Corn ribs blev sommerens helt store trend på TikTok, hvor Farrah J (Spiced Nice) var en af de første personer til at dele opskriften. Den kendte David Chang restaurant Momofuku Ssäm Bar i New York har dog serveret en lignende ret tilbage i 2017. Og her får du vores version.

Corn ribs med spicy rub og vegansk aioli

Foto: Theis Bothmann
Foto: Theis Bothmann
Lyt til artiklen

Ingredienser

2 majs

Chilirub:
2 tsk røget paprika
1/2 tsk salt
1 tsk chilipulver
1 fed hvidløg
saft fra 1/2 citron
1/2 dl olie


Vegansk hvidløgsaioli:
Væden fra 1 ds kikærter + 1 spsk. kikærter (brug evt. resten af kikærterne til humus)
4-5 dl neutral olie
1 fed hvidløg
1 spsk. fin sennep

Sådan gør du:

  1. Kom væden fra kikærterne i en kasserolle og sæt det over høj varme. Lad væden reducere ned til det halve og kom efterfølgende på køl.
  2. Majs: Forvarm ovnen til 225 grader.
  3. Pil bladene af majsen og skær enderne af, så majsen kan stå lodret. Flæk majsen på midten ved at føre kniven midt igennem kolben - det kræver lidt kræfter og er nemmere med en skarp kniv. Læg majsstykkerne på skæresiden og flæk dem en gang mere, så du har 4 både.
  4. Riv hvidløget på den fine side af et rivejern og kom det i en skål sammen med resten af ingredienserne til chilirubben.
  5. Dæk en bageplade med bagepapir og spred majsstykkerne ud. Pensl stykkerne med halvdelen af chilirubben og bag dem i ca. 15 min., indtil de får godt med farve. Vend majsen undervejs, så den får farve på begge sider. Lige før servering, vendes majsen i den resterende chilirub og drysses evt. med ekstra chilipulver.
  6. Aioli: Kom kikærtevandet i en blender sammen med kikærterne, hvidløget og sennepen. Blend blandingen ved middel hastighed - væsken skal helst danne en lille hvirvel. Hæld olien i lidt efter lidt i små mængder i starten og langsomt øg doseringen. Sørg hele tiden for at olien bliver rørt ud i væsken før der doseres yderligere. Afhængigt af ens blender kan mayonnaisen ryge op af kanterne - i så fald er det vigtigt man undervejs slukker for blenderen og fører mayonnaisen ned i bunden igen. Tilsæt olien, indtil mayonnaisen bliver helt tyk og blenderen ikke længere kan få fat.
  7. Servér majsene og dyp i aiolien.

Anders Kvorning (opskrift) og Malte Garde Meyenburg (tekst), Planetarisk kogebog

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her