4 personer, som en del af menuen
Ingredienser
Bagte blommer
6 blommer
2 spsk. rørsukker
2 kviste timian
Chokoladekage
150 g rørsukker
1 dl mørk øl/vand
3 æg
175 g mørk chokolade, 70 pct.
125 g smør
Creme
2,5 dl fløde, 48-50 procent
1 tsk. vaniljesukker
Pynt
12 brombær
1 potte rød syre, eller mynte
Sådan gør du:
- Bagte blommer: Halver blommerne, og tag stenene ud. Læg dem i et lille ildfast fad med bagepapir. Drys blommerne med sukker og timian, og bag dem i en forvarmet ovn på 185 grader i 15-20 minutter, indtil møre.
- Chokoladekage: Kog 1/3 af sukkeret med øllet, og lad det simre i 10-15 minutter til en fin øl-sukkersirup.
- Pisk resten af sukkeret i ca. 5 minutter med de hele æg, indtil det er godt cremet.
- Bræk chokoladen i små stykker, og skær smørret i tern. Kom begge dele i gryden med ølsiruppen, og smelt det deri. Vend det godt sammen, og lad det køle lidt ned.
- Vend det forsigtigt sammen med æggemassen. Smør fire små forme med lidt ekstra smør, og drys dem med sukker. Fordel kagemassen deri, og bag dem i en forvarmet ovn ved 140 grader i ca. 15 minutter. Lad kagerne køle ned på en bagerist i formen.
- Creme: Pisk fløden let med vaniljesukker til en let creme.
- Pynt: Halver brombærrene.
- Servering: Tag kagen ud af formen, læg den på tallerkenen, bryd den i to eller tre stykker og anret med vaniljecreme, blommer, brombær og rød syre.
Tip
Lav dit eget vaniljesukker ved at blende en hel vaniljestang og 2 dl sukker til fint pulveriseret vaniljesukker. Det kan holde sig for evigt i et patentglas.
Drik til chokoladekagen
Vinanmelder Thomas Ilkjær anbefaler: Den mørke og søde chokolade er svær med champagne, men med frugtdelen kan det godt lykkes med en af de søde af slagsen.
Champagne: Mandois Champagne Demi-Sec Carte d’Or NV 269,95 kr., www.theis-vine.dk
Ren, frugtpræget og harmonisk med behersket sødme. Har det lidt svært med chokoladen, men er fin til blommer/hindbær og frisker op.
Dessertvin: Mas Cornet & Cie Banyuls Rimage Mise Tardive 2013 229,95 kr., www.theis-vine.dk
Kraftfuld, men elegant hedvin, der møder chokolade/frugt-kombinationen flot og giver helheden ekstra dybde.
Tip
Kagen kan fint laves dagen før, og den kan uddelegeres, idet den er nem at transportere, og endelig kan du købe en god chokoladefondantkage i stedet.



























