I 2018 blev den italienske kok Massimo Botturas restaurant, Osteria Francescana, kåret som verdens bedste. Det er i og for sig en tåbelig pris, og eftersom jeg aldrig har spist på restauranten i Modena, har jeg ingen forudsætning for at vurdere, om hæderen er fortjent.
Men noget siger mig, at Bottura er et geni, for han serverer lasagne. En af retterne på Osteria Francescana handler om at dekonstruere den italienske 80’er-klassiker og fokusere på lige netop den del, der gør retten udødelig: lasagnens øverste lag.




























