Vi kommer til tre traditionelle europæiske vinlande i denne luksustest og får lige et kig ind i et par nye fra ’down under’.
Overraskende for nogen (=mig) er det Portugal, der leverer månedens mest interessante vine – Vinho Verde. Vinkendere har en svag ide om, hvad det er, men har næppe den store erfaring med den specielle vin; turister i Portugal har sikkert større erfaring med vinen, men næppe den store lyst til at gensmage den, når man er kommet hjem til Danmark igen.
Dejlig vin i varmen
Vinho Verde er nemlig pendanten til grækernes retsina, romernes Frascati eller Orvieto, altså en let drikkelig vin, som gør sig godt i det varme klima.
Vinho Verde er en perfekt ledsager til noget af det bedste, portugisisk gastronomi formår: stegte sardiner med tomatsalat. Det lyder måske ikke særlig prætentiøst, det er det heller ikke, og de fleste Vinho Verde, der drikkes i Portugal, er da også syrlige og boblende og kræver en del tilvænning, eller for en turists vedkommende en del eventyrlyst. Denne traditionelle type holder de fleste danske importører fornuftigvis fingrene fra.




























