Det er udtrykket i øjnene, der fortæller, hvem der kommer fra Mjølnerparken, og hvem der er fra Kairos slum. Det er ikke tøjet eller andre ydre træk, der afslører det. Det er den måde, de fem unge egyptere kigger sig omkring på. Det er, som om et eller andet inde i dem nægter at tro på det, de ser.
Og det er ellers ikke, fordi der er noget prangende over det her beboerhus med dets gullige vægge og skrammede borde og stole. Det har snarere noget at gøre med, at ingen af de fem nogensinde før har været uden for Egypten.
Nej, det passer alligevel ikke helt. En af dem deltog for nylig i et vægtløfterstævne på Cypern. Abdelbary Abdelzaker er hans navn, men han kalder sig bare Karim. Han er bekymret for, om han kan finde et sted at træne, mens han er i København.
»En uge uden træning er nok til at gøre musklerne bløde«, forklarer han. Og jeg behøver kun at kaste et enkelt blik på hans overarme for at indse, at der skal mere end et par armbøjninger til for at holde dén muskulatur ved lige.
