En sjov og anderledes måde at servere græskar på – brug det fyldte græskar som tilbehør til en steg eller andet kød.

Vendt i tahin: Bagt og fyldt græskar med quinoa

Bag et helt græskar og brug det som en del af serveringen, inden det bliver skåret ud og spist sammen med det knasende fyld, der er inde i græskarskålen. Foto: Ditte Ingemann
Bag et helt græskar og brug det som en del af serveringen, inden det bliver skåret ud og spist sammen med det knasende fyld, der er inde i græskarskålen. Foto: Ditte Ingemann
Lyt til artiklen

Tilbehør til 4 personer

Ingredienser

1 hokkaidogræskar
olivenolie
salt og peber

Fyld

2 dl hvid quinoa
2 håndfulde bredbladet persille
75 g feta
skal fra 1 økologisk citron

40 g pinjekerner, ristede
kerner fra 1 granatæble

Dressing

1 spsk. tahin
saft fra 1/2 citron
3 spsk. olivenolie
salt

Sådan gør du:

  1. Tænd ovnen på 200 grader. Rengør græskarret, og del det i to, hvor låget er den mindste del. Fjern kernerne – det gøres nemmest med en ske. Stil græskarret på en bageplade, og kom en smule olie indeni, og krydr med salt og peber. Bag græskarret i ca. 1 time – bagetiden afhænger af størrelsen, så tjek undervejs, men det er færdigt, når kødet er helt blødt.
  2. Skyl og kog quinoa efter anvisning på pakken, og lad det køle en smule af.
  3. Hak persille groft, og bland det med quinoa. Smuldr feta deri, og vend de øvrige ingredienser i. Pisk ingredienserne til dressingen sammen, og smag til. Vend dressingen rundt i salaten, og fordel salaten i det bagte græskar. Læg låg på, og server. Skær græskarret ud, og spis det med fyldet.

Tip: Denne ret kan både serveres lun og kold, og bruger du et økologisk græskar, kan skrællen sagtens spises.

Ditte Ingemann

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her