Min farmor lærte mig at bage vaniljekranse med rosenvand. Det var der bestemt ikke noget fancy eller moderne i; det var bare sådan, hun gjorde det, min østjyske gårdejerkonefarmor, der var født i 1925. Og sådan, hun nedskrev opskriften med sirlig skråskrift i sit fedtplettede husmoderhæfte. Vaniljekranse med mandler, vanilje og smør – og ikke nogen æg, for den fede dej samles blot med rosenvandet. Det er til dato de bedste og sprødeste vaniljekranse, jeg har smagt og bagt. Rosenvandet giver en subtil, bagvedliggende parfume, der ikke gør unødigt væsen af sig. Bare et lille hint af floral og sødlig 1.000 og én nats-stemning, der meget fint samarbejder med mandlerne og vaniljen.
De magiske vaniljekranse med rosenvand fik mig for et par år siden til at tilføje lidt af de parfumerede dråber til risalamanden. For når nu kombinationen mandler-vanilje-rosenvand var så umanerligt vindende, måtte jeg udvide brugen. Jeg tror ikke, jeg sagde noget til nogen i familien. »Rør blot ikke ved min gamle jul …« og alt det der. Men ved alle Guds engle små: Det var noget, der virkede! Det fik på en måde bare risalamanden til at smage mere af risalamande.
