Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Mads Nissen

Unge kvinder er Sierra Leones fremtid

Madinatu Conteh er 22 år og færdiguddannet sygeplejerske i Sierra Leone. Sammen med sine kollegaer skal hun ’fylde hullerne ud’ for de hundredvis af sundhedsarbejdere, der døde som de første under Vestafrikas ebolaepidemi.

Om hun da ikke er bange? Først forstår Madinatu Conteh ikke mit spørgsmål. »Bange – bange for hvad?«, spørger hun.

»Ebolaen«, siger jeg. »Du kan jo ikke være sikker på, at sygdommen er helt væk, og vi ved jo, at det var jer sygeplejersker, der stod i forreste linje«.

Et kort øjeblik stopper hun op, Madinatu ser lidt irriteret og uforstående på mig. Vi har lige overstået 6 timers ventetid, taler, fest og jubelråb i anledning af, at Madinatu, 51 andre unge kvinder og en enkelt mandlig medstuderende har fået deres eksamensbeviser nede på fodboldbanen. Nu har hun travlt.

Foto: NISSEN MADS/Mads Nissen/ info@madsnissen.com/ www.madsnissen.com

Hun skal nå det gratis måltid mad oven i købet med kylling og en soft drink, bagefter skal hun ud af den sorte kappe og den korte hvide kjole, væk med den sorte firkantede ’professorhat’ med kvast, og frem for alt skal hun ud af de højhælede sorte sko, der er alt andet end egnede til småløb i 30 graders solskin hen over det røde vestafrikanske sand. Bagefter er der fest for Madinatu, hendes 52 medstuderende og deres familier.

Foto: NISSEN MADS/Mads Nissen/ info@madsnissen.com/ www.madsnissen.com

Vi er på Masanga Hospital, bogstaveligt talt midt ude i junglen i den centrale del af Sierra Leone i Vestafrika. Gennem ti år har en lille gruppe danske frivillige fra foreningen Masanga.dk sammen med frivillige fra blandt andet Storbritannien, Norge og Holland drevet hospitalet frem fra ruinerne efter landets årelange og ufatteligt bestialske borgerkrig. I dag har hospitalet 100 sengepladser, børneafdeling, akutmodtagelse og meget mere, men frem for alt fokuserer Masanga Hospital på uddannelse til sundhedsvæsnet.

Herfra er der omkring 7.600 kilometer til Bella Center i København, hvor tusindvis af kvinder med kronprinsesse Mary i spidsen for et væld af kvindelige honoratiores i de næste dage skal diskutere og lægge planer for verdens kvinder på den store Women Deliver-konference. Egentlig en ligegyldig konstatering, den slags eksotiske konferencer skal de 53 nyklækkede sygeplejersker i junglen nok ikke regne med nogensinde selv at opleve.

Til gengæld bliver Madinatu Conteh blandt de forreste til – helt bogstaveligt – at arbejde for en realisering af slagord og talestrømme fra Bella Center.

Det handler om kvinders ret til ikke at dø i barselsseng, deres ret til at se børnene vokse op, gå i skole, blive uddannet og for døtrenes vedkommende levere den ’kvindekraft’ videre, der skal til for at drive verden frem mod et bedre sted.

Foto: NISSEN MADS/Mads Nissen/ info@madsnissen.com/ www.madsnissen.com

Alt det kan Madinatu ikke tage stilling her og nu i pausen under et par skyggefulde træer. Men mit spørgsmål om faren for selv som sygeplejerske at blive smittet med ebola – eller noget andet ondskabsfuldt – får hende til at standse op et øjeblik.

Et bredt grin glider væk fra ansigtet, der mirakuløst ikke er opløst af sved.

Foto: NISSEN MADS/Mads Nissen/ info@madsnissen.com/ www.madsnissen.com

»En af mine veninder døde af ebola, hun var assistent på militærhospitalet inde i Freetown, og her i Masanga måtte vi afbryde uddannelsen næsten et helt år, fordi det var for farligt at sende os rundt i praktik på hospitalerne. Men ebolaen kunne ikke stoppe

mig, jeg brugte ventetiden på at studere og forberede mig endnu mere«.

Så skal hun videre – videre for pokker! I dag sker der jo så meget her, forklarer hun og valser i stiletterne op ad stien mod kantinen.

Ebola slog sundhedsvæsnet ned

Den nyuddannede flok sygeplejersker i Masanga er tiltrængt nyt blod til sundhedspersonalet i Sierra Leone. Sammen med nabolandene Liberia og Guinea blev det ludfattige og notorisk underudviklede Sierra Leone i 2014 og frem til sommeren 2015 hjemsøgt af den hidtil største og mest dødbringende ebolaepidemi, som verden har set. Overalt var det sundhedsarbejderne, der tog de største tab.

Foto: NISSEN MADS/Mads Nissen/ info@madsnissen.com/ www.madsnissen.com

Med en vis usikkerhed er det vurderingen fra verdenssundhedsorganisationen WHO, Verdensbanken og andre aktører, at mindst 307 sundhedsarbejdere i Sierra Leone fik ebola under epidemien, 221 af dem døde, hver 13. sygeplejerske i landet overlevede ikke epidemien. I Liberia og Guinea tegner der sig et tilsvarende billede.

Det var især ’frontpersonalet’, læger, sygehjælpere og sygeplejersker, der blev smittet, i de første mange måneder havde de bogstaveligt talt ikke en chance. Der gik et halvt år, før man i hele systemet var klar over, at det var ebola, der forårsagede de dødbringende blødninger fra alle kropsåbninger, og der gik yderligere måneder, før personalet havde udstyr og basal viden om håndtering af de smittede.

Sierra Leone befandt sig i forvejen i bunden af alle statistikker om sygdom og sundhed – fra børne- og mødredødelighed over sundhedsudgifter til antallet af uddannet sundhedspersonale. Omregnet til danske forhold kan man få et begreb om katastrofens omfang. Hvis syv procent af Danmarks sygeplejersker dør af en epidemi, vil det svare til 4.200 sygeplejersker. Sådan en åreladning kan intet land komme helskindet igennem. Verdensbanken har anslået, at 4.000 kvinder årligt vil dø i barselsseng på grund af personalemangel.

Foto: NISSEN MADS/Mads Nissen/ info@madsnissen.com/ www.madsnissen.com

I Sierra Leone vil mødredødeligheden stige med 77 procent, og så er vi tilbage ved Masanga, Madinatu og den langstrakte fest på fodboldbanen mellem hospitalet og floden, hvor junglen starter ovre på den anden side.

En tynd hvid mand

Beskyttet mod solen af et improviseret tag af palmeblade sad et par hundrede tilskuere, og på det fine podie pyntet med balloner i de nationale farver, grøn, hvid og blå, sad striben af særligt indbudte gæster. I løbet af de seks timer skiftedes stort set alle til at tage sig en lille lur overvældet af varmen, mens den ene takketale afløste den anden.

Ebolaepidemien og de nyuddannedes pligt til at gøre alt for at undgå gentagelser går igen i talerne. »Vi har så meget brug for jer, vi skal forberede os på udfordringerne. Idag kender vi tallet på vores døde, I forventes at gøre jeres bedste med både energi og indflydelse. Vi skal reducere mødre- og børnedødeligheden, vores land taber alt, alt for mange gravide og fødende, det er et slag i vore ansigter, og det skal I ændre«, indskærpede den kvindelige departementschef fra sundhedsministeriet.

Så kommer turen til en tynd, bleg hvid mand i jakkesæt, slips og sort akademisk kappe. Med entusiasmen intakt trods ventetiden må speciallæge i kirurgi, Peter Bo Jørgensen fra Tåstrup ved København, ned fra podiet og ud på fodboldbanen. På langsiden vågner de lokale høvdinge op.

»Det her er mit livs vigtigste tale. For ti år siden var der ikke mange, der troede, at vi en dag kunne stå her, men vi har bevæget os fra ingenting og hertil«, begynder manden, der har gjort genrejsningen af Masanga Hospital til noget, de fleste vil kalde ’et livsværk’. Nu sidder det første hold af Masangas ’egne’ sygeplejersker og lytter.

»Jeres uddannelse giver jer mulighed for at ændre dette land, I bliver ’front runners’ i sundhedssystemet, og med tiden vil I uddanne jer mere. Vi skal alle bruge hoved, hjerte og hænder. Så elsker vi, så betyder vi noget, og så redder vi liv«.

Den danske læge bevæger sig med gestikulerende arme og ben rundt på den støvede fodboldbane. Om få år skal Masanga Hospital med de i alt 225 studerende kunne stå på egne ben. Uddannelsen af sygeplejersker og opkvalificeringen af de såkaldte Community Health Officers, så de kan udføre mindre, men livreddende operationer, er hjørnestenen i Masangas sundhedsuddannelser, men i løbet af i år er det planen, at landets første fysioterapeutskole også skal starte her.

Ebolaen kunne ikke stoppe mig

Undervejs i talerne skifter koncentrationen hos Madinatu og de andre. Fremme ved uddelingen af særlig hæder til de bedste studerende stiger uroen og den livlige snak blandt de unge. Jubelråb, kindkys og spontan sang hilser hver enkelt af de hædrede.

Også Madinatu får et særligt trofæ oven i beviset på, at hun nu er ’Community Health Nurse’.

»Fra jeg var tre år, har jeg villet være sygeplejerske, men det var ikke sket uden min mormor og hendes søster. Det er dem, der har betalt min uddannelse, de har rejst de godt 10.000 kroner, det har kostet, mormor var jo selv lærer«, forklarer hun. Før hun skal videre, når Madinatu også lige at forklare, hvorfor hun ikke forsøgte at få sin uddannelse inde i hovedstaden Freetown.

»Herude er der ikke så meget, der kan forstyrre os. Det giver en bedre fordybelse og mere koncentration«.

Publiceret 17. maj 2016

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

  • 15.000 mennesker er ansat til at gennemse det indhold, som Facebook vil skåne sine brugere for – videoer af mord, henrettelser eller mishandling af børn. Men hvem er de mennesker, der hver dag renser ud i internettets allermørkeste sider? Politiken har fulgt to af dem. ​

Forsiden

Annonce