Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Erik Gleie
Foto: Erik Gleie

Det store løbeparadoks: »Den helt korte version er, at vi bare trænede meget, meget mere, end de gør i dag«

Aldrig har så mange mennesker løbet i Danmark. Alligevel er herreeliten i dansk langdistanceløb betydelig langsommere end for 30 år siden. En håndfuld topløbere fra dengang giver deres bud på, hvorfor eliten er blevet langsommere, selv om bredden er blevet bredere.

En juniaften sad direktør John Skovbjerg fra byggeselskabet Olav de Linde på Aarhus Stadion og bladrede i en stævnefolder fra atletikstævnet Aarhus Nordic Challenge. Han havde lagt vejen forbi, fordi hans firma havde givet et par sponsorater til atletikklubben Aarhus 1900.

Skovbjerg har ikke haft den store berøring med atletik i flere år. Men han kunne ikke holde et smil tilbage, da han i folderen kunne læse, at aftenens felt på 1.500 meter skulle være et af de stærkeste på dansk grund nogensinde. Skovbjerg, der er årgang 1956, mente at kunne huske, at der allerede i hans barndom blev løbet hurtigere tider af folk som Tom B. Hansen fra Skovbakken og sønderjyske Gerd Larsen.

Direktøren nøjedes med at smile inde i sig selv, da han under stævnet hørte folk talte højstemt om Abdi Hakin Ulads store bedrifter på maraton i år. Afrikanskfødte Ulad er den eneste danske mandlige maratonløber ved OL i Rio. Han imponerede for en måned siden med en femteplads ved EM på halvmaraton og kvalificerede sig i april til den olympiske maratondistance, da han med en 11.-plads i Hamburg Marathon krydsede målstregen i tiden 2.14.03.

»Nu taler de om, at ham Abdi skulle være så og så god. Ja, det er muligt. Men jeg ved jo, at 2.14 er det samme, som det var for 35 år siden, da vi andre løb. Det er da også en udmærket tid. Men dengang i 1984, da jeg løb 2.13, kom jeg altså ikke til OL på det. Der var ikke engang tale om det. Vi skulle løbe under 2.12 for at komme til OL«, siger John Skovbjerg.

Den tidligere topløber er den hidtil eneste dansker, der har vundet Berlin Marathon. Men selv på det tidspunkt var han ikke den bedste. Langtfra.

En vild generation

Til gengæld tilhører han en vild generation af danske maratonløbere, der i 1980’erne satte nye standarder for, hvor hurtigt man kunne løbe, og hvor meget man kunne træne. Standarder, som gjorde dem til ligemænd med datidens afrikanske, amerikanske og europæiske verdensstjerner. Standarder, som utvivlsomt ligger på et helt andet niveau end noget resultat, du kan læse om hos vennerne på Facebook og Endomondo.

Dengang i 1984, da jeg løb 2.13, kom jeg altså ikke til OL på det

Der er talt om det paradoks, der er til at tage at føle på. Siden John Skovbjerg var på toppen, har Danmark som mange andre vestlige demokratier forvandlet til lidt af et (motions)løbeland. I 1980’erne var det aldeles utænkeligt, at daværende statsminister Poul Schlüter kunne finde på at invitere sine vælgere på fælles løbetur fra embedsboligen Marienborg. Men det gør Lars Løkke Rasmussen. Statsministeren har i nogle uger haft en åben invitation liggende hos sine følgere på Facebook.

DHL-stafetten, der skydes af sted om et par uger, har i nogle år haft status af verdens største motionsløb. Ifølge Idrættens Analyseinstituts undersøgelse af danskernes motions- og sportsvaner angiver 29 procent af den voksne danske befolkning, at de løber regelmæssigt. En anden undersøgelse fra samme institut viste i 2012, at omtrent en fjerdedel af den danske befolkning regelmæssigt dyrker motionsløb.

I 1975 var samme tal to procent. Tallet var vokset til ni procent i 1990’erne. Så mens antallet af skinnende lycradragter, fancy pulsure og løbesko i skrigende farver er eksploderet over de sidste 35 år, er eliten i dansk langdistanceløb blevet betydelig langsommere. I særdeleshed på kongedistancen, maraton.

Jesper Stormly
Foto: Jesper Stormly

Ganske vist har løbernavne som Allan Zachariasen og Henrik Jørgensen aldrig været i nærheden af at skrive sig ind i den kollektive bevidsthed på samme måde som 1980’ernes ikoniske fodboldhelte Preben Elkjær og Michael Laudrup. De allerbedste løberes navne fra dengang vil være kendt af sportsinteresserede med en vis alder. Mens navne som John Skovbjerg, Mogens Guldberg, Jørn Lauenborg og Svend Erik Kristensen formentlig kun er kendt af løbe-aficionados.

Ikke desto mindre repræsenterer de en tid og en historie, som skabte et elitemiljø i verdensklasse for langdistanceløb. Svend Erik Kristensen, en løber fra Skive, bøjer paradokset i neon. Kristensens tid 2.14.16 ved Copenhagen Marathon i 1987 er stadig alle tiders bedste tid ved det største danske maratonløb. Dengang gennemførte 2.106 løbere det københavnske gadeløb.

I 2016 kom etiopiske Aschalew Biru Hunde først over stregen. Tiden var 2.20.47. Der var små 8.500 gennemførende løbere. Hurtigste dansker sluttede i tiden 2.33.04. Altså små 19 minutter langsommere end Kristensen, hvis personlige rekord, 2.11.51, i øvrigt er sat i Beijing i 1985.

210-230 kilometer på en vinteruge

Det store spørgsmål er, hvad der betinger den store forskel fra i dag til dengang, hvor danske løbere med jævne mellemrum trak sig sejrrigt ud fra mødet med maratonstjernerne i verdens metropoler som London, Berlin og Barcelona.

Privatfoto
Foto: Privatfoto

Henrik Jørgensens nordiske rekord på 2.09.43 fra London Marathon i 1985 står uantastet i dag. I en tidligere udgave af samme løb satte han uofficiel verdensrekord for 21-årige på den klassiske distance. Og han vandt løbet i 1988. Den nuværende pædagog, der er bosat i Sorthat på Bornholm og har rekordtiden som sin g-mail-adresse, forklarer først og fremmest forskellen med træningsindsatsen.

»Den helt korte version er, at vi bare trænede meget, meget mere, end de gør i dag«, siger han og uddyber:

»Det var jo ekstremt meget mere. Jeg løb flest kilometer, da jeg var 18 og i årene efter. Da løb jeg 180 kilometer om ugen i snit på et helt år. Hvis du skal løbe det i gennemsnit per uge i et helt år, hvor du også regner sygdomme og nedtrapning til banesæsonen og så videre med, så skal du ligge på 210-230 kilometer om ugen om vinteren. Det er der altså ikke nogen, der gør i dag. De ligger og fedter rundt med 140, 150, måske 160 kilometer, når det går højt. Men ser du på kenyanerne og mange af de andre, som dominerer, så træner de altså en lige så stor mængde, som vi gjorde dengang«.

Per Folkver
Foto: Per Folkver

Allan Zachariasen, hvis bedste tid er fra Barcelona i 1983 og hedder 2.11.05, forklarer, at Henrik Jørgensen satte en ny standard, da han allerede som 17-årige løb 800 kilometer om måneden.

»Vi grinede meget ad Henrik, men vi holdt op, da han blev dansk mester. Nu havde man pludselig fået en 17-årig, der trænede så meget. Så måtte vi andre hellere få snøret skoene og gøre det samme. Jeg har været oppe at løbe 370 kilometer på en uge. Da jeg satte dansk rekord i Barcelona, havde jeg 16 uger i træk med 236 kilometer i gennemsnit. Det er altså svært at skrue så megen træning sammen i så mange uger uden at blive skadet eller syg«, siger Allan Zachariasen.

