Bogen er skrevet af en dansker, der har boet i landet i de sidste 10 år. Man kunne derfor have forventet lidt mere personligt præg i bogen. En begejstring eller en vrede. Begejstring over kvaliteten, vrede over industrialiseringen. Lidt engagement, kort sagt. Jeg skal indledningsvis bemærke, at jeg ikke har været i Australien, så jeg har ikke oplevet den australske vinindustri på nærmeste hold. Personlig synes jeg, at masser af australske vine ligger under for en totalindustrialisering, hvor der fremstilles teknisk korrekte, men ofte sjælløse vine med fylde, druemodenhed, alkohol og rundhed. Oven i købet er det vine, som ofte er teknisk korrigerede med syre, tannin eller andet stads i pulverform, som kan samle vinen til et forbrugervenligt produkt. Det kan folk lide, absolut, for Australien er størst i f.eks. England og Sverige, og fjerdestørst i Danmark. Nu skal jeg jo ikke inducere kritisk holdning hos forfatteren, hvis hun ikke er enig i ovenstående betragtninger. Men så kunne jeg forvente lidt mere emotion og glæde ved de store australske vine. For de findes så sandelig også. Vine, der kan stå sig over for næsten hvad som helst i verden. Og som koster derefter. Men alle beskrivelser af vine forbliver underligt kønsløse og er oftest blot referater af, hvad andre mener om producentens vine. Man kunne frygte, at forfatteren enten ikke bryder sig vældig om vinene eller ikke har smagt dem. Man savner forfatteren ude i markerne og i kælderen. Noget følelsesladet selvoplevet. Til gengæld rummer bogen mange fakta, som formår at ramme Australien som vinland. Men vil man have konkrete råd om, hvad der skal i kælderen, eller hvem der laver de bedste vine, er det ikke bogen.