Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: JUST LARS

Menstruationsblod skal ud af trusserne og ind i samtalen

En ny bog om menstruation vil gøre op med den skam, der i årtusinder har klæbet til menstruation. Den skam, der får kvinder til at gemme et bind som var det narko, når de går gennem kontorlandskabet - og som grundlæggende handler om, at kvinder er forkerte i forhold til mænd. De to forfattere er en del af en international bevægelse af menstruationsaktivister, der vil sætte blodet fri for skam og skyld.

Sine Cecilie Laub bruger ikke bind eller tamponer, når hun har menstruation. I stedet lader hun blodet flyde frit ned i underbukserne, som hun skifter mange gange om dagen. Friblødning eller free bleeding kalder man det.

Det vidste jeg faktisk godt, før jeg mødtes med hende og Maja Nyvang, der sammen har skrevet den nye bog om menstruation, ’Gennemblødt’, som udkommer i dag. For en af mine kvindelige facebookvenner, der umiddelbart virker ret åbensindet, linkede til et interview med Sine Cecilie Laub om netop friblødning – med en kommentar om, at her var hendes grænse simpelthen nået. Og hun var langtfra alene.

’Det lyder herreklamt’ fik således 70 procent af stemmerne, da avisen, som havde bragt interviewet, Metroxpress, spurgte deres læsere, hvad de syntes om tanken.

»Der var en, der skrev, at man ligesom heller ikke går rundt og »free skider«. En anden skrev, at det var ulækkert, at jeg gik rundt og plettede i offentlige møbler, og hvem ville sidde der, hvor jeg havde siddet?«, fortæller Sine Cecilie Laub.

Sine Cecilie Laub og Maja Nyvang vil i en ny bog om menstruation, gøre op med den skam, der i årtusinder har klæbet til menstruation. Den skam, der får kvinder til at gemme et bind som narko, når de går gennem kontorlandskabet – og som grundlæggende handler om, at kvinder er forkerte i forhold til mænd. Kilde: Politiken / Johannes Skov Andersen og Peter Vintergaard

Den sidste kommentar er nærmest gammeltestamentlig. For i Bibelen står der, at en blødende kvinde er uren i syv dage, og at alle, der rører ved hende, er urene indtil aften – plus at alt, hvad hun sidder eller ligger på, er urent. Så reaktionerne er slet ikke så mærkelige, hvis man tænker på, at vores forhold til menstruation hviler på 2.000 års kulturkristen historie, som gennem tiden har sat begrænsninger for, hvad kvinder må og ikke må, fordi de bløder, siger Sine Cecilie Laub.

»Jeg er også blevet gjort grin med. Til en fest for nylig spurgte en feminist, om jeg ikke lige kom og free bleedede lidt på Folkemødet. Men altså, jeg er jo ikke en friblødende præmiegris«.

Menstruationsblod bliver gemt så meget væk, at mange kvinder aldrig har set deres eget

Hun og Maja Nyvang mener, at det viser, hvor lidt menstruation fylder i den offentlige samtale, når de bliver mødt med afsky og væmmelse, fordi de bringer blodet ind i sproget.

»I virkeligheden er det absurd, at man kan komme på forsiden af en stor avis ved at fortælle, at man bløder ned i en bomuldstrusse i stedet for ned i noget kemisk afbleget lort fra industrien, som udtørrer slimhinderne. Det burde der ikke være noget odiøst i«, siger Sine Cecilie Laub.

»I iveren efter at udvikle bind og tamponer, der opsuger alt, har mange producenter brugt kemikalier, der kan gøre os syge«, skriver forfatterne i deres bog, hvor de også gennemgår historikken for tamponsyge, TSS, der tog livet af mange kvinder især i 1980’erne.

Det handler om usynlighed

Vi sidder i Sine Cecilie Laubs lejlighed i en baggård i det indre København for at tale om ’Gennemblødt’, der begyndte som et speciale og er endt som en letlæselig populærvidenskabelig overflyvning af menstruation som historisk, kulturelt og politisk fænomen. Jeg har selv menstruation på tredjedagen, hvilket jeg skynder mig at sige for ikke at tage den skam på mig, som ifølge forfatterne blander sig med frygt og myter i vores tilgang til blodet. I bogen stiller forfatterne spørgsmålet: »Hvorfor er netop dét blod, der hverken er tegn på fare eller død, i årtusinder blevet fremstillet som en mystisk, guddommelig, overnaturlig og farlig væske?«.

