Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
 Sigrid Nygaard og Klavs Bo Christensen
Foto: Sigrid Nygaard og Klavs Bo Christensen

Fotomontage: Ole Gravesen. Foto: Sigrid Nygaard og Klavs Bo Christensen

Jensen eller Gade - det strengt forbudte spørgsmål i Venstre

Ingen taler højt om det, men under radaren er Venstres ledende kræfter i fuld gang med overvejelser om arvefølgen efter Lars Løkke Rasmussen. For statsministeren er debatten uønsket. Men han kan ikke kvæle spekulationerne om, hvem der skal opstilles i et kampvalg mod næstformand Kristian Jensen, når tiden kommer.

Blandt politiske journalister har Søren Gades evne til at koreografere sine tv-optrædener ofte været et yndet samtaleemne. Når der skal afleveres et budskab for rullende kamera, beder han ofte om lidt tid til at bevæge sig ind på sit kontor, hvor han ifører sig et afslappet halstørklæde og en jakke til at hænge over skulderen. Måske for at tage sig lidt tilfældig og afslappet ud. Måske skal det virke, som om han blev passet op på gangen og ikke rigtig kunne undgå at svare.

En alternativ variant af det koreografiske fænomen kom til udtryk midt på dagen 15. marts, hvor Venstres gruppeformand med ganske få ord tilførte benzin til et mindre bål af en giftig arvefølgedebat, som ikke just var ønsket af statsministeren. To dage forinden havde Venstres næstformand, udenrigsminister Kristian Jensen, været hovedkilde til en af årets mest omdiskuterede politiske artikler, da han i Jyllands-Posten erklærede sig parat til et kampvalg om formandsposten og samtidig fik sagt, at hans mål var en dag »at træde op på den øverste skammel« i partiet.

På den måde åbnede Jensen en debat om en kommende kamp om magten i partiet efter Lars Løkke Rasmussen, som har været lagt under et tykt lagt is siden Venstres Stunde Null ved det berømte hovedbestyrelsesmøde 3. juni 2014, hvor Kristian Jensen i 24. time trak sig fra det kampvalg om formandsposten, der længe lignede en realitet.

Løkke, der var forhåndsorienteret om, at historien var på vej, havde i første omgang taget det med et skuldertræk. På de indre linjer havde han udtrykt forhåbning om, at historien ikke ville sprede sig. Men i den velvoksne del af regeringen, folketingsgruppen og baglandet, som ikke er Jensen-fans, var irritationen til at tage at føle på.

Alle, der betyder noget, havde dog holdt tand for tunge. Indtil Søren Gade, Løkkes våbenbroder i formandsopgørets afgørende timer, trådte frem på TV 2 News med en bemærkning om, at Jensens bemærkning var »træls, sagt på jysk«. Han konstaterede med en vis beklagelse, at debatten om ledelsen efter Løkkes afgang var brudt ud igen, og tilføjede, at bemærkninger af den karakter gav anledning til mange spørgsmål.

»Det er vel derfor, du stopper mig lige nu«, bemærkede Søren Gade.

Til gengæld fortalte han ikke, at han på forhånd havde tippet TV 2 News og andre elektroniske medier om, at der ville være mulighed for en kort kommentar om Jensen-meldingen på bemeldte tidspunkt, mens han var på vej til Statsministeriet. Vel at mærke i en situation, hvor signalerne ned gennem systemerne i Venstres geledder var at holde sig helt ude af denne debat.

Med Jensens og Gades kommentarer var der åbnet et vindue på klem til offentligheden om en diskussion, der ellers kun føres bag nedrullede gardiner i Venstre. Da også finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) meldte sig med kritik, var der brændstof til en uges vurderinger i kommentatorkøbing.

På partiets indre linjer blev der samtidig lukket op for sluserne til spekulation om arvefølgen, som partiet ellers har haft held til at sætte på pause.

Fløjenes udlægning af Gades beslutning om at holde debatten i live forklarer en del om fronterne i Venstres forbudte arvefølgedebat. En debat, som Lars Løkke Rasmussen ikke er en del af, og hvor Kristian Jensen ser ud til skulle fægte med en modkandidat.

Trist, vildt, pisseirriterende ...

Politiken har gennem en måned talt med en række medlemmer af regeringen, Venstres folketingsgruppe og personer i den blå blok. Kristian Jensens støtter bruger ord som »voldsomt«, »trist« og »vildt« om den måde, som hans modstandere udnyttede hans faux pas på.

