikke blot vil han gerne have grøden op af det imagemæssige dynd og ud over rampen, fordi det er sundt, bæredygtigt og smager godt. Han har også et bankende hjerte fra den gamle del af Sydhavnen, stedet med byens laveste gennemsnitsindkomst.

LÆS ANMELDELSE Af GRØDS KOGEBOG

Han åbnede blandt andet Wolfie, en cafe nær Mozart Plads, der ifølge anmelderne var nok den eneste i det nabolag, der serverede god kaffe og mad. Den lukkede dog igen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tidligere i år stod han bag den gratis musikfestival Stay True i Sydhavnen, der skulle vise området som andet end »et hul for drankere og gadetyve – jeg ser meget kærlighed og sammenhold herude«). Han er også idémand bag det årlige VM i Risotto.

»Jeg kan slet ikke lade være med at beskæftige mig med den slags«, siger han.

Den 26-årige entreprenør er, i modsætning til mange andre, ikke bange for at indrømme, at der er andet på spil end at gøre verden et bedre sted. Det handler også om at få sit navn derud. Ligesom da han løb over togskinnerne som ung for at tagge et S-tog, der holdt stille på perronen.

»Det handlede ikke om at være destruktiv, det handlede om at få sit navn ud. Der tror jeg godt, man kan drage en parallel mellem at lave graffiti, at spille en masse musik (han spiller bas, red.) og lave grød. Jeg tror, at slutresultatet og målet har været det samme, inden for forskellige udtryksformer«, siger han.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden