»Jeg bliver altid spurgt, om det er svært for kvinder at lave film i Iran. Hård censur gør det svært for alle iranske filmskabere. Men at være kvinde gør det ikke mere svært. Der hersker en del misforståelser om, at Iran er ligesom Saudi-Arabien«, sagde instruktøren Rokhsareh Ghaemmaghami i januar i år til Indiewire under filmfestivalen Sundance.
Dokumentaristen Rokhsareh Ghaemmaghami fra Teheran var på Sundance i år for at præsentere sin nyeste film, 'Sonita', der vandt juryens store pris på 'Sundance'. I november sidste år deltog 'Sonita' i konkurrence på verdens største dokumentarfilmfestival IDFA i Amsterdam. Her modtog den flere priser, bl.a. den eftertragtede publikumspris, og også på IDFA var Roksareh Ghaemmaghami tydelig i sin bestræbelse på at udrydde misforståelser om kvindelige iranske instruktører:
'Sonita' er en film, der desværre ikke har nogen mulighed for at blive vist i Iran
Rokhsareh Ghaemmaghami
»Jeg er uddannet både på animationslinjen og på instruktørlinjen på filmstudiet i Teheran. På animationslinjen var vi kun kvinder. På instruktørlinjen var der 20 mænd og 15 kvinder. Selv om Irans styre er islamisk, så er omkring 20 procent af skaberne af fiktionsfilm kvinder, og omkring 35 procent af dokumentaristerne er kvinder«, sagde Roksareh Ghaemmaghami i Amsterdam, hvor jeg mødte både hende og hendes nyeste films hovedperson, Sonita Alizadeh.
Der har længe været talt om en bølge af feministiske instruktører i Iran. Rokhsareh Ghaemmaghami er på grund af sin succes med 'Sonita' en af de mest aktuelle. Men hun er ikke en af de mest åbenmundede systemkritikere, sagde hun selv i Amsterdam:
»Jeg kommenterer aldrig den iranske regerings opførsel. Men jeg vil gerne sige, at 'Sonita' er en film, der desværre ikke har nogen mulighed for at blive vist i Iran. Det er en film om en afghansk pige, der rapper, og i Iran er regeringen meget striks vedrørende musik som rap og piger, der ikke tildækker deres hår med slør. I 'Sonita' er der en scene fra USA, hvor Sonita ikke dækker sit hår til. Hvis du vil vide, hvorfor man ikke må vise en scene som den i Iran, må du selv spørge den iranske regering«.
En uforudsigelig historie
Sonita Alizadeh er i dag 19 år. Hun voksede op i en fattig og patriarkalsk muslimsk familie i Afghanistan i landets tredjestørste by Herat, hvor det er kutyme, at en pige holder op med at gå i skole, når hun i 14-15-års alderen mod betaling bliver afleveret til den mand, der har købt sig til et ægteskab med hende.
I Afghanistan er der til sammenligning med i Iran ikke lige så restriktiv lovgivning imod musik. Fra barnsben elskede Sonita Alizadeh hiphop og rappede selv. I smug. Og skrev sine tanker ned i tekstform. Hun hadede udsigten til at skulle giftes væk mod betaling som et stykke kød, og hun hadede i det hele taget, at andre skulle bestemme over hendes liv. Hun havde set skoleveninder og en søster ende i ægteskaber, hvor de blev kuet af mænd, der slog dem for at få dem til at makke ret. Som var pigerne kvæg.
I 'Sonita', der får dansk biografpremiere 14. april, fortæller Rokhsareh Ghaemmaghami hele historien om Sonita Alizadeh. Den korte version af den er, at pigen flygtede til Teheran, blev fundet af andre gadebørn, begyndte at gå i en skole for gadebørn ledet af en frivillig feministisk ildsjæl og gennem den lærer mødte Rokhsareh Ghaemmaghami.
