Når jeg holder vinforedrag med vinho verde på programmet, kan man – groft generaliserende naturligvis – inddele deltagerne i tre grupper. I den ene, som ofte domineres af de ældste, bliver blikkene drømmende, og tankerne og kommentarerne går til en svunden tid med en halvtør, perlende og meget letdrikkelig hvidvin, som man for længst er vokset fra og husker med blanding af glæde og let rødmen.
Den anden domineres typisk af de lidt yngre, som kun alt for godt kender til navnet, men netop på grund af den simple sodavandsstil og det deraf følgende dårlige ry aldrig har beskæftiget sig med vinområdet. I den tredje gruppe er der flest af de helt unge, der meget ofte blot er ét stort spørgsmålstegn, og hos hvem siden i notesbogen med vinho verde er blank.
