Vi mødes i de der timer, hvor dag bliver til aften, lys til mørke. Hvor de faste definitioner notorisk begynder at skride. Den hovedrystende, opgivende time, der, hvor sortsynet langsomt sætter sig som en grundtone i stemmen, men også den magiske, hvor man kan binde hinanden spiritualiteter på ærmet, der ikke ville have gang på Jorden midt på en snusfornuftig eftermiddag.
Leonidas Kavakos synes at være skabt til sådan en stund. Med sit lange, glatte, sorte hår ned over skuldrene er han en blanding af en alf og en inkarnation af Paganini, violinens karismatiske betvinger fra 1800-tallet. Det er netop i går blevet offentliggjort, at den græske violinist vil modtage Léonie Sonnings Musikpris næste år, og han er i København for at spille – og dirigere – bl.a. Mozarts 3. violinkoncert.
Han sætter mig ind i sin Stradivarius-violins lyksaligheder, netop det specifikke instrument, der ligger foran os, ved siden af violinkassen.
»Ingen anden violin i verden har netop dens åndelighed«.
