Ved ankomsten til smagningen er det tydeligt, at den har været i gang par timer allerede.
Svømmende blikke, sejlende kroppe og grødet tale møder mig. Det er heller ikke hvad som helst, der er skænket op. Armagnac i stride strømme, som holder mindst 40 procent alkohol og til tider meget mere, og tilmed i et væld af gamle årgange, er i glassene. Så havde man været en dygtig og flittig elev, kunne det altså godt ses!
Uretfærdig underordning
Armagnac anses ofte for at være cognacs lidt bondske lillebror. Det er ikke retfærdigt.
Armagnac kan være meget karakterfuld og individuel, om end de sjældent opnår de bedste cognacers elegance. Til gengæld er bundniveauet nok højere end i cognac. Dertil kommer, at armagnac har været kendt siden 1300-tallet, cirka 150 år længere end cognac.
Ved denne smagning var syv armagnac-huse repræsenteret med i alt knap 50 forskellige armagnacer gående tilbage til 1938. Da det er svært at smage og fordybe sig i et meget stort antal stærke spirituosa i samme seance, valgte jeg at koncentrere mig om fire huse, der viste sig at være ret forskellige i både stil og pris.
Luften tyk af sprit
Armagnac fremstilles grundlæggende af en let hvidvin med omkring 8 procent alkohol. En hvidvin, der ikke har mange kvaliteter i sig selv, men som indeholder meget frugtsyre, der er nødvendigt, når destillatet skal ligge mange år på fad. Man bruger langt overvejende druesorterne folle blanche, ugni blanc og baco colombard.
De dyrkes på i alt 15.000 ha i tre underdistrikter, hvor Bas-Armagnac givetvis er det kendteste. Den tynde hvidvin destilleres til spiritus i en proces, der adskiller sig lidt fra cognac-destillationen, ligesom druesorterne, der anvendes, er andre end til cognac-produktion.
Og er man en engel på de kanter, får man sin andel: Spritten taber cirka 0,5 procent alkohol per år i lagringsprocessen. Dette kalder man ’the angel’s part’.
Fortyndes til 40 procent Det bevirker, at armagnac tappet fra tønden og uden fortynding med rent vand (det som skotterne kalder ’cask strength’ = tøndestyrke) vil opnå gradvis lavere alkoholprocent med årene. Lagringen sker i normalt i 400 liters fade, først ½-2 år i friske fade og siden i ældre fade. Det er i høj grad denne proces, som skaber armagnacen. Kombinationen af de forhold, som hersker i den enkelte kælder, og tiden på fad giver en til stadighed mere kompleks drik, som kan opnå endog meget stor intensitet. Som anført kan den endelige armagnac enten fortyndes ned til 40 procents alkoholstyrke eller tappes i tøndestyrke, der kan være omkring 50 procent – og så river det altså lidt. Jeg spurgte et par af de tilstedeværende producenter, om man kunne finde på at tilsætte en ganske lille mængde vand i glasset – som i whisky – for at frigive aromaer og lette drikken en smule. Man så himmelfaldne ud, så det er der vist ikke kutyme for på de kanter. Forskellig stil Som antydet i starten var jeg nødt til at foretage et valg, men det blev alligevel til mere end 25 forskellige. Det mest almindelige er, at man fortynder til 40 procent, men et antal gode producenter holder tøndestyrke, hvilket giver lidt mere intensitet og bundtræk. Tariquet producerer en række ret lyse og frugtige armagnacer med en god balance og delikat tørhed. Basiskvaliteten er på 40 procent, men alle andre kvaliteter sælges ufortyndet. Der bruges udelukkende folle blanche-druen i produktionen. Prisen for de to, som vil være på markedet fremover, er 200 kroner og 300 kroner (den almindelige Bas Armagnac og 15 år), hvilket er gode køb. Chateau de Laubade sælger alle sin armagnacer som 40 procents kvaliteter. Huset er kendt for et enormt udvalg af gamle armagnacer fra de næsten 3.000 fade i kældrene. Ved smagningen var der bl.a. armagnac fra 1938, 1943 og 1948. Sådanne sager er jo ikke gratis, og man skal af med 2.500-3.500 kroner for de ældste. En årgang 1987 kan dog erhverves for 600 kroner.
