Varmrøget makrel med røræg og bønnesalat

Foto: Chris Tonnesen
Foto: Chris Tonnesen
Lyt til artiklen

2 personer

Tilberedningstid: 25 minutter

Ingredienser

½ varmrøget makrel
200 g små kartofler

Bønnesalat
200 g haricot verts (grønne bønner)
½ skalotteløg
125 g cherrytomater
½ dåse butterbeans
purløg

Dressing
2 spsk olivenolie
1 spsk lys balsamico
1 tsk sennep
1 tsk flydende honning
salt og peber

Røræg
2 æg
½ dl sødmælk
½ tsk salt og et par vrid frisk peber
olie eller smør til stegning
purløg

Sådan gør du:

  1. Tip: Tænd grillen eller ovnen på 200 grader, hvis du vil servere makrellen lun. Tag makrellen ud af køleskabet, og lad den ligge på køkkenbordet til den skal bruges. Makrellen skal have 15 minutter på grill eller ovn.
  2. Kog kartoflerne i letsaltet vand. Lad dem koge op, og skru derefter ned til lav varme. Tjek om de er møre efter 15 minutter.
  3. Kog bønnerne lige dækket med vand tilsat ½ tsk salt i cirka 7 minutter. De må gerne stadig have noget bid. Hæld dem i en sigte, skyl med koldt vand, lad dem dryppe godt af og tør dem eventuelt med et rent viskestykke. Kom dem i en rummelig skål.
  4. Skræl løget, og hak det fint. Kom det hakkede løg i skålen med bønnerne.
  5. Skyl tomaterne og del dem i halve. Kom dem i skålen med bønnerne. Dræn dåsen med butterbeans for vand, hæld dem i sigten, skyl dem kort i koldt vand og lad dem dryppe af. Hæld dem i salaten.
  6. Del kartoflerne, og tilsæt dem til salaten.
  7. Pisk ingredienserne til dressingen sammen, og fordel den over salaten. Klip lidt purløg over, og husk at gemme resten til røræg.
  8. Pisk æg og mælk sammen, og tilsæt salt og peber. Varm en pande op med lidt olie eller smør. Kom æggemassen på panden. Skru ned til medium varme, og rør rundt til æggemassen samler sig til røræg. Klip resten af purløget over.
  9. Skær hovedet af makrellen, del den og fjern benet i midten. Få så mange af de små tynde ben med som muligt. Fjern skindet, del den i mindre stykker og kom den på et fad. Læg røræg på fadet, og drys med purløg.
  10. Server makrel med røræg, og bønnesalat med kartofler.

Tip: Du kan gøre salaten mere børnevenlig ved at servere kartofler, tomater, bønner, butterbeans og dressing i separate skåle, så man selv kan blande sin egen salat.

Mette Mølbak

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her