Når romerske kejsere kørte triumferende gennem byen for at lade sig hylde efter en krigssejr, var de klædt som guder. Men for at sikre, at de almægtige kejsere ikke mistede jordforbindelsen, stod der hele tiden en slave og hviskede ’Husk, at du skal dø’ i øret på dem.
Umiddelbart skulle man have troet, at det ikke var nødvendigt i det gamle Rom, hvor døden var allestedsnærværende. Uønskede babyer blev smidt på lossepladsen, der var masser af sult og offentlig elendighed i storbyen, og kejseren var lige vendt hjem fra en blodig krig.
I dag er det helt anderledes.
Her er døden blevet næsten fuldkommen fjernet fra det offentlige rum, i så høj grad, at mange af os først oplever den på tæt hold, når vi er fuldvoksne mennesker i 30’erne eller 40’erne.