På den del af ministerholdet, der ikke just ser Kristian Jensen som Lars Løkke Rasmussens naturlige afløser, siger man omvendt, at det var nødvendigt at få sendt et utvetydigt signal til udenrigsministeren om, at bægeret var ved at være fyldt. På ministerholdet tales om, at Jensen generelt har vist, at han mangler politisk boldøje, og at han gennem længere tid har været hovedmistænkt som bagmand bag de lækager, der i vinter sivede fra møder i regeringens koordinationsudvalg. I den aktuelle situation var det en skærpende omstændighed, at Jensen-meldingen rent faktisk blev afleveret til Jyllands-Posten, et par uger før den blev offentliggjort. Nemlig nogenlunde samtidig med den eskalerende regeringskrise, der tvang Eva Kjer Hansen væk fra posten som miljø- og fødevareminister.

Af alle disse grunde blev det anset for nødvendigt at få sagt fra over for Jensens flashing af egne ambitioner, så det kunne høres, lyder udlægningen fra den fløj i partiet, der klappede i hænderne over Gades irettesættelse.

Omvendt svarer folk på Jensen-fløjen igen med, at »kamphundene« – læs Søren Gade, erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen og energiminister Lars Christian Lilleholt – åbenbart havde behov for at vise tænder. Ord som »pisseirriterende« følger lige efter. Ligesom det betegnes som »stærkt hæmmende« for parti og regering, at regeringsmedlemmer, som de mener selv har stået bag lækager, bagefter udnytter dem til at beskylde andre for at have begået dem.

Debatten viser, at arvefølgestriden lurer lige under overfladen i den smalle etpartiregering, hvis interne spændinger ellers har virket overskuelige sammenlignet med regeringsepoken under socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt. Det viser også, at der sideløbende med regeringsarbejdet føres en positioneringskamp om magten efter Lars Løkke Rasmussen – hvor gerne han end ville være den foruden.

Med slet skjult sarkasme taler mange om, at Gade »sikkert befinder sig på et gods i Jylland med høj-adelen« til jagtselskab

Men det hører med i billedet, at formandsspørgsmålet langtfra diskuteres dagligt. Og at det ikke synes at have nævneværdig indvirkning på regeringens eller Venstres politik.

Der er, som en række kilder påpeger, masser af eksempler på, at Venstre-politikere, ligesom de altid har gjort i dagligdagen, grupperer sig tematisk på kryds og tværs af foretrukne formandskandidater, når der opstår uenighed om linjen i et følsomt spørgsmål. Uenighederne er betinget af den enkeltes syn på det politiske indhold og er sjældent defineret ud fra tilhørsforhold til en kaffeklub, som det som regel er tilfældet i Socialdemokratiet.

Eksempelvis danner en klassisk Løkke-støtte som udlændingeminister Inger Støjberg i værdipolitiske debatter ofte fælles front med Jensen-støtter som Michael Aastrup Jensen og Louise Schack Elholm. Senest i debatten om kriminalisering af undergravende ytringer.

Ikke mindst i den sidste tid, hvor ministre og folketingsmedlemmer hen imod Folketingets afslutningsdebat har været travlt beskæftiget med at lande snesevis af små og store aftaler og håndtere alt det, der skal klares inden Folketingets sommerferie, har formandsdiskussionen været lukket ned.

Men forløbet mellem Jensen og Gade viste, at den kan dukke op når som helst, og man har i samme periode ikke skullet spørge ret længe på Venstres finere kontorer, før der danner sig vidt forskellige bud på, hvem der i dag og i fremtiden antages at være bedst egnet til at tage over. Og hvem der bestemt ikke er.

Den mest oplagte modkandidat

Argumentationen begynder typisk med en række velbegrundede forbehold: At debatten ikke er presserende, da Løkke ikke er på vej ud. At spørgsmålet fylder mere i pressen end hos politikerne. At den borgerlige blok trods elendige Venstre-målinger stadig har chance for at vinde næste valg. At svaret i sagens natur afhænger af, om Løkkes afgang ligger et, fire eller syv år fremme i tiden.

De fleste er dog enige om, at stafetten vil gå videre til Kristian Jensen, hvis Lars Løkke Rasmussen i næste uge ender sine dage med at få den berømte tagsten i hovedet.

Men skulle Lars Løkke Rasmussen vælge at forlade sin post inden for overskuelig fremtid, regnes Søren Gade lige nu for at være det oplagte bud på en modkandidat til Kristian Jensen. Under alle omstændigheder er der enighed om, at Jensen ikke får posten uden kamp. Officielt har Søren Gade med varierende stemmeføring sagt, at han ikke har ambitioner om at blive formand. Bredt i Venstre er det en klar antagelse, at Søren Gade arbejder aktivt på at sikre opbakning i baglandet til et kommende formandskandidatur. Hans tætteste allierede er stærke Venstre-kræfter som erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen og energiminister Lars Christian Lilleholt.

I meningsmålinger ligger Gade permanent et godt stykke foran konkurrenterne. Han regnes af sine støtter for at indeholde den blanding af karisma, gode stemmetal, bred vælgerappel og opbakning i Venstres afgørende jyske bagland, der tilsammen leverer en formandskandidat med potentiale til at kunne slå Kristian Jensen af pinden i et kampvalg.

Med sin beskedne sympati for tanken om Kristian Jensen som fremtidig formand regnes Inger Støjberg til gengæld som afgørende i en rolle som mulig kongemager og næstformandskandidat

Den tidligere forsvarsminister regnes samtidig for at råde over en betydeligt bredere opbakning i den folketingsgruppe, han præsiderer over, end Jensen.

Faktisk regnes Jensens opbakning i Gades lejr for at være så svag, at han også vil kunne vippes af pinden, selv om Lars Løkke Rasmussen i forbindelse med sin afgang skulle vælge at følge traditionen fra forgængerne Uffe Ellemann-Jensen og Anders Fogh Rasmussen og pege på næstformanden som sin foretrukne afløser.

Løkke har af gode grunde aldrig ytret sig om det spørgsmål. Et oplagt motiv for ham vil være at aflevere et parti med den ro og kontinuitet, som bortset fra partikrisen for to år siden har præget Venstres øverste geledder i årtier.

Centrale kilder peger imidlertid på, at Løkke ikke skal regne med at få sin vilje i den situation. Der vil, lyder det fra kilder, blive tegnet et billede af, at Løkke ved den manøvre blot betaler sidste rate af gælden til Kristian Jensen fra den hemmelige aftale i kælderen under Odense Congress Center, hvor formandsstriden blev landet i en sen nattetime. Der vil blive sat spørgsmålstegn ved rimeligheden i, at Venstres delegerede skal rette sig efter en handel indgået mellem to personer i en helt anden virkelighed.

Kritikken af Gade

Der findes imidlertid også kritikere af Søren Gade med pondus langt uden for Kristian Jensens kreds.

Mange taler med forundring om hans hyppige fravær i den folketingsgruppe, han lige nu har som hovedfunktion at lede. Med slet skjult sarkasme taler mange om, at Gade »sikkert befinder sig på et gods i Jylland med højadelen« til jagtselskab. Og at han har lidt travlt med at »lege formand«.

På ministerholdet undrer flere sig over Gades ofte meget firkantet og sort-hvidt formulerede kritik af regeringens politik uden den fornødne forståelse for de nuancer, der er nødvendige for at få hente et kompromis i land. Endelig er der forundring over, at Søren Gade med jævne mellemrum på gruppemøder havner i diskussion med Løkke, som han ellers har direkte adgang til via sine faste tirsdagsmøder med statsministeren. For regeringspartier er det et klassisk sammenstød mellem gruppens og regeringens interesser.

Ifølge centrale kilder er der imidlertid for mange eksempler på manglende tilstedeværelse i de forberedende mødeseancer med partiets øverste ledelse, hvor linjen bliver lagt og frø bliver sået, til at kunne præge de politiske processer og følge dem til dørs i folketingsgruppen.

Da Søren Gade forlod direktørposten i Landbrug & Fødevarer i utide i 2014, var Løkke lynhurtigt ude med skamros til Gades politiske kvaliteter på et tidspunkt, hvor han ikke var vendt tilbage til politik. Gade blev en væsentlig brik i Venstres valgsejr i fjor, hvor han med næsten 29.000 personlige stemmer støvsugede det marked af borgerlige stemmer, som den konservative eksformand Lene Espersen havde efterladt i Nordjylland efter sit farvel til politik. Han fik næstflest stemmer af alle Venstre-kandidater. Efter at have takket nej til en ministerpost bad han selv om at blive gruppeformand.

