Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Simon Barber/© Si Barber / eyevine.

Kald mig bare Nigel

Fritænker, charlatan, populist, klovn eller folkelig fantast? Både politisk og privat er Nigel Farage en overlever. Han har mast sig gennem flystyrt, latterliggørelse og talløse smøger og bajere på vejen til at blive Storbritanniens mest kendte nejsiger. Mød manden, der tvang David Cameron til at udskrive folkeafstemning om EU 23. juni.

Lastvognenes horn tuder hilsner i vinden, da de braser forbi på motorvej A1 i det nordøstlige England. »HAHAhahaha!«, griner manden i trenchcoat.

Han vinker oppe fra toppen af den rødviolette dobbeltdækkerbus, hvor han sidder i halvgennemblødte gabardinebukser og rakker ned på det europæiske samarbejde.

»Good stuff«, mumler Nigel Farage tilfreds, nærmest som en note til sig selv, mens tagterrassen på den nødtørftigt ombyggede, over 40 år gamle bybus svajer og ryster midt i trafikken på vej mod Newcastle.

Der er intet at tage fejl af for de forbipasserende denne våde torsdag middag. »VI VIL HAVE VORES LAND TILBAGE«, står der på langs af bussen ved siden af et 3 meter højt farvefoto af politikerens høfligt fornærmede, meget britiske ansigt.

»Boris har sådan en fin rutebil«, griner Farage. Han tænker på Londons tidligere borgmester, den konservative Boris Johnson, som er nejkampagnens andet supergenkendelige ansigt.

»Men jeg gør det sådan her, for jeg kan godt lide at få opmærksomhed. Det giver en chance for at få budskabet ud. Og det virker!«.

Den 52-årige EU-modstanders ansigt er lidt krøllet. Han var småtræt i formiddags, men nu er han er i topform ved udsigten til sin drømmefolkeafstemning, der om 3 uger kan sende Storbritannien ud af unionen. Og han kan tænde for sit dørsælgersmil lige så hurtigt, som han tænder en smøg: »Kald mig bare Nigel. Ingen kalder mig mr. Farage«.

Nigel Farage skal selv være den første til at indrømme, at han er en bulderbasse. En frygtløs sandsiger, en folkets mand, mener vennerne. En ubehøvlet, hæmningsløs bralrerøv, mener fjenderne, fra premierminister David Cameron og nedefter.

Farage er ligeglad. Når man har været døden nær hele tre gange i sit liv, sådan som han har, så er der ikke tid til fine fornemmelser.

Den tidligere børsmægler har fusioneret sig selv med det budskab, han har brugt årtier på at blæse ud over De Britiske Øer og Europaparlamentets plenarsal i Strasbourg: Storbritannien skal forlade EU helt og holdent. Og ikke nok med det.

»Jeg tror, at Danmark vil følge med os ud. Hvis Storbritannien stemmer for Brexit, og hvis der så kom en folkeafstemning i Danmark, så kunne det hurtigt blive til Dexit også«, jubler han.

»Jeg synes, at hele Europa bør forlade EU. Absolutely! Absolutely! Det der flag, den der hymne, de der latterlige gamle mænd, der kalder sig selv for præsidenter. Ingen af os har nogensinde stemt for det her. Dette land er mere værd end at være en stjerne på en eller andens flag«.

En klovn i en pøl af flybrændstof

United Kingdom Independence Party (Ukip) har haft spektakulære op- og nedture i de 10 år, Nigel Farage har ledet det parti, han selv var med til at stifte i 1993 som protest mod Maastrichttraktaten.

Ved det britiske parlamentsvalg i maj 2010 var partiformandens egen nedtur så reel, at den nær kostede ham livet.

Fritænker, charlatan, populist, klovn eller folkelig fantast? Både politisk og privat er Nigel Farage en overlever. Han har mast sig gennem flystyrt, latterliggørelse og talløse smøger og bajere på vejen til at blive Storbritanniens mest kendte nejsiger. Politiken har mødt manden, der tvang David Cameron til at udskrive folkeafstemning om EU 23. juni. Kilde: Politiken / Johannes Skov Andersen og Thomas Lauritzen

Dengang blev Ukip stadig betragtet som en marginal højreorienteret udbryderbevægelse, ligefrem hånet som »klovner« af ledende konservative. David Cameron kaldte engang Ukip for »tossehoveder«. Farages reaktion var at markere valgdagen ved at klemme sig ind i et tosædet PZL-104 Wilga propelfly fremstillet af aluminium i Polen.

»Det var som at sidde i en gammel Morris Mini, alt var galt lige fra starten«, skrev han senere i en selvbiografi ved navn ’The Purple Revolution’ udgivet sidste år.

Piloten havde næppe fået maskinen i luften, før det lange lilla Ukip-banner, der skulle pryde himlen bag flyveren, viklede sig uhjælpeligt ind i haleroret. Begge mænd overlevede mirakuløst, da Wilgaen styrtede ned på en græsmark og krøllede sammen som en kugle af sølvpapir. Da Farage stavrede blodig ud af vraget med to beskadigede nakkehvirvler, brækkede kraveben og ribben samt en punkteret lunge, var hans første ord til en tilløbende assistent angiveligt: »Tænd mig lige en smøg, Duncan«.

Helt ærligt, sagde du virkelig det?

»Ja. Og han svarede: »Men du er jo helt overdænget med flybrændstof!«. Jeg tog et hiv og brækkede mig. Der var nok lidt bravado over det«.

Foto: Neil Hall

Optrinnet siger meget om Nigel Farage. Om hans selvironi og hans selviscenesættelse, endda når han er døden nær. Og så er det netop sådan her, Cameron og de andre etablerede politikere opfatter Farage: Som en charlatan, der tænder ild midt i en pøl af politisk brændstof uden at tænke over eksplosionsfaren.

Men formanden rejste sig efter styrtet, ganske som hans parti rejste sig efter det dårlige valg i 2010.

3 år senere stormede Ukip ind som nummer 3 på landsplan ved de britiske lokalvalg. »Send in the clowns«, bemærkede Farage for at udstille David Camerons hybris.

Året efter, i 2014, slog partiet alt og alle ved valget til Europaparlamentet, som sendte 24 Ukip’ere til Strasbourg. Det var første gang i over 100 år, at hverken de konservative eller socialdemokraterne i Labour vandt en valghandling i Storbritannien.

Sidste år scorede UK Independence Party mere end hver tiende stemme ved det nationale parlamentsvalg, helt uhørt for et relativt nyskabt parti. Ganske vist gav det meget specielle britiske valgsystem kun Ukip et enkelt mandat, og Nigel Farage blev ikke valgt i sin egen kreds. Men næsten 4 millioner briter stemte på hans parti, som nu er det tredjestørste i landet.

Murstenen i EU’s fundament

På motorvejen ind mod Newcastle har støvregn afløst de silende strømme, der i nattens løb gennemvædede det nordøstlige England som en våd klud. Sådan kaldte Nigel Farage i øvrigt engang EU’s tidligere præsident, Herman Van Rompuy, lige op i hans åbne ansigt under en debat i Europaparlamentet.

»Du har en karisma som en våd klud og en fremtoning som en lavtstående bankassistent«, sagde lederen af Ukip dengang i 2010, kort før sit famøse flystyrt.

Belgieren Van Rompuy, der netop var blevet udnævnt som EU’s første faste rådsformand, blev så fornærmet, at han senere slet ikke ville anerkende eksistensen af den britiske provokatør.

»Men altså, så kunne han jo trøste sig med, at han fik mere i løn end præsident Obama«, siger Nigel Farage i dag med endnu en skraldlatter. Og gør opmærksom på, at ingen stadig aner, hvem hverken Van Rompuy eller hans efterfølger som EU-præsident, polakken Donald Tusk, overhovedet er.

Netop dette er en stor del af problemet med EU, mener Farage: at de færreste i Storbritannien, Danmark eller andre lande føler sig repræsenteret af de mennesker, der leder EU-systemet.

Jeg håber i høj grad, at vi briter 23. juni vil tage vores hammer og banke den første mursten ud af fundamentet for muren. Så det hele vil falde sammen. Det ville være vidunderligt. En masse overbetalte bureaukrater, som aldrig har bidraget med noget som helst til samfundet, vil stå uden arbejde

»Jeg håber i høj grad, at vi briter 23. juni vil tage vores hammer og banke den første mursten ud af fundamentet for muren. Så det hele vil falde sammen. Det ville være vidunderligt. En masse overbetalte bureaukrater, som aldrig har bidraget med noget som helst til samfundet, vil stå uden arbejde«, siger han.

»Europa er ikke de der strukturer af glas og stål, som står i Bruxelles, Luxembourg og Strasbourg. For mig er Europa det mest fantastiske og komplekse kontinent i verden«, tilføjer Farage og påpeger, at han selv er gift med en tysker.

»Jeg elsker Europa! Du ville få svært ved at finde nogen til vores politiske møder, som ikke drikker fransk vin eller tager på ferie i Spanien. Vi er fuldstændig afslappede omkring Europa. Men vi er ikke afslappede omkring den politiske union. At tage så forskellige lande og prøve at tvinge dem sammen imod deres vilje er en massiv fejltagelse«.

Men EU har vel også gjort mange gode ting?

»Oprindelig samlede det de mange stammer i Europa, der havde bekriget hinanden. Det var naturligvis en yderst fornuftig ting at gøre. Men det er altså 60 år siden. Hvis man i dag siger, at vi har brug for EU for at forhindre krig, er det det samme som at sige, at Tyskland står på spring til at invadere Danmark igen. Det er jo latterligt«.

Danmark bør følge briterne ud

Risikoen for ufred og krig blev i maj anvendt som argument for et ja til EU af David Cameron. Han advarede om, at selve Europas »fred og stabilitet« kan være i fare, hvis briterne stemmer sig ud og dermed udløser en desintegration af unionen.

De ord er efter Nigel Farages mening nogle af de mest hykleriske, landets leder endnu har udtalt – fordi Cameron før sin genforhandling med de andre europæiske ledere faktisk selv truede med at gå, hvis ikke han fik sin nye særaftale.

»En premierminister, der først siger, at han overvejer at støtte Brexit, hvis han ikke får en god aftale, og så bagefter siger, at det vil udløse tredje verdenskrig at forlade EU, det er en premierminister, hvis troværdighed er VÆK«, siger Ukip-formanden.

Vil regeringen falde, hvis det bliver et nej?

»Dave falder i hvert fald. Og det gør finansministeren også. Gosh, hvor vil vi kunne hejse flaget for at fejre det«.

Hvis det sker, håber Nigel Farage inderligt, at en række andre lande vil kræve lignende afstemninger, stemme nej og melde sig ud af EU. Han tror, at et af de første lande kunne blive Danmark, som han holder meget af på grund af danskernes afvisning af Maastrichttraktaten i 1992. Det år, der udløste hans egen udmeldelse af Det Konservative Parti og skabelsen af UK Independence Party.

»I er jo et meget euroskeptisk land. I har en meget stærk historisk identitet. Hele min erfaring med Danmark fortæller mig, at det er en meget særegen og selvstændig stat. Så jeg håber meget, at vi vil kunne inspirere jer«, siger han.

Til gengæld har Nigel Farage ikke meget tilovers for de ting, Dansk Folkeparti går og siger om den britiske debat. Han forstår ikke, hvorfor hans tidligere makker i Europaparlamentet Morten Messerschmidt håber på et britisk ja, fordi Camerons aftale ifølge DF’eren kunne bane vejen for nye undtagelser for Danmark:

»Der er ikke nogen nye aftaler. Det her er et projekt, der går ud på at skabe en stadig tættere politisk union«.

Farage fatter endnu mindre, hvordan Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, kan forestille sig, at Storbritannien vil kunne blive i dele af samarbejdet på nye betingelser efter et nej.

»Det lyder som forræderi. Hvis nogen britisk politiker foreslog det, ville jeg foreslå, at vi genåbner Tower of London og smider den røver i fængsel! Hvis folket stemmer for at forlade EU, forlader vi EU. Nej er nej, og nej betyder ud af EU. Selvfølgelig«, siger han.

Den falske underhund

I motorvejens gråblege baggrund suser ’Nordens Engel’ forbi, mens Ukip-lederen snart har talt sig lige så varm som på en af de pubs, hvor han elsker at lade sig fotografere som en mand af folket.

Den 20 meter høje stålskulptur markerer ankomsten til regionen Tyne and Wear her ved den engelske nordsøkyst. Vi er ikke langt fra Skotland, som måske er den mest EU-venlige del af Storbritannien.

Men Farage stoler på, at der er rigeligt med desillusionerede fiskere og forladte skibsværfter i den gamle Labour-højborg Newcastle til at skaffe ham stemmer. Englen ligner en krydsning mellem et krucifiks og en opretstående version af en flyver, man godt kunne skvatte ned med.

»Nogle mennesker elsker den, nogle hader den. Men man kan i hvert fald ikke gå glip af den«, siger Farage. Ligesom dig selv, Nigel, kunne man tilføje.

Mens intellektuelle medier som avisen The Guardian udstiller ham som et populistisk bluffnummer og »en falsk underhund«, hvis »manglende evne til at tænke på sit land er skræmmende«, så er han blevet en kultfigur for millioner af skuffede briter.

En af hans kvindelige fans fik sidste år tatoveret Nigel Farages ansigt på sin overarm.

I 2013 blev han udpeget af den konservative avis Daily Telegraph som den andenmest indflydelsesrige på højrefløjen næst efter premierminister David Cameron. I 2014 udnævnte The Times ham til årets brite.

Dagens tur ind til det nordøstlige Englands hovedby er bare en lille del af ugers zigzag på kryds og tværs af hele Storbritannien frem til den skæbnesvangre folkeafstemning 23. juni, hvor briterne enten skal vælge Camerons genforhandlede aftale med EU eller melde landet helt ud af samarbejdet.

Det er ikke helt ved siden af at betegne Nigel Farage som den enkeltperson, der har det meste af ansvaret for, at David Cameron følte sig nødsaget til denne sommer at spørge folket én gang for alle.

Indvandring hjælper kun de rige

Ukip’s stigende popularitet øgede splittelsen i premierministerens Konservative Parti til et niveau, der blev ubærligt. Flere af Camerons toryer hoppede af for at slutte sig til Farages EU-modstandere. Det pressede premierministeren ud i løftet om en historisk folkeafstemning, de fleste ledere ovre på kontinentet betragter som uovervejet og ekstremt risikabel.

På taget af den dyngvåde kampagnebus flår Nigel Farage sit rødbedefarvede pas op af inderlommen:

»Hvad står der her? Hvad er de første to ord? European Union!«.

Hvorfor er det et problem, at der står sådan?

»Jeg er britisk. Jeg er ikke europæer. Jeg kan være ven med Europa. Jeg elsker Europa. Men jeg vil ikke have et europæisk pas, som 508 millioner mennesker har. Og enhver af dem kan bare komme til det her land«.

Det var ikke mindst Farages påstande om, at EU tillader horder af fattige østeuropæere at strømme til landet, der tvang David Cameron til at kræve begrænsninger af udenlandske unionsborgeres sociale rettigheder i Storbritannien.

»Vi har set en bølge, en befolkningstilvækst, som næsten ikke er til at forestille sig. Vores offentlige skolesystem og vores sundhedssystem står i en desperat situation«, siger han.

I er jo et meget euroskeptisk land. I har en meget stærk historisk identitet. Hele min erfaring med Danmark fortæller mig, at det er en meget særegen og selvstændig stat. Så jeg håber meget, at vi vil kunne inspirere jer

Så immigrationen er hovedproblemet?

»Det er befolkningstilvæksten, som skyldes indvandringen. Det ødelægger vores offentlige system. Hvis I som danskere så, hvilken tilstand vores offentlige sundhedssystem befinder sig i, ville I blive meget, meget chokerede«.

Men vil det egentlig få indvandringen til at falde, hvis I forlader EU?

»Det ville jo være op til os. For det ville være os, der styrede det selv. Fra 1950’erne til 1990’erne havde vi en nettoindvandring her i landet på omkring 30.000 om året. Nu er de officielle tal oppe på omkring en tredjedel af en million om året. Det reelle tal er formentlig meget højere. Vores indvandring er 10 gange større end noget, vi nogensinde har set før«.

Immigration har vel også bragt meget godt til Storbritannien?

»Ha! Jo, hvis du er rig, er det fantastisk. Hvis du ejer et stort firma, er det billig arbejdskraft. Hvis du er velhavende, er det billigere barnepiger, billigere gartnere, billigere chauffører. Men hvis du er en arbejder her i landet, ser du bare din løn blive presset ned«.

Er der ikke noget racistisk i det, du siger?

»Nej da, det er jo i høj grad hvide mennesker, der kommer. Det er den nuværende immigrationspolitik, der er racistisk. Det er blevet meget svært for en indisk ingeniør at komme til Storbritannien, fordi vi holder døren åben for folk fra det sydlige og østlige Europa. Race har slet intet at gøre med det her«.

Bliver du aldrig bekymret for, at folk andre steder i Europa, der rent faktisk er racister, kan udnytte det, du gør her i Storbritannien?

»I forhold til politisk ekstremisme i Europa, både til højre og til venstre, har vi knap nok set begyndelsen. Euroens fiasko driver folk ud i ekstremerne«.

Bekymrer det dig?

»Ja da, forfærdelig meget. Men hvis vi finder en demokratisk løsning på problemet med EU, og hvis Storbritannien giver startskuddet til det, vil der ikke længere være brug for ekstremistiske partier«.

Man lever kun én gang

De sidste få 100 meter på vej ind i selve Newcastle, en by på størrelse med Aarhus, klasker egetræernes blade mod Ukip-holdet på taget af bussen. Nigel Farages håndlangere bakser febrilsk med højttalerne, som skal annoncere ankomsten ved hjælp af temaet fra filmen ’Den store flugt’, hvor Steve McQueen flygter fra en tysk krigsfangelejr.

»Vores flok står klar derinde med skilte og journalister«, puster Farages pressechef, Gawain Towler, iført dryppende filthat og tweedjakkesæt.

Chefen får en mikrofon i hånden og famler efter pakken med britiske Rothmans-cigaretter, som han pulser mange af på sådan en dag.

»Måske får vi en venlig velkomst, måske vil folk råbe og skrige ad os. Der er ikke noget manuskript for det her. Det er virkelig politik«, siger Ukip-lederen, mens han glider ind i den gamle arbejderhøjborg som en fisk i vandet. Linjen i dag er, at EU er de riges projekt på bekostning af arbejderklassen.

»Det er en socialdemokratisk by. Men partipolitik er ligegyldigt i den her sammenhæng«, siger han.

Nigel Farage er parat til stort set alt for at vinde.

Han mindes igen den dag for 6 år siden, da valgkampsflyet faldt ned og var ved at slå ham ihjel.

Andre mennesker ville måske have holdt en pause i den anledning, men for Farage var det bare dødens tredje visit. Som ung mand blev han kørt over af en bil, der smadrede hans krop i en grad, så han lå i gips i næsten 1 år. Bagefter giftede han sig med sygeplejersken, hvorefter han fik konstateret testikelkræft.

»Min ene nosse var så stor som en citron og stenhård«, som han siger. Også det overlevede han til lægernes forbløffelse. På en eller anden måde sendte dødsangsten ham af sted på et politisk korstog, som kun blev bekræftet af flystyrtet mange år senere.

»Hvordan i alverden har jeg kunnet være så heldig? Har du set billederne af det flystyrt? Jeg fatter ikke, hvordan nogen kunne overleve det. Det har gjort mig endnu mere beslutsom« siger Nigel Farage.

»Vi får at vide, at vi skal rette ind og være som de andre. Der var ingen i min familie eller blandt mine venner og kolleger, der syntes, at det var en god idé at gå ind i politik. De troede alle sammen, at jeg var blevet sindssyg. Jeg havde en karriere og en forretning kørende«, siger han.

»Men jeg tror, at ulykkerne fik mig til at sige: Til helvede med det hele, man lever kun én gang. Man må gøre det, man er nødt til at gøre«.

Med et strålende smil træder lederen af United Kingdom Independence Party ned fra den gamle bus i endnu en britisk by, som udkæmper en borgerkrig på ord om landets europæiske fremtid.

På gaden i Newcastle bliver Nigel Farage mødt med lige dele raseri og beundring. Han elsker det hele. Som en dødsdømt mand elsker livet.

Med inspiration fra Monty Python forklarer vi den britiske EU-ballade. Kilde: Politiken / Kristian Jensen og Thomas Lauritzen

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce