Lille gyldne Oscar – den største filmpris i verden – står på reolen og kigger over skulderen på den britiske filminstruktør James Marsh, mens han sidder i København og taler om
Brexit. Om, hvilke konsekvenser det kan få for ham og hans filmkollegaer, hvis Storbritannien vender EU ryggen ved afstemningen i næste uge.
Det kan godt være, at oscarstatuetten er indbegrebet af Hollywood, men den film, han fik prisen for, dokumentarfilmen ’Man on Wire’, er britiskproduceret og handler om franske Philippe Petit, der i 1974 gik på line mellem World Trade Centers to tårne.
»Jeg arbejdede i USA i næsten 15 år og kæmpede virkelig for at kunne komme til at lave den type arbejde, jeg ønskede. ’Man on Wire’ var en stor nok succes til, at jeg kunne stille spørgsmålet: Hvor skal jeg tage hen for at kapitalisere på filmens succes? Jeg kunne blive i USA og kæmpe, som jeg havde gjort de seneste 10 år, eller tage tilbage til Europa og se, om det ville være et bedre sted«, fortæller James Marsh, der sideløbende med sit oscarvindende projekt arbejdede på et amerikansk filmprojekt, som gik mindre godt.
