Flagrefinke. Hvis man googler ordet, får man kun et hit. Af det fremgår det, at ophavsmanden er Niels Brunse, og at det stammer fra hans fordanskning af et af Shakespeares 400 år gamle stykker, og man ved straks, hvad det skjønne ord betyder. Det er selvfølgelig noget, man råber efter en kvinde, som er en rullesten, hvad angår det frække: Din fucking flagrefinke, hvad har du gang i?!
Jo, sprog er mange ting, og Niels Brunse har med garanti ikke brugt det altmodische ’skjønne’ i et eneste af de Shakespeare-stykker og sontter, han har oversat, fordi det klinger alt for, ja, gammeldags. Ej heller ville han bruge anglicismen ’fucking’, som er for nutidigt, og ’ej’ er faktisk bandlyst, fordi moderne mennesker siger ’ikke’, »medmindre en af personerne siger ’gu vil jeg ej’«, griner han.
»Det hele handler om at flytte de her gamle ord ind i en nutidig sammenhæng«, siger Brunse. »Man skal kunne mærke, at min oversættelse er blevet til i vor tid, men også, at originalteksten er gammel. Sproget skal grundlæggende være i en sfære for sig selv«. Han tilføjer, at han godt kan finde på at »putte et lille ekko af Kingo eller Grundtvig« ind i Shakespeare-teksterne, fordi det kan give danskere den samme undertone af bekendthed, som Shakespeares ord har for den engelske læser.
Det er i ’Titus Andronicus’, 1. akt, scene 1 man finder det engelske udtryk, som blev til »den flagrefinke«. Kejserarvingen Saturninus kalder Titus’ datter Lavinia »that changing piece«, som betyder noget i retning af »det løsagtige kvindfolk«. I 2. akt, scene 1 kalder Chiron Demetrius en »foul-spoken coward«. Hos Brunse bliver det til »feje grovkæft«.
