Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Peter Hove Olesen/Politiken

Hvorfor skulle André dø?

En desperat mor afleverede en sen aprilaften sin psykisk syge søn, André, til lægerne i Bispebjergs psykiatriske akutmodtagelse. André ville begå selvmord. Næste formiddag udskrev hospitalet den unge mand, fordi lægerne ikke mente, han var selvmordstruet. Få timer senere gik André 80 meter op i tårnet på Vor Frelsers Kirke. Og sprang.

To betjente fra Københavns Politi fik klokken 15.42 onsdag 6. april i år på deres kørende patrulje et alarmopkald.

De var i Holmbladsgade på Amager og skulle øjeblikkeligt køre til Vor Frelsers Kirke på Christianshavn, hvor en person var ved at springe ud fra kirketårnet.

De tændte blink og horn.

To minutter senere fik de et nyt opkald over radioen.

Manden var sprunget.

Da de ankom til kirken, så de en ung mand af dansk udseende og med mellemlangt hår ligge på jorden til venstre for hovedindgangen. Sort jakke og blå jeans.

Han lå »livløs hen med benene i fejlposition. Der var blødning fra ben og hoved«, skrev den ene betjent i politirapporten senere på aftenen.

Der var ambulancefolk og brandvæsen. Redningsmandskabet var ved at sætte afskærmning op.

Skolebørn ved en nærliggende skole havde netop fået fri. De gik og småpjattede. Flere så manden falde fra tårnet. Andre hørte ham skrige.

15.50 erklærede lægen på stedet den unge mand død. Han havde ikke haft puls siden nedslaget. Eller vist tegn på liv.

Foto: OLESEN PETER HOVE

Politiet fastslog, at han var hoppet fra første repos i kirketårnet 80 meter oppe. Politibetjentene fandt knækkede grene ved manden. Han måtte have ramt det store træ i faldet.

Ifølge oplysninger i afdødes pung var der tale om den 23-årige André Betteka-Østergård.

Dagen før

»Mor, jeg vil ikke leve mere«, sagde André Betteka-Østergård, da han dagen før, 5. april, sad i den sorte lædersofa i morens lejlighed i det sociale boligbyggeri Voldparken i Husum.

Mor, jeg vil ikke leve mere

Han havde ringet og sagt, at han kom hjem til sin mor, Jytte Østergård. Ved spisetid ringede han på dørtelefonen.

»Du skal ikke have det sådan her. Vi elsker dig alle, og vi holder alle af dig«, husker Jytte Østergård, at hun sagde til sit eneste barn.

André kunne ikke finde hvile i moderens hjem. Det hjem hun nu sidder og fortæller sin søns historie i.

»Der skete meget i hans hoved«, siger hun.

André fortalte, at han havde været indlagt på psykiatrisk hospital to gange inden for de seneste fem uger. Det kom som et chok for hende. André var psykisk syg, autistisk udviklingshæmmet, men voksen og myndig, så Jytte var ikke værge for sin søn. Og vidste intet.

»Hvorfor har du været indlagt, André?«, spurgte hun.

»Jeg har kastet med glas og sådan noget«, svarede han monotont.

Jytte fornemmede, at han i modsætning til sit normale jeg havde været voldsom. Det skete, når han med års mellemrum kogte over indeni.

»Du kan jo blive anmeldt til politiet, hvis du bliver voldelig«, sagde hun til sønnen.

»Jeg er allerede i fængsel«, svarede han.

10 års psykisk sygdom

I 2006 fik den dengang 13-årige André stillet diagnosen Aspergers syndrom. En neuropsykiatrisk tilstand som hører under autisme-spektrum-forstyrrelserne

Mange ting faldt på plads for de fraskilte forældre.

Han havde aldrig klaret sig i skolen og mindede ikke om kammeraterne. Han levede for sig selv. Hans svære personlighed handlede altså hverken om forældrenes skilsmisse, sociale problemer eller opvæksten i Husum, men om en autismelignende sygdom i hjernen.

