Inden man møder Morricone, er der enkelte – eller okay: mange – regler, man lige skal memorere. Morricone tiltales ’Maestro’, ikke hverken ’De’ eller ’Deres velærværdighed’. A simple ’Maestro’ will do.
Man må ikke fotografere ud ad hans vinduer, for så vil alle de potentielt anmassende fans kunne gennemskue, at han bor i sit kæmpepalazzo lige mellem Colosseum, Capitolium og Piazza Venezia. Og så ville miseren og køen ved hovedtrappen ingen ende tage.
Man må ikke bede Maestro om at sætte sig ved sit klaver i modtageværelset og lige gi’ et nummer eller for fotoets skyld lade, som om han er i gang med at finde på et nyt fløjtetema som det fra ’Den gode, den onde og den grusomme’, for rigtige komponister komponerer inde i hovedet, ikke ved et klaver, fremgår det. Det er godt, hverken Mozart eller Brahms vidste det!
Maestro vil ikke have, at man kalder de film, Morricone lavede musik til for Sergio Leone, for ’spaghettiwesterns’. De bør i stedet benævnes ’italienske westerns’.