Han deler opfattelsen af, at der bliver løbet for få kilometer: »I dag siger de alle sammen, at de løber 160-170 kilometer om ugen, fordi de er så bange for at blive skadet. Men hvis du er bange for at blive skadet, så begynd at spille skak. Det kan ikke nytte noget. Det var også den risiko, vi andre løb«.

Den newzealandske løbetræner Arthur Lydiards træningsmetoder var i 1970’erne inspirationskilde i mange europæiske lande, herunder i Danmark. Han foreskrev en hidtil uset mængde af relativt langsomme kilometer til at bygge iltoptagelsen op hos eliteløberne. Varianter af denne træningsfilosofi dominerede hos de danske langdistanceløbere indtil sidste halvdel af 1980’erne.

Men ikke hos alle. Langdistancefolk har i årtier ført en evig diskussion om at finde frem til det optimale blandingsforhold mellem mængdetræning og kortere træningspas med højere intensitet. Allan Zachariasen forklarer, at han i sine gennembrudsår snarere var inspireret af den 11 år ældre klubkammerat Jørn Lauenborg fra Odense Freja.

»Hans holdning var, at hvis vi skal løbe 200 kilometer om ugen, hvorfor fanden skal vi så løbe langsomt. Vi skal da løbe hurtigt. Det blev en meget intuitiv træning, hvor vi løb mange kilometer og løb alt, hvad vi kunne hver dag. Lauenborg og jeg har masser af gange løbet 15.30 på de sidste fem kilometer af en træningstur på 23 kilometer. Der var fuldt knald på og masser af væddeløb«, fortæller han.

Spørgsmålet om træningsmængden er én blandt flere forklaringsfaktorer. Henrik Jørgensen nævner generelt, at der blev født langt flere danske børn i hans egen årgang end i den nuværende elites generation. At der dengang var færre idrætsgrene at vælge imellem end i dag. Og endelig et mere eller mindre tilfældigt sammenfald af talent.

»Ting har det jo bare med at komme lige pludselig. Du havde speedway en overgang, hvor Erik Gundersen og Hans Nielsen ribbede alt ved de internationale mesterskaber. Det danske fodboldlandshold fra dengang var suverænt en overgang, mens der ikke sker en skid lige nu«, siger han.

En særlig passion

Samtidig var der ifølge John Skovbjerg også tale om en særlig passion, som handler om noget helt, helt andet end at flashe egne løbetider på sociale medier.

»Det handler om en indre passion. I dag er der snart ikke nogen, der kan løbe en træningstur, uden at de er mest optaget af at lægge det ud på Facebook. Det var ikke noget, vi befattede os med. Nu var muligheden der heller ikke. Men vi løb bare. Der blev gået til stålet og vi snakkede lidt mindre om det. Der var mindre piv over det. Det hele var lidt mere rustikt«, siger John Skovbjerg.

Nok var der tale om en tid præget af hård træning i store doser. Men langtfra alle de gamle løbere var rene asketer. Jørn Lauenborg, der er tidligere dansk rekordholder i tiden 2.12.21, evnede eksempelvis at kombinere sin karriere som topidrætsmand med et liv som storryger. Han har røget hele sit liv – også i perioden før han stillede op for Danmark ved OL i Moskva i 1980.

Jeg stoppede dagen før og røg som regel ikke den dag, jeg skulle løbe et vigtigt løb. Men det gik jo. Jeg røg 20 om dagen, det har jeg gjort hele livet

»Jeg stoppede dagen før og røg som regel ikke den dag, jeg skulle løbe et vigtigt løb. Men det gik jo. Jeg røg 20 om dagen, det har jeg gjort hele livet«, fortæller Jørn Lauenborg, der i dag er indehaver af en klinik for fysioterapi i Odense.

Han mener, at en afgørende forudsætning for datidens elite var, at alle havde fået en ’løberuddannelse’ på de kortere distancer på de ovale løbebaner.

»Vi var alle sammen startet på mellemdistance. Da vi fik tilstrækkeligt mange år på bagen, var vi også i stand til at løbe maraton. Da jeg løb min første maraton, havde jeg løbet i otte år. I dag starter folk med at løbe maraton næsten med det samme. De har ikke den grundhurtighed, som vi andre havde fra baneløbene. Allan Zachariasen har løbet 3.42 på 1.500 meter. Det er altså hurtigt«, siger Jørn Lauenborg.

