Rioja har tidligere været danskernes absolutte favorit på rødvinsfronten. Vi husker alle den hvidløgsspækkede lammekølle på bund af kartofler – og så de karakteristiske flasker med eller uden ’metalgitter’ eller sågar stofpose omkring. Siden er det gået noget tilbage for området. Det er ikke længere helt så sexet at servere rioja – og var det egentlig sexet dengang?
Rioja har traditionelt været et af indbegreberne for den klassiske spanske stil med udpræget fadlagring, som har givet de typiske vaniljetoner, dog har den lange fadlagring ofte tappet noget af frugten af vinen. Derfor har der været en modtrend, hvor man fokuserer på frugten snarere end fadet – meget forenklet sagt.




























