Det var på en konference for nogle år siden, at aldringsforsker Henning Kirk hørte om et italiensk studie, hvor forskere havde bedt en gruppe børn om at tegne nogle gamle mennesker. Børnene løste opgaven ved at tegne kulturhistoriens gennemgående piktogram af alderdommen, nemlig nogle gamle, krumbøjede skikkelser støttet til en stok. Bagefter spurgte forskerne de italienske børn, om deres bedsteforældre var gamle. Hvilket de blankt afviste.
»De havde altså en forestilling om alder som noget, der hørte sammen med svækkelse. Men når de blev bedt om at tænke på ældre mennesker, de kendte, gled den baggrundsmetafor ud«, siger Henning Kirk.
Der er sket noget. Med tilværelsen. Lægevidenskaben har elimineret mange af alderdommens børnesygdomme, vi er blevet sundere og stærkere og bedre uddannede og lever længere end nogensinde før. Mange af os tager først fat på anden halvdel af vores liv, når vi fylder 50. Voksenlivet er blevet udvidet med 20 år fra 60-80, hvor mange stadig er både fysisk og psykisk oppegående. Først da begynder det at gå nedad for mange.
Men selv om alderdommen nu udgør en større og mere aktiv del af vores liv, er den et sært prestigeløst sted, hvor ingen rigtig har lyst til at opholde sig. Det er ikke kun, fordi håret går ud og ansigtstrækkene eroderer. Det er også, fordi vi mister status i hinandens øjne og bliver forhenværende, når vi forlader arbejdsmarkedet.
