And i fad med syltede kirsebær

Har du ikke nok kirsebærsaft tilbage fra julen, kan du i stedet tilsætte mere rødvin. Til anden smager en salat dejligt, her med rødkål, tørrede abrikoser og kumquats. COLUMBUS LETH
Har du ikke nok kirsebærsaft tilbage fra julen, kan du i stedet tilsætte mere rødvin. Til anden smager en salat dejligt, her med rødkål, tørrede abrikoser og kumquats. COLUMBUS LETH
Lyt til artiklen

4 personer

Ingredienser

100 g tørrede svesker, dadler, abrikoser eller figner

10 stk. hel kardemomme

1 glas syltede dessertkirsebær, ca. 150 g bær og 2 dl saft

1 dl rødvin

3 stjerneanis

1 and, ca. 3-3 1/2 kg

ca. 4 tsk. balsamicoeddike

maizena-majsstivelse, til jævning

chiliflager eller cayennepeber, efter smag

salt

Sådan gør du:

  1. Skær de tørrede frugter i grove stykker. Hak kardemommekapslerne groft. Beklæd en bradepande med bagepapir. Hæld kirsebærrene med væden ud på bradepanden. Tilsæt vin, frugt, kardemomme og stjerneanis.
  2. Rens anden for fedt og indmadsrester. Skyl den hurtigt indvendigt, og tør den af med køkkenrulle. Skær gumpen og overflødigt skind af, og kassér det. Partér anden i 10-12 stykker. Læg den i bradepanden, indmaden nederst, herpå den parterede and med skindsiden opad. Drys med salt og chili.
  3. Sæt i ovnen ved 125 grader (ikke varmluft), cirka 3-4 timer afhængig af andens størrelse. Den er færdig, når skindet er sprødt, kødet sidder løst ved lårbenet og kødsaften er klar. Læg det stegte kød og indmaden i et ovnfast fad, og hold det varmt i den slukkede ovn.

Sovs: Hæld skyen fra bradepanden i en gryde sammen med frugter og krydderier. Skum fedtet af med en stor flad ske eller spiseske. Tilsæt eddiken, og bring sovsen i kog, jævn sovsen med maizena, rørt ud i lidt koldt vand; pisk det i sovsen i en tynd stråle. Lad sovsen koge et par minutter, og smag den til med eddike, salt og chili.

Server and og sovs med kogte kartofler eller kartoffel/rodfrugtmos samt salat.

Tina Scheftelowitz

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her