0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

De mindre vine giver de store smæk

Italienske rødvine fremhæves blandt månedens luksusvine. Små vine fra nær barolodistriktet giver de rigtige baroloer baghjul.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
THOMAS BORBERG
Foto: THOMAS BORBERG
Vinguide - dyr
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Vinguide - dyr
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Modsat i mange Luksustest, er det denne måned det røde udvalg, der står sig bedst.

Selv den enlige vin med 3 glas er en glimrende vin. Men jeg finder dog udtrykket lidt for enkelt til de 225 kroner, som den newzealandske pinot noir koster. Det er frugt med et lidt mørkere præg end vanligt for denne drue. Den er fint kølig, men uden så meget karakter.

Klart mere kompleksitet er der at finde i Sandrones nebbiolo-vin.

Fantastisk Barolo
Luciano Sandrone er en af de store aktører i Barolo, og hans talent fornægter sig ikke i denne vin, der stammer fra marker, der ikke ligger inden for Barolo-distriktet og druer, som ikke helt lever op til kravene til Sandrones barolo.

Man skal bemærke, at prisen på 220 kroner er langt over, hvad de billigste barolovine sælges for. Et interessant paradoks, hvor den lavere rangerede vin koster mere end den fine vin. Men retfærdigvis også er bedre.

Faktisk ville den give ganske mange baroloer smæk. Den har klassiske dufttoner, og den strenge, tørre og tanninrige struktur i smagen, der hører god nebbiolo til.

Topvin fra Chianti gør det godt Der er mere godt italiensk i denne måned, hvor Fattoria Selvapiana er repræsenteret med deres topvin fra underdistriktet i Chianti, Chianti Rufina. Der kan findes stort set lige så gode vine fra dette distrikt som fra hoveddistriktet, Chianti Classico.

Den vigtigste drue er som bekendt sangiovese, her i årgang 2003, som vi har været lidt efter, fordi året var så utroligt varmt.

Det giver en meget intens og koncentreret vin, der oven i købet er ganske fyldig og knap så strengt syre- og tanninrig, som man ofte finder det i store sangiovese-vine. Men en flot chianti.

Vin, vin og vin
Der var endnu en chianti, nemlig Felsina’s topvin, Rancia. Her er året 2004, der på mange måder er mere typisk og ’klassisk’ for området og druen.

Felsina producerer, efter min mening, noget af det bedste vin i hele Toscana. Vine, som vinder med lagring, og som netop har den næsten barske frugtsyre og tannin, der kan skræmme sarte sjæle væk i vinenes ungdom. Men samtidig vine, som lønner lagring, der giver stor kompleksitet samtidig med, at der bevares en stor vinøsitet og mineralitet.

Ingen overflødige elementer i form af sødme, varme eller overdreven fadlagring – men vin, vin og vin.

Felsina’s vin vil vinde med adskillige år i kælderen. Sjovt nok har både Felsina og Selvapiana brugt samme ønologiske konsulent, Franco Bernabei.

Chateauneuf kan drikkes nu
Endelig er der en rigtig fin chateauneuf du pape, der har præcis den fedme og fylde, kombineret med skelet og muskler, der gør vinen velbalanceret.

Fylden gør, at vinen kan drikkes med fornøjelse allerede nu, men den haster ikke og vil kunne gemmes 3-5 år, hvis det ønskes.

Men hvorfor? Charbonnière er en god producent, der står for en række forskellige udgaver af ’pavernes vin’. Denne er basis-udgaven, men det forhindrer den ikke i at være en rigtig fin vin.

Kalorierige hvidvine
Når de hvide ikke rammer plet denne gang, hænger det sammen med, at flere af dem er lidt for meget af det gode.

Den østrigske har ikke sparet på kalorierne og fadet og fremstår således meget fed på kanten af det flæskede. Syren bevarer dog balancen og alt taget i betragtning er det en pæn vin.

Også bordeauxvinen er fadpræget i en grad, hvor det overskygger frugten og tager noget af balancen. Vi er igen havnet i 2003, hvilket ikke just gør vinen mere spændstig og frisk.

Gode hvidvine til ost
Også den italienske vin fra Adriaterhavs-regionen Abruzzo, er pumpet godt op med ikke mindre end 14,5 procent alkohol.

De tre hvide vine havde sødlige, lidt varme og mættede toner – og knap så meget frisk frugtighed.

De kan faktisk gøre pæn fyldest til ost med disse egenskaber.

En god champagne
Der er en god champagne fra en d