Det siges, at Junigrundloven blev givet af kongen, Frederik VII, der underskrev loven 5. juni 1849. Men det er mere rigtigt, at den blev taget af folket, nærmere bestemt af den oplyste klasse af især nationalliberale københavnske borgere, der var stærkt inspireret og opildnet af den frihedsbevægelse, der strømmede gennem Europa.
For grundlovens fædre handlede det ikke så meget om demokrati og knap nok om folkestyre. Det var et fåtal, der fik stemmeret, og store grupper var helt udelukkede fra at stemme, blandt andre kvinder, unge og de socialt dårligst stillede. Valgret til Folketinget havde kun uberygtede mænd, der var fyldt 30 og havde egen husstand.
Det var først og fremmest friheden, det gjaldt, og målt med frihedens alen var Junigrundloven liberal, faktisk en af de mest liberale i Europa. Det er den stadig, for noget af det særegne i Danmark er, at store dele af Junigrundloven fra 1849 har overlevet mere eller mindre intakt hele vejen til den seneste grundlovsrevision i 1953. Når vi i dag diskuterer, hvor snævre grænser politikerne kan sætte for ytringsfriheden, er det Junigrundlovens bestemmelser, vi fortolker – og dens grænser, et politisk flertal vil »udfordre«.
Frihedsrettighederne gjaldt ikke kun ytringsfriheden. Grundloven knæsatte også religions-, trykke-, forenings- og forsamlingsfrihed, grundlovsforhør samt boligens og ejendomsrettens ukrænkelighed, sammen med almindelig værnepligt, retten til offentlig forsørgelse og fri skolegang for ubemidlede.
