Lyt til artiklen
Lige siden jeg var barn, har jeg elsket svesker. Svesker i min farmors sveskelagkage, svesker i den butterdejstærte, vi købte hos bageren om søndagen, svesker i katrineblommekagen, som min mor af og til bagte til dessert, svesker i den gule sagosuppe og svesker, som de var: rynkede og letklistrede, karamelagtigt sødmefulde og lidt seje og lidt saftige på samme tid – et stykke slik, der altid var i huset, og som varede, lige så længe jeg gad beholde den fedtede og aromatiske sten i munden.
Som voksen har jeg levet et noget fattigere sveskeliv, og det har ikke været med min gode vilje! For på de 30 år, der er gået siden min barndom, er sveskerne stort set forsvundet ud af danskernes kollektive kage- og dessertbevidsthed.