Et helt andet svar handler om de dystre økonomiske skyer, der hang over det danske velfærdssamfund i 1970’erne og 1980’erne. Henrik Jørgensen fortæller, at mange af hans løbekammerater læste i rigtig mange år uden de store udsigter til at få et job.

»I min generation var oplevelsen hos mange, at man sgu nok ikke kunne få et arbejde. Det var sådan noget med, at man skulle have en uddannelse, og så måtte man se, hvad der skete. Desuden var der mange af dem, jeg trænede med, som gik ledige. Dengang kunne man gå ledig i nærmest uendeligheder. Mange af dem excellerede i det, så de var arbejdsløse og kunne træne hårdt«, siger Henrik Jørgensen.

Der kom penge i sporten

For de allerbedste, Jørgensen og Zachariasen, blev løb imidlertid i en længere periode en levevej. Fra begyndelsen af 1980’erne, da de store maratonløb begyndte at få vokseværk, steg samtidig de økonomiske muligheder for løbeeliten. Flere af de store løbemærker gik på det tidspunkt ind på det danske marked. Modsat i dag markedsførte de sig på nationale eliteløbere – ikke globale megabrands.

»Lige præcis da jeg slog igennem som maratonløber, kom der penge i det, så jeg kunne leve af det. Ikke kun af præmiepenge, men også startpenge og sponsorkontrakter med Nike og andre. Nike var lige kommet til Danmark, og de betalte jo hvad som helst. De skulle have de bedste løbere, færdig. New Balance skulle også have nogen, så de købte Henrik«, siger Allan Zachariasen.

Han vurderer, at de økonomiske muligheder er blevet ringere i dag, fordi der er flere løbere fra bl.a. Afrika, som rejser rundt til de store og mellemstore gadeløb:

»Jeg tror, at hvis du som dansk marantonløber løber 2.11 i dag, kan du ikke tjene lige så mange penge, som vi gjorde dengang. Men du kan stadig få det til at løbe rundt«.

Jesper Faurschou fra Herning Løbeklub er en af nutidens danske eliteløbere. Hans personlige rekord er 2.16.15, og han deltog ved OL i London for fire år siden. Denne gang er udtagelseskravet skærpet, og hans tider i de sidste par år har ikke rakt til en kvalifikation i Rio-legene. Faurschou forklarer, at han kender alt til ’de gamles’ sang om at løbe for få kilometer. Men det er svært at finde tiden til det. Gennem det sidste år har hans hverdag som topløber skullet kombineres med fuldtidsarbejde, pædagogikumstudier og familieforøgelse med et hold tvillinger i august i fjor.

»Der er mange aspekter i det. På det tidspunkt (1980’erne) var der ikke noget pres på på den måde, at man skulle ud og have et arbejde og skulle skynde sig gennem uddannelsessystemet. Man havde alle de SU-klip, man ville have. Det kunne fint løbe rundt at læse så længe som muligt på forskellige studier. I dag er man mere presset af, at man skal ud og have et arbejde. Der er et andet civilkarrierefokus end dengang«, siger Jesper Faurschou.

Doping? Ikke hos os

Et nærliggende spørgsmål er, om datidens flotte tider kan forklares med doping, som det har vist sig i professionel cykelsport. Det afviser 1980’er-løberne kategorisk.

»Der er meget stor forskel på den sport og vores. De unge mennesker i cykelsporten kom til Italien og andre steder, hvor de var en del af et hold. Der var en langt mere lempelig adgang til de ting i de lande. Vi boede i Danmark, og vi havde ikke trænere, der var læger eller andet. De var almindelige atletikfolk, der typisk havde løbet selv«, siger Henrik Jørgensen.

