To be, or not to be, that is the question:/ Whether ’tis nobler in the mind to suffer/ The slings and arrows of outrageous fortune,/ Or to take arms against a sea of troubles/ And by opposing end them
Sådan åbner den måske mest berømte monolog, William Shakespeare udtænkte og lagde i munden på den arme danske prins Hamlet for cirka 416 år siden. Citatet er så berømt, at vi knap skænker det en tanke. Men med Hamlets ord er vi i hjertet af det, der på samme tid er et uomtvisteligt fænomen og en udfordring for tanken: Shakespeare er global og allestedsnærværende – men hvorfor egentlig?
På den ene side er Hamlets ord almene og eviggyldige; siden de første stenaldermennesker har hvert enkelt individ formentlig før eller senere skullet beslutte sig for, om det vil tage kampen op med og mod livet, eller om det helt har villet opgive og resignere. Det gælder for eskimoer og danskere, for japanere og albanere, for nigerianere og russere, for unge og for gamle, for kvinder og for mænd og for dragqueens, for rige og for fattige, for mægtige og for afmægtige.
Men samtidig er Hamlets ord bundet til og forankret i nogle ganske specifikke historiske sammenhænge: først det faktum, at Shakespeare jo stjal historien fra Saxos danmarkskrønike, hvor de kom ud af en gammelnordisk og patriarkalsk kultur, men dernæst den omstændighed, at retorikken og rytmen i ordene udspringer af det elizabethanske og jakobinske Englands fantasi om forholdene på slottet i Helsingør. Saxo genfortalte i 1100-tallet en apokryf historie om en jysk prins, formentlig fra 400-tallet, og Shakespeare laver et nyt spin på den i renæssancens England, og det i en variant, der centralt angår en ung hvid heteroseksuel og intellektuel mands kvababbelser. Og alligevel har historien og figuren global og vedvarende appel?