André sagde normalt ikke meget. Slet ikke til fremmede, han ikke var tryg ved. Lukket, ville nogle nok have kaldt ham, men ikke Jytte, der også selv har psykiske lidelser. De kunne tale sammen.

Og Jytte vidste også, at hun ikke skulle stille André åbne spørgsmål, der lagde op til lange forklaringer og refleksion.

Så intet ’hvorfor ...?’. Hellere et ’vil du ...?’.

Ja eller nej var oftest svaret fra André, og så et »det ved jeg ikke« til fremmedes henvendelser.

Udviklingsforstyrrelsen var også årsag til, at André aldrig fik afsluttet folkeskolen. Han kunne ikke meget, siger Jytte, men levede et liv i sin musik. Han havde lært sig selv at spille på flere instrumenter, klaver eksempelvis, alene efter gehør. Han havde også komponeret flere musikstykker, som han yndede at optræde med, når lejlighed bød sig.

»Det musiske var lige ham. Klaver spillede han, siden han var barn, og det var hans største talent«, siger Jytte Østergård.

André blev af familie og venner opfattet som en sød, smilende, stille og rolig ung mand. Han tilbragte også timer foran sin computer. Lavede små programmer. Og var på et gaming-akademi på Vallekilde Højskole i 2014, fordi han ville lære at lave sine egne computerspil. Men udfordringen var for stor.

Gennem årene havde han været igennem flere psykiatriske indlæggelser og blev én gang behandlet for en svær depression med psykotiske symptomer.

Derfor tog han også antidepressiv og antipsykotisk medicin. Det havde stabiliseret André, forklarer Jytte.

Medicinen åbnede ham lidt mere, så omverdenen lettere fik kontakt gennem de brune øjne. Uden medicin blev han mere urolig, nervøs, sov dårligere og blev lettere vred og ophidset.

1. februar flyttede André fra Søgården på Midtsjælland, et opholdssted for behandlingskrævende unge, hvor han havde boet i 6 år, til København Kommunes nyåbnede botilbud Aspect Husum Vænge for unge med Aspergers syndrom.

Kort efter at han var flyttet ind, stoppede André fra den ene dag til den anden med at tage sin medicin, uden at hans egen læge blev informeret. André ville ikke tage det mere.

Jytte har altid vidst, at det var et dårligt tegn, når han selv styrede sin medicin og pludselig stoppede. Det var også sket tidligere. Og havde ført til indlæggelse. Men André var ikke så psykisk syg, at han skulle have tabletterne med tvang af psykiaterne.

Medicinen var den 23-årige ordknappe autistiske mands eget ansvar.

Men at stoppe uden varsel var ifølge moderen et tegn på forværring.

Uroen

Den aften, André kom og sagde, at han ikke ønskede at leve mere, kendte Jytte intet til sønnens vanskelige tid på bostedet Husum Vænge. Kun det, hun fik lirket ud af ham.

Siden sønnens død har hun via Andrés patientjournal, politirapporter og information fra botilbuddet Husum Vænge – dokumenter, Politiken har læst – fået et bedre indblik i de sidste måneder af Andrés liv. Det viser, at han ikke trivedes det nye sted og ønskede at flytte.

Første dokumenterbare konflikt mellem bostedet og André fandt sted natten til tirsdag 29. februar i år. Mindre end en måned efter at han var flyttet ind.

Klokken 00.25 førte betjente fra Københavns Politi André til Psykiatrisk Akutmodtagelse, Bispebjerg Hospital.

Den første af tre indlæggelser i den psykiatriske akutmodtagelse på fem uger.

Han havde kastet med møbler i fælleslejligheden på bostedet Husum Vænge, står der i patientjournalen.

»Fortæller, at det var grundet utilfredshed med bostedet. Kan ikke angive de præcise grunde, men svarer bekræftende på, at det er noget med stedet og noget med menneskene, der bor der«, skriver lægerne.

Dagen efter blev han udskrevet.

»Mest af alt ønsker han at få hjælp til at komme på et andet bosted«, skriver overlægen i udskrivningsnotatet.

