Sådan kommer verden til at huske Ibrahim El Bakraoui: skubbende på en bagagevogn gennem ankomsthallen i Zaventem-lufthavnen i Bruxelles. Med sin sorte kuffert ladet med søm og sprængstoffer, der få minutter senere, klokken 8.23, sender trykbølger af varme, kemikalier og søm ud i det gigantiske rum, tager han 11 mennesker med sig i døden ved indledningen af det serieangreb, belgierne senere samme sag døber Sorte Tirsdag.
På det fastfrosne, grynede billede fra lufthavnens overvågningskamera ser vi 29-årige Ibrahim El Bakraoui stirre ud i luften med livløse øjne under det fyldige sorte hår. Hans selvmordsvest er ikke synlig; det er til gengæld den sorte handske, han bærer på venstre hånd, formentlig for at skjule sin detonator.
59 minutter senere slår hans lillebror til et andet sted i den belgiske hovedstad. Khalid El Bakraoui, 27, bringer sin selvmordsbombe til sprængning i et tog ved metrostationen Maelbeek i byens centrum. Mindst 14 mennesker mister livet, herunder Khalid El Bakraoui selv.
De to selvmordsaktioner er hver sin historie med hver sine ofre, men lagt sammen udgør de også en overordnet fortælling. For da brødrene trykkede på detonatorerne, skrev de sig samtidig ind i en tendens i nyere europæisk terrorhistorie. En fortælling om militante jihadister, der ikke blot deler ideologi, men også blod, og som har slået simultant til i byer som Paris, New York, Bruxelles og Boston.