Søren Gade rejser meget rundt i landet og har foråret igennem turneret rundt til foreløbig 11 stort anlagte »politisk trio på turné«-møder. Sammen med politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen og partisekretær Claus Richter har han tegnet og fortalt om Venstres politik og forsøgt at involvere baglandet i den 2025-plan, som regeringen bakser med i et forsøg på at skabe en langsigtet vision for Danmark.

Kristian Jensen må leve med, at folk, der i øvrigt er ham venligt stemt, taler om en mangel på både karisma og naturlig udstråling som leder

Hvor Søren Gades støtter føler sig overbevist om, at den tidligere forsvarsminister besidder den fornødne popularitet til en dag at kunne vinde de delegeredes gunst, er spådommen i kredsen omkring Kristian Jensen modsat.

Det bemærkes, at et sådant formandsopgør vil forme sig som et udskilningsløb, hvor det vil blive udstillet, at Gade ikke kun er det bredtfavnende politiske »krammedyr«, som i sin tid gav ham stor popularitet i rollen som forsvarsminister. De opfarende, letantændelige sider, han også indeholder, vil i en sådan formandsvalgkamp blive udstillet. Det samme gælder Gade-karrierens jobskift frem og tilbage i politik.

Støjberg som mulig kongemager

Søren Gade er samtidig ikke det eneste bud på et alternativ til Kristian Jensen. Det er ikke bare i like-tal på Facebook og i mediernes målinger over ministres gennemslagskraft, at udlændingeminister Inger Støjberg kan bryste sig af tårnhøj popularitet. Hendes retorisk slagkraftige stil giver sig også udslag i Venstres interne målinger. Bortset fra en tvetydig kommentar omkring nytår om, at hun lige »nu« ikke kan se sig selv som formandskandidat, holder hun kortene tæt til kroppen.

I partiet vurderes Inger Støjberg – sin popularitet til trods – til at være for ensporet i sin interesse for værdi- og udlændingepolitik. Hun er samtidig en politikertype, som deler vandene i stedet for at samle. I Venstre er der for tiden langtfra blot tale om små lommer, som mener, at partiets tilgang til flygtningedebatten ikke længere flugter med partiparolen om, at Danmark skal være åbent for dem, »der kan og vil«. Det blev i foråret bemærket, at Lars Løkke Rasmussen talte med særdeles store bogstaver over for udlændingestrammeren Louise Schack Elholm. Han tog stilling til fordel for flygtninge i en debat om, hvorvidt kommuner skal kunne dispensere fra reglerne om at indhente kriminalitetsattester hos politiet, når flygtninge skal ansættes i daginstitutioner.

Med sin beskedne sympati for tanken om Kristian Jensen som fremtidig formand regnes Inger Støjberg til gengæld som afgørende i en rolle som mulig kongemager og næstformandskandidat. I det spil er det værd at lægge mærke til, at justitsminister Søren Pind, som indtil videre har haltet langt efter Gade, Jensen og Støjberg i målinger af formandskandidater, har en nær relation til Støjberg. Hun forsyner med jævne mellemrum hans ministerkontor med hjemmebagte småkager.

I dagligdagen som minister lægger Søren Pind ofte møder ind hos Venstre-kredse rundt om i landet. En alliance mellem den nationalliberale og københavnsk valgte Søren Pind og den jyske stemmesluger Inger Støjberg kan ikke udelukkes på længere sigt. Men intet er aftalt. Justitsministerens kontaktnet i Venstres brede og jyske bagland regnes stadig for beskedent i sammenligning med Søren Gades og Kristian Jensens.

Og så er der Løkke selv

Status er først og fremmest, at Lars Løkke Rasmussen ventes at kaste sig ind i næste valgkamp med henblik på et genvalg. Hvis det lykkes for ham og den indbyrdes uenige blå blok at holde sammen og sikre et genvalg, kan der gå mange år, før et formandsskifte kommer på tale. Til den tid kan andre navne komme i spil. Der hviskes f.eks. om, at Jakob Ellemann-Jensen i rollen som politisk ordfører har vist et potentiale.

Interessen vil derfor i lang tid fremover officielt handle om alt andet end formandsspørgsmålet. I denne uge har det i partiet virket nærmest uforståeligt, at meningsmålingerne nok en gang har uddelt øretæver efter en måned, hvor statsministeren ved mange lejligheder har optrådt med stort personligt overskud – og på den internationale scene har høstet ros fra nær og fjern for sin festtale ved den meget omtalte State Dinner hos Barack Obama i Washington.

Ved den lejlighed var stemmebåndet i fin form, til gengæld har flere af hans kolleger bemærket, at statsministeren har taget en del på siden sidste års valgkamp. Og at han stadig er en person, der har tendens til at få nyt liv efter midnat, hvor det sagtens kan ske, at der bliver ringet op til ministre med jokes og vittigheder.

I ministerkredsen er det dog først og fremmest rosende karakteristikker, Løkke bliver fremhævet for. Ministre, der har oplevet ham i chefrollen både i opposition og i VK-regeringens dage, taler om, at han har grebet statsministerrollen an på en helt anderledes metodisk skarp facon end førhen. De fortæller, at han evner at bruge ministermøder, koordinationsudvalget og regeringsseminarer som effektive redskaber til at drive politik frem.

Løkke fremhæves for at arbejde stenhårdt og have læst og sat streger på snart sagt alle de de ømme punkter i de enorme papirdynger og notater, der går forbi ham. Når ministre forelægger sager i interne fora, er det en del af regeringens kollektive bevidsthed, at chefen kræver, at den politiske retning skal være synlig og skal kunne forklares. Oplæsning eller en fremlæggelse, der bærer præg af embedsmandslingo, afføder per definition opfølgende spørgsmål fra chefen, der ofte beder ministre om gå tilbage til kontoret og arbejde videre med ting, der ikke er godt nok forberedt. Hvilket af flere bliver fremhævet som »stimulerende«.

Regeringens udgangspunkt har fra begyndelsen været at agere politisk og om nødvendigt udfordre embedsværket, når der f.eks. advares om risici for at komme i karambolage med f.eks. konventioner eller EU-retten.

Under næste uges bornholmske Folkemøde vil Venstre fra partiets midlertidige hovedkvarter i Danchells Hus i Allinge festligholde, at det på lørdag er et år siden, vælgerne stemte en borgerlig regering til magten. Siden afslutningsdebatten har partiet i en annoncekampagne med et slogan om, at »vi har fået noget fra hånden«, mindet vælgerne om, at den smalle regering har leveret masser af resultater trods svære odds. Blandt meget andet dagpengeaftalen, en landbrugspakke, et kontanthjælpsloft, en gymnasiereform og en trepartsaftale. Aftaler, som alene i torsdags på én og samme dag blev suppleret af aftaler om kampfly, planlov og næste års økonomi for regionerne.

Den blå blok, hvor Liberal Alliance, de konservative, Dansk Folkeparti og Venstre på skift er kilde til gensidig frustration, har skubbet en mammutopgave foran sig til efteråret, hvor en bigbang-forhandling om 2025-plan, topskattelettelser, PSO-afgift, finanslov og forskellige reformforslag skal bindes sammen. Måske med socialdemokratisk assistance.

I toppen af Venstre er der en bevidsthed om, at den ros, der gennem året har præget partiets forretningsudvalg og hovedbestyrelse, samtidig er et vidnesbyrd om, at Venstre har stået mere for klassisk Venstre-politik end på at række hånden ud til midtervælgerne. Det skal efter planen prioriteres højere i valgperiodens år to og tre.

Om det kan lykkes at lokke flere Venstre-vælgere tilbage i folden, kan ingen vide. I krogene taler man om, at almindelige vælgere stadig spørger til de gamle sager om Løkkes forbrug af habitkøb og flyrejser på første klasse. Statsministerrollen har foreløbig ikke udvisket oppositionstidens troværdighedsproblem.

Selv om næste års kommunalvalg truer, regner alle med, at Løkke først vil gå af, hvis regeringsmagten tabes.

Først til den tid vil det være legitimt at tale offentligt om alternative formandsemner. Kristian Jensen er selvskreven som formandskandidat. Men Kristian Jensen må leve med, at folk, der i øvrigt er ham venligt stemt, taler om en mangel på både karisma og naturlig udstråling som leder.

Han kan lune sig ved, at der rapporteres om rigtig gode vibrationer mellem Jensen og Løkke Rasmussen, hvis respekt for næstformanden siges at have været stigende i regeringens første leveår.

Publiceret 11. juni 2016

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden