Min ven og jeg var i godt humør. Vi var på vej hjem efter en vellykket indkøbsmission i et københavnsk supermarked, der dengang var berømt for sin vinafdeling, og som en fredag aften havde haft udsalg af særligt gode vine til særligt nedsatte priser. Med i rygsækken havde vi blandt andet hver sin flaske røde grand cru-bourgogne i form af monopolejendommen Clos de Tart. Den var halvpebret, men chancen for at eje en grand cru-vin og gemme den til præcis det rette tilfælde havde været for god til at lade gå fra sig. Vi rundede min vens lejlighed, hvor han satte flasken fra sig på køkkenbordet, og så drog vi videre i byen. Ved hjemkomsten senere på natten stod flasken stadig på bordet, nu dog kun en fjerdedel fyldt og vedlagt en lille seddel fra hans kæreste: »Tak for vinen skat – den var rigtig god«.
Han tog det pænt. Dels fordi hans kæreste er en rigtig sød kvinde (og nu hans kone), som man kun under det godt. Og dels fordi han er en meget rar mand med evnen til at tage den slags oppefra og ned. Og så var der jo trods alt også et stort glas tilbage til ham. Måske er det dog heller ikke helt uvæsentligt, at episoden ligger det meste af 25 år tilbage, og at prisen på bourgogne-vin dengang var en helt anden. Den var stadig til den høje side, men i dag forekommer det næsten helt surrealistisk, at jeg som studerende på SU kunne have råd til en sådan vin – som tilmed var på tilbud i et supermarked!