Selv om 1980’er-generationens eliteløbere havde international klasse og tit løb lige op med de bedste, evnede de aldrig at komme i nærheden af en medalje ved 1980’er-legene i henholdsvis Moskva, Los Angeles og Seoul. Jørn Lauenborg udgik i Moskvas høje varme i 1980, Henrik Jørgensen sluttede som nummer 19 i Los Angeles og 22 i Seoul.

Kvælende varme er én forklaring. Men de oplevede begge, at konkurrenterne fra andre lande løb unaturligt godt ved lige præcis de olympiske mesterskabsstævner. Ikke mindst løbere fra den daværende østblok, men også løbere fra f.eks. Italien og Finland.

Til daglig lå jeg og slog dem alle sammen. Italienere og finner i London Marathon og i alle mulige andre løb. Men når vi kom til mesterskaberne, var de alle sammen blevet to eller fire minutter bedre. Mærkværdigvis. Maratonløbere fra Finland, der plejede at løbe 2.14, kunne lige pludselig løbe 2.10. Og de havde aldrig før været i nærheden af de tider

»Til daglig lå jeg og slog dem alle sammen. Italienere og finner i London Marathon og i alle mulige andre løb. Men når vi kom til mesterskaberne, var de alle sammen blevet to eller fire minutter bedre. Mærkværdigvis. Maratonløbere fra Finland, der plejede at løbe 2.14, kunne lige pludselig løbe 2.10. Og de havde aldrig før været i nærheden af de tider«, siger Henrik Jørgensen.

I årevis har der været spekulationer om, hvorvidt den nyere olympiske histories største nordiske løbernavn, finske Lasse Virén, var bloddopet, da han vandt dobbelt olympisk guld på 5.000 og 10.000 meter ved OL i München i 1972 og i Montreal fire år senere. Henrik Jørgensen tør ikke lægge hovedet på blokken.

»Der var rigtig mange, der på det tidspunkt var dybt frustrerede over, at han kun løb godt ved OL. Der var et par newzealændere, som slog ham alle andre steder, og slog ham markant. De løb 13.15-20 stykker på 5.000 meter. Viren kunne løbe 13.40-50 stykker. De slog ham også på 10.000 meter. Men hver gang han kom til OL, satte han nye rekorder. De mente, at der var noget galt«, siger Henrik Jørgensen, der som ungdomsløber selv slog Viréns nordiske ungdomsrekord på 10.000 meter.

Selv har Lasse Virén altid afvist enhver spekulation om doping. Da han var på toppen, sagde han sarkastisk, at han »drak en masse rensdyrmælk«.

Herhjemme skal der betydeligt mere til end rensdyrmælk, hvis Danmark igen skal have løbere i international topklasse. Den tidligere mellemdistanceløber fra 1980’erne, Niels Kim Hjorth, er i dag aktiv i Dansk Atletik Forbund og fungerer som holdleder for eliteløberne på ture med landsholdet. Han mener, at grundproblemet i de sidste par årtier har været en forkert idé om, at langdistanceløb skulle gøres til noget, der er sjovt.

»I virkeligheden er der ingen mennesker, der synes, at det er sjovt at løbe. Det er til gengæld enormt selvudviklende og giver en fantastisk god følelse i kroppen. De unge mennesker på 15-18 år får ikke lov til at opleve den grundlæggende følelse af, at en løbetur på 25 kilometer er pissedejligt for din krop. Men det er det, der skal til for at udvikle rigtig gode mellem- og langdistanceløbere«, siger Niels Kim Hjorth.

Allan Zachariasen mener, det handler om at »satse hele butikken« og lægge livet helt til rette efter eliteløb. Men han forstår godt, at det kan virke som en stor mundfuld for nutidens løbere.

»Dengang havde vi en realistisk chance for at sætte dansk rekord, fordi den var 2.13. Jeg ville nødig være 18 år og se på den danske rekord på 2.09.43. Fy for helvede, der skal nogle kilometer i benene, før man kommer derned. Jeg tror ikke, de sidste to-tre generationer har skænket det en tanke at løbe 2.09. De har tænkt: ’Nej, jeg bliver den bedste i Danmark, og så løber jeg 2.16’«, siger Allan Zachariasen.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden