Om hun da ikke er bange? Først forstår Madinatu Conteh ikke mit spørgsmål. »Bange – bange for hvad?«, spørger hun.
»Ebolaen«, siger jeg. »Du kan jo ikke være sikker på, at sygdommen er helt væk, og vi ved jo, at det var jer sygeplejersker, der stod i forreste linje«.
Et kort øjeblik stopper hun op, Madinatu ser lidt irriteret og uforstående på mig. Vi har lige overstået 6 timers ventetid, taler, fest og jubelråb i anledning af, at Madinatu, 51 andre unge kvinder og en enkelt mandlig medstuderende har fået deres eksamensbeviser nede på fodboldbanen. Nu har hun travlt.
Hun skal nå det gratis måltid mad oven i købet med kylling og en soft drink, bagefter skal hun ud af den sorte kappe og den korte hvide kjole, væk med den sorte firkantede ’professorhat’ med kvast, og frem for alt skal hun ud af de højhælede sorte sko, der er alt andet end egnede til småløb i 30 graders solskin hen over det røde vestafrikanske sand. Bagefter er der fest for Madinatu, hendes 52 medstuderende og deres familier.
