Hendes navn står stadig på døren. Og alt herinde fortæller historier, som også er hendes. Hvert et møbel har hun været med til at anbringe. Hvert et maleri. Hver eneste af de små figurer, der er kommet rejsende hertil fra alverdens lande og har fundet ind på små rækker i karme og reoler.
Ingrid er død. Men døden skiller ingen ad. Den afbryder bare samtalen. Og uanset hvor Anker bevæger sig - i tankerne eller på sine gamle fødder - dukker hun op igen. I den forstand er hun her stadig.
»Man forstår overhovedet ikke, hvad det vil sige at miste sin kone, når man har levet så længe sammen«, siger han.
»Jeg vidste da godt, at det ville blive sørgeligt. Men det er ikke bare sørgeligt. Det er uforståeligt!«
