Vin er jo en forunderlig ting. Vi kan betragte den som en daglig fødevare (’giv os i dag vor daglige vin’), eller vi kan betragte vinen som et luksusprodukt, og ind i mellem disse to ekstremer er der en masse mulige holdninger.

Det vigtigste er imidlertid, at vi som forbrugere spænder vidt nok til at kunne omfatte alle vinens smagsaspekter og alle facetter i dens prisspektrum. Fattig er nemlig kun den, der ikke udnytter de muligheder, der er for at tage på opdagelse i vinens forunderlige verden. Det kan være på ’monkeyclass’, det kan være på businessclass, men pointen er, at man kommer fremad under alle omstændigheder. Ingen hverdagsvine
I den månedlige luksustest er der lidt businessclass over det; måske ikke den helt vilde luksus, men vine, som er pragtfulde at smage en gang imellem. Der er ingen af denne måneds 10 luksustestvine, jeg havde lyst til at smage hver dag, uanset vurdering, men jeg er glad for at have haft mulighed for at smage på dem og vil meget gerne gensmage dem alle sammen igen om et par måneder, uanset vurdering. Brasiliansk overraskelse Og opdagelser er der nogle stykker af, i første række den brasilianske Nebbiolo. Jeg indrømmer blankt, at min smageerfaring med brasilianske vine er meget begrænset (3-4 vine måske gennem alle årene); ligeledes er det også meget lidt, jeg overhovedet har smagt af Nebbiolo uden for Italien, så der er virkelig tale om en ny opdagelse her. God fremtidsudsigter
Det mest overraskende er måske, at vinen har et fint nebbiolo-præg. Vi er jo fra Piemonte vant til, at nebbiolo giver velstrukturerede vine med en tannin, der kan være lidt tør. Vi er fra Sydamerika vant til, at vinene er meget modne i frugten. Disse to aspekter mødes på glimrende vis i denne vin, som giver et lidt sødligere aftryk på vinen, end man finder i Piemonte, hvor det dog også er. Er Singular Nebbiolo fra det varme Brasilien en fremskrivning af, hvordan Barolo’er og Barbaresco’er bliver, når den globale opvarmning får endnu mere fat? Måske. I så fald er jeg ikke så bekymret for Piemontes fremtid. Skøn ungarsk blanding Ungarn har vi haft lidt flere erfaringer med end Brasilien, og jeg har klart den holdning, at vi skal se Ungarn som et meget spændende vinland, der har en lang tradition at bygge på, og som nu er kommet ind i nutidens Europa. Det gælder selvfølgelig især klassikeren Tokaji, men det gælder også rødvinene, heriblandt den næsten lige så klassiske Egri Bikavér, eller Okseblod, som den er kendt som. Skøn blanding
Egri Bikavér fra byen Eger i det nordlige Ungarn har altid været en blanding af forskellige druer, og i Áldás 2006, der er fremstillet af producenten St. Andrea, finder vi kékfrankos (som er det ungarske navn for den østrigske blaufränkisch), kadarka, merlot og pinot noir, altså en skøn og frugtbar blanding af lokale og vesteuropæiske druesorter. Det giver en vin med en særlig, måske ungarsk tone, som er lidt anderledes end de andre rødvine, vi har med i denne måned; forfriskende anderledes. Heldige franske vine Tilfældigvis dukker der et lille Crozes-Hermitage-tema op i denne måned, og eftersom jeg lige har besøgt området, uden dog at smage vinene fra de to producenter, der er med i luksustesten her, kan jeg bekræfte, at importørerne, The Wine Company og Løgismose, har haft en heldig, undskyld dygtig, hånd, da de valgte deres leverandører. Crozes-Hermitage ligger ved foden af den legendariske Hermitage-høj, som hverken er særlig stor eller særlig høj, men som igennem århundreder har lavet eftertragtede vine, der sågar er blevet brugt til at blande op i Bordeaux-vine i 1800-tallet for at give dem mere farve og struktur. Spor af grønne druer
I både Hermitage og Crozes-Hermitage er det syrah, der er den fremherskende drue, og i hvert fald den eneste rødvinsdrue. Rødvine kan også indeholde en smule af de grønne druer marsanne og roussanne, men det er efterhånden sjældent. Crozes, som navnet på vinen oftest bliver forkortet til, har aldrig haft noget rigtig godt ry; man kan sige, den stod i skyggen af de mere berømte og mere sjældne vine fra Hermitage. Det kan de dog ikke rent bogstaveligt, for de marker, der laves Crozes på, ligger faktisk syd for Hermitage-højen på østsiden af Rhône-floden, såvel nord og som syd for den lille by Tain-L’Hermitage.

Power-vin

Vinene har meget forskellig karakter afhængigt af den jordbund, de vokser på. Uden at overdrive betydningen af jorden kan man sige, at vinene fra marker nord for Tain har mere struktur end dem, der kommer syd for. Det interessante er, at Crozes er et område, der flot udtrykker syrah-druens evne til at udtrykke forskelle i vækstbetingelserne (terroir, som vi ville sige på fransk). Yann Chaves’ marker ligger syd for Tain på sandjord. Til gengæld er han meget oversøisk i sin vinstil, så der kommer noget power i vinen på trods af den lettere jord. Ferraton hører til nord for Tain, og det giver mere tannin-struktur i vinen. Domainet er overtaget af det store handelshus Chapoutier, der har indført biodynamiske principper i vinmarkerne hos Ferraton, men lader familien selv stå for vinifikationen. Og det er jo fint i vino-diversitetens navn.