En skøn og nem julekonfekt, dejligt krydret med solbær, rom og hvid chokolade. Hvis du ikke er i humør til at trille en masse marcipan-kugler, så lav i stedet et stort solbærmarcipanbrød og overtræk det med chokolade og drys med nødder eller krymmel. Lad chokoladen stivne og skær stykker af konfekten ved servering.
Ca. 12-14 stk.
Ingredienser
250 g marcipan
2 spsk. god solbærmarmelade
1-2 spsk. rom
100 g hvid chokolade
2 spsk. finthakkede pistaciekerner
½ tsk. revet appelsinskal
Sådan gør du:
- Skær marcipan i grove stykker, og ælt det sammen med solbærmarmelade og rom.
- Hak den hvide chokolade, og smelt den i en skål over vandbad. Husk, at hvid chokolade er varmefølsomt og skal smeltes ved stille varme.
- Del marcipanen til 12-14 kugler, og tril dem til kugler. De er lidt klistrede.
- Dyp solbærkuglerne i smeltet hvid chokolade, sæt dem på bageplade med bagepapir, og drys med hakkede pistaciekerner samt lidt revet appelsinskal.
- Lad chokoladen stivne, og opbevar konfekten i æske med låg.
fortsæt med at læse


