Som instruktør blev Rokhsareh Ghaemmaghami fascineret af den dengang 14-årige Sonitas »ambitiøse drømme og selvtillid på trods af den situation, hun var i«:
Jeg troede, at Sonitas liv ville ende tragisk
Rokhsareh Ghaemmaghami
»Men jeg troede, at jeg skulle lave en sørgelig film om, hvordan illegale immigrantbørn i Iran får deres drømme knust. Jeg troede, at Sonitas liv ville ende tragisk. Hun havde ingen identifikationspapirer og måtte slet ikke opholde sig i Iran. End ikke i Afghanistan havde hun identifikationspapirer. Hun eksisterede simpelt hen ikke officielt. Derfor var der ingen myndigheder, der ville beskytte hende. Men i stedet for at blive en sørgelig film endte den med at få en positiv udgang«.
I en af de mange stærke scener i 'Sonita' ses klip fra videoen med Sonitas nummer, der har fået den engelske titel 'Brides for Sale'. Hendes rap imod tvangsægteskab blev delt på YouTube og opdaget af en musikstuderende fra et universitet i USA. Ved hjælp af læreren på Sonitas skole og ikke mindst Rokhsareh Ghaemmaghami fik Sonita Alizadeh mulighed for at studere musik i USA, hvor hun nu er.
Rapper og aktivist
I sin film har Rokhsareh Ghaemmaghami taget med, at hun vælger at involvere sig aktivt i at forbedre sin hovedpersons liv. Også økonomisk. Beslutningen om at gøre det var svær for hende, fordi hun dermed går fra at være observerende dokumentarist til at præge sin films handling:
»Men det var også svært for mig, fordi Sonita Alizadeh jo ikke er den eneste afghanske pige, der enten må flygte fra tvangsægteskab eller blive i det. Der er mange unge som Sonita i Teheran. For immigrantbørn i Iran er der heldigvis sidste år sket det gode, at regeringen har ændret loven, så børnene nu helt legalt kan gå i skole. Myndighederne er begyndt at tage sig af dem«.
Mødet med instruktøren har ændret Sonita Alizadehs liv radikalt til det bedre. Og hendes største ambition er at være en inspirationskilde for andre, sagde hun i Amsterdam:
Jeg håber, at jeg kan inspirere andre piger med min musik
Sonita Alizadeh
»Jeg betragter mig som rapper og aktivist. Mine søstre og veninder inspirerede mig til at flygte, fordi jeg så deres sår og skrammer efter den vold, de blev udsat for i deres ægteskaber. Jeg voksede op et sted, hvor ingen har omsorg for kvinder. Jeg så, hvad der skete med mine veninder, og forstod, hvad der var sket med de ældre kvinder i min familie. Alene kan jeg ikke gøre noget, men jeg håber, at jeg med tiden kan blive en del af en organisation, der kæmper imod børneægteskaber. Og jeg håber, at jeg kan inspirere andre piger med min musik«.
Sonita Alizadeh er 19 år. Hun siger selv, at havde hun ikke mødt den feministiske lærer og den kvindelige instruktør i Teheran, var hun sikkert endt med at rejse hjem til Afghanistan igen. Hvor hun nu ville være gift og mor til flere børn.
For Rokhsareh Ghaemmaghami har mødet med Sonita Alizadeh betydet, at instruktøren har involveret sig aktivt i kampen mod børneægteskaber. Og at hun fået lejlighed til i mange interviews at oplyse om forskellen på kvinders rettigheder i forskellige muslimske lande og sætte en tyk streg under, at veluddannede iranske kvinder ikke er et særsyn:
»I Iran er 65 procent af de universitetsstuderende kvinder, og det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt piger skal gå i skole eller ej. De skal gå i skole. I Afghanistan er spørgsmålet stadig, om piger skal have lov til at gå i skole. Iran har en masse problemer med kvinders rettigheder og med menneskerettigheder, men ikke på det område«.
