En god, varm rodfrugtsuppe lavet på rester fra grøntsagsskuffen i køleskabet er et nemt, billigt og sundt måltid. Det er jo egentlig synd, at de fine grøntsager bliver til en ’rest’, fordi vi ikke tænker os om, men vi kender nok alle det med, at grøntsagerne hober sig op i grøntskuffen. Det er de tiloversblevne gulerødder fra måltidskasserne, vi ikke fik revet til råkost, det ekstra net med løg, vi fik købt, fordi vi glemmer, vi allerede har løg. Jeg synes, det er så ærgerligt, hvis mine kokkeelever på Rabarbergaarden beder gartnerne høste mere, end vi har brug for til service. Så ligger der 20 slatne salathoveder, vi såede i marts, og som vi har ventet på – og glædet os til – komme op af jorden og går til spilde. Så hellere løbe op i marken og høste to hoveder mere, hvis vi løber tør. Når det sker i mit køkken, laver jeg for det meste en grov restesuppe. Du koger, blender, smager til med salt og syre og serverer det med ostebrød eller ristet brød, som du dypper i suppen. Det kan de fleste børn også godt lide, det er jo som at spise en stor skål med sovs. Til finish laver jeg en grøn urteolie på bløde krydderurter, som er blevet lidt trætte. Det er en skarp og kraftig olie, du kan bruge på suppen, til fisk eller over salater. Urteolien laver du på de afklippede rester af potten med purløg, der står i vindueskarmen, bundtet med persille eller dild, som er blevet slattent. Giv også gerne olien en porretop – dem må du endelig ikke smide ud, de tilfører en fin løgsmag. Skyl urterne, så der ikke gemmer sig jord mellem bladene, og blend dem med en økologisk solsikkeolie i 3 minutter. Sigt igennem en fintmasket si, så grøntfnulleret forsvinder, og lad den stå et døgn og ’sætte sig’, inden du hælder den klare grønne olie i en glasflaske.
Ingredienser
1,5 kg blandede gulerødder og andre rodfrugter, porrer og løg (gå uden om rødbeder) 2 fed hvidløg økologisk solsikkeolie vand eller grøntsagsbouillon 1 dl rest hvid- eller rosévin eddike med smag (hvidvinseddike, hvid balsamico, dild eller timianeddike eller andre kryddereddiker, du har stående) eventuelt lidt fløde salt og peberSådan gør du:




























