Så står vi her igen. På den yderste pynt. Og vil så nødig videre. Men der er ingen vej udenom: I morgen holder verden op, og samfundet begynder. Så er det igen slut med at være menneske med græs mellem tæerne, dagen hængende som en duft i næseborene og en rest af sol siddende som en snerren i huden.
I morgen bliver dagene til datoer og vi mennesker til borgere. Små vejrbidte regnemaskiner, der evigt forsinkede – kuldslåede og småbandende – løber hinanden i vejen i fornuftigt fodtøj. Altid i færd med at overstå et eller andet for at komme til det egentlige. I et hjerteskærende forsøg på at opretholde en levestandard, vi ikke forstår at nyde.
Velkommen tilbage i Cirkus Danmark, hvor det store pariserhjul i morgen igen sætter i bevægelse og vil kværne af sted som en rusten mejetærsker. Med spindoktorer og bilkøer, overarbejde og debatprogrammer. Med venstresving og hovedpine. Impotens, heldagsregn og Clement Kjersgaard.
Så er det nu, man skal trække vejret helt ned i hælene. Og holde det indtil nytårsaften, hvor vi som sædvanlig drikker os i stumper og stykker i grædefærdig lettelse over, at det endelig går imod lysere tider. Indtil det slår os, at den bitreste tid først nu står for døren. Og at næste indånding er i maj.