Indlæggelse

Mindre end en uge senere, 4. marts, blev André igen ledsaget af Københavns Politi og indlagt på et lukket psykiatrisk sengeafsnit på Bispebjerg Hospital. Weekenden over.

Igen havde André smadret inventar på Husum Vænge. Og sin egen lejlighedsdør. Og med understativet fra sit keyboard ødelagt ruderne i institutionens bil. Han havde truet personalet så meget, at André angiveligt blev politianmeldt.

Ved begge indlæggelser fik psykiaterne på Bispebjerg Hospital kun få ord ud af André.

»Det ved jeg ikke«, sagde han igen og igen ifølge journalen.

»Overordentlig ordknap« og »fuldstændig ude af stand til at tage stilling til noget som helst«, skrev lægerne.

De understreger, at Andrés aktuelle problemer bunder i, »at han gerne vil væk fra botilbuddet« Husum Vænge.

Under den anden indlæggelse sagde André dog også ifølge journalen, at hvis ikke han »kan finde et andet sted at bo, må han jo begå selvmord«.

Begge gange vurderede lægerne Andrés selvmordsrisiko til niveau 1, som betyder ’ingen øget risiko’.

»Alt i alt ligner det en social opgave at få (patienten, red.) placeret på rette sted under nogle mere beskyttende og intense rammer«, skrev overlægen.

Personalet på Husum Vænge, der deltog i anden udskrivelsessamtale, lovede, at de »gerne vil være med til at lægge en plan for, at patienten kan få en hverdag, som giver mere mening«.

Ifølge Jytte Østergård har André på Husum Vænge kun fået fire støttetimer om ugen. På Søgården fik han hjælp flere timer hver dag til at stå op, børste tænder, gøre rent, gå ture og købe ind og til udlevering af medicin.

I dag ærgrer Jytte Østergård sig over, at hun, selv om hun ikke var sin søns værge, aldrig hørte om Andrés adfærdsproblemer på det nye bosted. Også selv om André ifølge personalet dér ikke ønskede sin mor involveret.

»André forstod jo ikke tingene, som de er, og som vi andre gør. Det er mere voldsomt for ham. Når politiet er blevet nødt til at anholde en autist som André, der råber og er voldsom, er det jo, fordi han forsøgte at fortælle, at han ikke har det godt. Hvordan mon han ikke har følt det, hvis han blev lagt i håndjern og ført væk«, siger Jytte Østergård i dag.

Farvel

Klokken 21.55 tirsdag 5. april stoppede taxaen med André og Jytte ved Psykiatrisk Akutmodtagelse, Bispebjerg Hospital. Sygeplejersken genkendte den unge mand ved ankomsten.

Den tredje indlæggelse på fem uger.

»Hvordan vil du begå selvmord?«, spurgte den lægestuderende ifølge Jytte, der sad ved sin søns side.

»Det ved jeg ikke«, svarede André igen og igen på rækken af åbne hv-spørgsmål.

I journalen resumerede den lægestuderende efter konference med en mere erfaren læge Andrés selvmordsrisiko som ved de to forgående indlæggelser til niveau 1, ’ingen øget risiko’.

Selv om han sagde, at »han ikke gider leve«, og moderen var stærkt bekymret, havde André ingen selvmordsforsøg bag sig og blev vurderet som »ikke impulsiv i forhold til selvmordsadfærd«.

Klokken 23.50 fik André en seng for natten.

Jytte Østergård gav sin søn et sidste knus, sagde farvel og forlod lettet Bispebjerg.

Her bagefter har jeg tænkt, at de jo nok kun gav ham en seng, fordi det var så sent. Ingen har talt med ham

»Jeg tænkte »nu får han hjælp««, fortæller hun. »Her bagefter har jeg tænkt, at de jo nok kun gav ham en seng, fordi det var så sent. Ingen har talt med ham. De var jo mest optaget af, at han ikke tog sin medicin«.

Udskrivelsen

Lægerne udskrev André næste formiddag, onsdag 6. april. Han svarede fortsat kun »måske eller han ved det ikke«, står der i journalen.

»Giver slet ikke udtryk for, at han stadigvæk har selvmordstanker«, skrev lægen i journalen og understregede, at André nægtede at tage sin medicin, men ellers var samarbejdsvillig.

André var allerede blevet henvist til distriktspsykiatrien. Han ventede på første visitationssamtale. Derfor aftalte hospitalslægen med André, at han altid kunne henvende sig på akutmodtagelsen igen »i tilfælde af forværring i hans psykiatriske sindstilstand«.

Klokken 10.10 blev Andrés selvmordsrisiko igen vurderet at ligge på niveau 1, ’ingen øget risiko’.

Ifølge politirapporten blev André udskrevet »omkring middagstid, hvor personalet ville bestille en hjemtransport til ham, idet de mente, at han ikke selv skulle gå hjem. Afdøde havde dog afvist dette«.

Personalet på Husum Vænge forklarede siden til politiet, at André var stukket af, da han fik at vide, at han skulle tilbage til botilbuddet. Personalet havde i telefon talt med ham »mange gange i løbet af dagen«, skrev en politimand i sin rapport.

Sidste gang personalet talte med André i telefon, var ifølge politirapporten klokken 13, hvor den 23-årige sagde, at han ikke vidste, hvor han var.

Ved 18-tiden samme dag bankede det på døren til Jytte Østergårds lejlighed.

Udenfor stod to betjente. De nåede ikke at sige noget, før Jytte Østergård begyndte at græde. Sådan husker hun det selv.

Ifølge dødsattesten var André sidst »konstateret i live cirka klokken 15. Flere vidner så og hørte hændelsen«.

I dag får Jytte Østergård beroligende medicin. Og sidder det meste af dagen i den sorte lædersofa med de digitale minder af sin eneste søn på computeren. Og de mange fotografier, hun har stillet op i stuen.

Husum Vænge og Københavns Kommune har nægtet at give Andrés mor aktindsigt i hans papirer og de forhold på stedet, der måske er brikker i det puslespil, hun nu forsøger at lægge.

Politiet vil heller ikke give aktindsigt i en angivelig politianmeldelse mod André fra bostedet Husum Vænge.

Begge forklarer det med, at han er myndig, og det er sager mellem dem og afdøde.

»Jeg vil bare gerne vide, hvad der er foregået. Hvad der gik galt. Hvad der skete op til hans selvmord, hvorfor skulle André dø?«, siger Jytte Østergård.

»Og så vil jeg gerne vide, hvorfor hospitalet lod min søn gå. For der er jo gået noget galt i det her forløb. De har ikke taget hånd om min søn. Og det må ikke ske for andre. Men at hospitalet har håndteret det her helt forkert, det er da helt klart«.

18. april blev André Betteka-Østergård begravet fra Husumvold Kirke. Han ligger nu på Brønshøj Kirkegård.

Graven er fortsat ved at sætte sig. Derfor mangler der endnu en sten.

Jytte Østergård har to gange været ude ved Vor Frelsers Kirke. For at se stedet. Og lægge et sidste afskedsbrev til sit eneste barn.

»Det er uforståeligt for mig, at du ikke er her mere. Du er nu hos Gud i himlen. Jeg begynder at græde igen«, skrev Jytte Østergård afslutningsvis.

» På grund af tavshedspligt kan jeg ikke udtale mig om den konkrete sag eller den konkrete borger«, oplyser Lasse Falck Steenland, borgercenterchef i Borgercenter Handikap i Københavns Kommunes Socialforvaltning på vegne af botilbuddet Husum Vænge.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

  • 15.000 mennesker er ansat til at gennemse det indhold, som Facebook vil skåne sine brugere for – videoer af mord, henrettelser eller mishandling af børn. Men hvem er de mennesker, der hver dag renser ud i internettets allermørkeste sider? Politiken har fulgt to af dem. ​

Forsiden

Annonce