Det er ligesom med de store bibelfilm.
Den samtid, der producerer dem, fremstiller på én og samme gang måske især et billede af sig selv nu og her. I feministiske opbrudstider propper man matriarkater ind, hvor ingen fandtes i forvejen, ligesom økologi og holisme pludselig finder proselytter i årene omkring Jesu fødsel, og med ét er der ingen ende på, hvor tolerante de i forne tider er over for seksuelle mindretal, hvis det er den dagsorden, der skal markedsføres.
Sådan er det også med de store, evindeligt viderebroderede klassiske myter. De er rummelige, passer til enhver tid, der har lyst til at tage dem op og spejle sig selv i dem.
Rødhætte og hendes ulv har aldrig genvundet deres moralske renhed, efter at Freud tog fat og prægede generationers oplevelse af Grimms eventyr som historien om seksuel undertrykkelse, og den belgiske tegneserie Sølvpil, den endegyldige to kammerater til hest-fortælling, blev udgivet herhjemme fra 1970 og satte billeder på et multikulturelt venskab mellem en hvid og en rød i en tid med indvandring til Vesten af billig arbejdskraft fra Mellemøsten, selv om historien altså var ny.
