Der er noget magisk ved at flyve ind over Rio.
Du passerer Sukkertoppen, glider ind over Guanabarabugten og bliver mødt af en sjældent set skønhed. Til alle sider knejser grønklædte bjerge med farverige favelaer, som danner kontrast til de elegante husfacader langs kysten. Alle vegne strækker der sig pragtfulde strande med Brasiliens laveste bikinilinje, og i centrum hæver der sig statelige paladser, fra dengang Rio var det portugisiske imperiums bankende hjerte. Fra en klippe hilser Kristus dig velkommen med udstrakte arme.
Når du kommer ind i byen, bliver du mødt af en lokalbefolkning, der vil danse samba med dig på barerne. Hvis du timer dit besøg med det årlige karneval, kommer du med til verdens største udendørsparty og vender hjem med historier, der bekræfter, at Rio er verdens mest sensuelle by. Dine venners længsel efter at komme hertil stiger, og snart har alle, du kender, været her. Der er bare en enkelt ting, der ikke er, som den skal være. For at være med i Rio skal du først igennem lufthavnen.
I 14 år har jeg stort set hver måned, sommetider oftere, passeret gennem Rios internationale lufthavn takket være mit arbejde som korrespondent i hele Sydamerika, og hver gang er jeg blevet forbløffet over, hvordan den mest kendte metropol kan have kontinentets værste lufthavn. Ville det ikke være logisk, at den støjende storby med sine 12 millioner indbyggere tog imod sine rejsende på samme fortryllende måde, som naturen gør det?
