»Man ser heraf, at vi aldrig erkender, hvordan vor tilstand virkelig er, før den belyses af sin modsætning, og man ser også, at vi ikke forstår at værdsætte de goder, vi har, før de tages fra os«.
Vi lærer alle som børn, at man skal klare sig selv. Det er godt at være selvstændig og tage initiativ, og vi hylder den, der rejser ud og realiserer sig selv. Hvis det er vores idealer, er Robinson Crusoe stadig vor tids helt.
Ingen misunder livet ham på den øde ø. Men de fleste beundrer ham. I disse dage har animationsfilmen ’Robinson Crusoe’ premiere – endnu en fortolkning af den mand, hvis skæbne er blevet en arketypisk fortælling i den vestlige kultur.
Oprindeligt er Robinson Crusoe hovedperson i en bog af Daniel Defoe fra 1719, som er blevet kaldt den første engelske roman. Han bryder op fra sit middelklassehjem i England og rejser ud i verden. I Afrika bliver han taget til fange af de vilde, men slipper fri og vender tilbage til England. Crusoe drives igen af en uforklarlig, uimodståelig længsel ud på verdenshavene på en rejse, som fører ham til Brasilien. Her opbygger han en plantage og sejler til Afrika for at hente slaver. Skibet kæntrer, og alle andre end Crusoe drukner. Han redder sig i land på en øde ø.