Foto: DUEDAHL METTE

Menstruation skal aldrig være noget, vi skammer os over, mener de to forfattere, for skammen over menstruation er skammen over at være kvinde, det er skammen over ikke at være mand. Og dermed er deres projekt også ligestillingens. I bogen citerer de kønsforsker Bente Rosenbeck for, at der findes meget lidt viden om, hvordan kvinder historisk har håndteret deres menstruation. Tabuet har været så stort, at det er blevet udeladt af historiefortællingen. Men man ved, at de kvinder, der tidligere skulle vaske deres genbrugelige bind, syntes, det var pinligt, når de hang til tørre.

På bordet mellem kaffekopper og druer ligger en lille gennemsigtig gummidims. Det er en såkaldt menstruationskop, som opsamler blodet i skeden, og sådan en bruger Maja Nyvang, når hun har menstruation.

En menstruationskop kan bruges i årevis og er dermed et – i stigende grad populært – angreb på industriens kæmpeforretning baseret på engangsprodukter til menstruation.

Vi har talt med flere kvinder i tyverne, som næsten ikke har menstruation mere

»Indtil jeg begyndte at bruge koppen, havde jeg aldrig set mit blod. Det har altid været suget ned i et bind eller op i en tampon. Menstruationsblod bliver gemt så meget væk, at mange kvinder aldrig har set deres eget. Jeg fik faktisk et chok, da jeg første gang hældte det ud og så, hvor tyktflydende det var. Og hvilken farve det havde«, siger Maja Nyvang.

Hvis man skal bruge ét ord om samfundets måde at håndtere menstruation på, er det usynlighed, mener forfatterne.

»Det er det, det hele handler om«, siger Sine Cecilie Laub, »hvis man ikke kan se menstruationen, mærke den, lugte den, så kan kvinder gå på arbejde og gøre lige, hvad de vil. Men dermed siger man også, at kvinder ikke kan gøre de ting på lige fod med manden, hvis det er tydeligt, at de har menstruation«.

Usynligheden dækker alt fra kvinden, der gemmer sit bind i ærmet, som var det narko, når hun går igennem arbejdspladsens kontorlandskab, til selve pakken med bindet i, der er designet til at være lydløs, så ingen kan høre det pinlige ritsj, når en kvinde pakker sit bind ud på et offentligt toilet – og til de parfumer, der skal kamuflere lugten af blod i bind.

De to forfattere har undersøgt reklamer helt tilbage fra begyndelsen af 1900-tallet, hvor engangsartikler til menstruation kom på markedet, og hvor menstruation blev omtalt som ’kvindens handikap’. En amerikansk producent fremstillede i 1920’erne kuponer, som kvinder kunne stikke over disken til apotekeren, så de ikke behøvede at sige højt, hvad de var kommet efter. Det var her, de fandt ud af, at stort set ingen reklamer bruger ordet menstruation eller viser blod.

Reklamerne taler udenom med kodesprog, som »gør dine minusdage til plusdage«, og blodet har været erstattet af blå væske.

Forfatterne har også mødt skammen i deres research, hvor de har bedt en række kvinder fortælle om oplevelser med menstruation. Som 86-årige Jytte, der i bogen er citeret for at sige: »Menstruation! Det var ikke noget, vi talte om, overhovedet!«. Eller som 28-årige Frederikke, der fortæller om sin ekskærestes afsky: »Den sidder stadig i mig, her mere end 10 år senere. At sex, mens jeg har menstruation, er klamt og ikke noget, jeg kan tillade mig at byde en mand. Det er på trods af, at jeg ofte er ret liderlig, når jeg har min menstruation«.

Menstruationsaktivisme

I bogen oplister forfatterne fire grunde til at have sex under menstruation, og en af dem er netop, at mange har mere lyst, en position, jeg tilslutter mig ved bordet. Fordi jeg jo ikke skammer mig. Forfatterne oplyser også om en såkaldt ’bloody mary’ – at give eller modtage oralsex under menstruation, så man får et »mælkeskæg, bare med blod« – som et alternativ til en såkaldt ’pearl necklace’, som er, hvis en mand sprøjter sæd på sin sexpartner under akten.

Selv om tabuet er så massivt til stede i samfundet, er der tegn på opbrud.

»Der er jo en kæmpe menstruationsbevægelse i gang«, som Sine Cecilie Laub siger og ser lidt spørgende på mig.

Og det burde jeg vide?

»Ja, det håber vi da, at du har helt styr på«, siger Maja Nyvang og griner. Det gør de begge to. Og de ser sig selv som en del af bevægelsen.

Menstruationsaktivisterne vil sætte blodet fri gennem kunst, tekst og aktioner.

Som den amerikanske trommeslager Kiran Gandhi, som sidste år nåede målstregen ved London Marathon med en stor blodplet uden på sine løbetights – hun har lige været i København for at tale om menstruation på konferencen Women Deliver. Eller den canadiske aktivist Rupi Kaur; hun lagde i 2015 et billede af sig selv på Instagram, hvor hun lå på siden med en stor blodplet på sine bukser, blev censureret af det sociale medie og endte med at takke dem for at opføre sig på præcis den måde, hendes foto havde til hensigt at kritisere. Aktionen blev dækket af BBC, New York Times, The Guardian og Washington Post. Eller som de fem kvinder i den spanske performancegruppe Sangre Menstrual, der i 2014 gik på gaden i Madrid med hvide bukser på, der var plettet af blod mellem benene. Kun en af dem havde faktisk menstruation.

Til en fest for nylig spurgte en feminist, om jeg ikke lige kom og free bleedede lidt på Folkemødet. Men altså, jeg er jo ikke en friblødende præmiegris«

»Hun har så simpelthen delt ud«, som Maja Nyvang siger.

Der er også kunstneren Casy Jenkins, der i sin performance ’Vaginal Knitting’ fra 2013 strikkede sin menstruationscyklus. Garnnøglet havde hun placeret i skeden, og strikketøjet skiftede farve, i forhold til hvor hun var i sin cyklus. Og der er folk, der syr eller strikker genbrugelige menstruationsbind i flere størrelser og sjove farver, som de lægger på nettet til inspiration eller til salg. Den del af bevægelsen har ofte et miljøbudskab også.

Og så er der mindre firmaer, som forsøger at udfordre storindustriens produkter, der efter Laub og Nyvangs mening har udviklet sig »latterligt lidt« de seneste 100 år. Menstruationskoppen er et eksempel. Det amerikanske firma Thinx, som fremstiller menstruationstrusser, man kan bløde direkte i, er et andet. Og HelloFlo bruger vendingen ’menstruation demonstration’ i en reklamefilm, hvormed de bryder traditionen for at trippe uden om ordet menstruation i salgssproget.

I disse måneder kører der en debat i medierne, efter at flere fremtrædende gynækologer har sagt, at kvinder ikke behøver have menstruation hver måned, men kan spise p-piller, så blødningen kun er der tre-fire gange om året. Sine Cecilie Laub og Maja Nyvang har med interesse fulgt debatten.

»Vi har talt med flere kvinder i 20’erne, som næsten ikke har menstruation mere. For dem er menstruation forsvundet som et issue ved deres krop«, siger Maja Nyvang.

Og hvad så, hvis det kun var mænd, der menstruerede, altså hvis det var den eneste ændring i forhold til samfundet, som det ser ud i dag? Ja, så havde meget været anderledes, mener de to kvinder.

»Så havde vi jo set meget mere blod i det offentlige rum, for når mænd har det meste af magten, har de også magten til at definere dens symboler«, siger Sine Cecilie Laub.

Maja Nyvang er enig:

»Der havde været blod ud over det hele. Det havde været den der: »Se lige, hvad jeg kan«.

Bogen 'Gennemblødt' udkommer på forlaget People’sPress i dag, 24. maj 2016.

Publiceret 23. maj 2016, klokken 21.00

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce