Lotusroden er ikke en rigtig rod, snarere en rodstok eller -stængel, der vokser i vand.

Men lad os bare kalde den lotusrod, for den er jo i det mindste en del af lotusblomsten.

Blomst med stor anvendelighed
Når man tænker lotus, er det nok også først og fremmest den smukke blomst, men faktisk kan næsten hele planten spises; i Thailand spises de unge blade med nam prik (chili sauce), i Indien bliver frøene tørret og spist som popcorn, og i Kina koger de frøene sammen med sirup til en sød suppe. De store blade kan man pakke ting ind i og smide på grillen, eller man kan dampe ris i dem.

I Asien ser man ofte lotusblomster liggende i vandkar, og blomsterne er til salg rundt omkring i templerne, da det er buddhisternes hellige blomst, som blandt andet er forbundet med sindets renhed.

Ligheder med kartoflen Lotusroden gemmer sig som sagt nede i vandet og ligner lidt en lang sød kartoffel, der er sammensat af mange små kartofler. Den kan blive op til en meter lang, og smagen er lidt en mellemting mellem jordskok og kartoffel: Den er nøddeagtig og sød i smagen. Roden bliver i dag dyrket mange steder i Asien, og den er især meget udbredt i Kashmir-området, hvor der findes store søer, de kan vokse i. Lige netop i Kashmir-området skulle de efter sigende også være eksperter i retter med lotusrod. Roden bliver dog brugt flittigt overalt i Asien; unge rødder bliver spist rå i spicy salater, eller som en indisk vegetarisk kofta/lotusmos. I Thailand spises den med velbehag som dessert med sirup og is.